Kitchen update
Vi har fundet de smarteste, de sjoveste og de helt uundværlige. Hold dit køkken ajour med intelligente løsninger og hotte køkkengadgets.
torsdag 26.3.09
- Af Redaktionen
Blåt eller rødt
Dette mundstykke til vandhanen lyser vandstrålen op i blåt eller rødt afhængigt af, om vandet er koldt eller varmt. Smart detalje, så du ikke brænder fingrene, når du tænder for vandet, 145 kr. (COOL STUFF).
Retro underholdning
19 tommer fladskærms-tv i 70’er-retrostil med fjern-betjening fra italienske Brionvega. Stil tv’et i køkkenet, så du kan følge med i din yndlingsserie eller se film via en indbygget dvd-afspiller, mens du laver mad, 2.550 euro, ca. 19.000 kr. (LERCHE design).
Højglans på bordet
Alessis nye bordskåner er med sine fire blankpolerede krydser i en kæde af rustfrit stål et smukt design. Bordskåneren hænger elegant på køkkenvæggen og er lige til at slænge på bordet, når maden skal serveres. Det unikke design gør, at krydserne altid lander rigtigt og giver et solidt underlag til varme gryder, 230 kr. (MAGASIN).
Über-hætten
Markedets absolut sejeste (og nok også dyreste) emhætte fra Gutmann er skjult under bordpladen og skydes op, når der er behov for den, bredde 90 cm, 61.000 kr. (GUTMANN).
Soda’en er tilbage
Wasser Maxx er den nye, opdaterede udgave af den klassiske soda-stream fra Sparkling Water. Og da vandkvaliteten i Danmark er høj, får du velsmagende danskvand til næsten ingen penge, udgave i plastic, 799 kr., i rustfrit stål, 1.099 kr. (BAHNE).
Hvorfor er der ingen, der har tænkt på det før?
Kogende vand – når du har brug for det! Quooker er perfekt til at brygge en enkelt kop te eller skolde flasker og køkkengrej – og så er den energibesparende, 10.400 kr. (QUOOKER).