Varme drikke til en kold tid
fredag 26.11.10
- Af Kille Enna
Hjemmelavede drikke er noget af det mest taknemmelige at kaste sig over i køkkenet. Har man adgang til velduftende hele krydderier og intakte urter, citrusfrugter med tyk skal og 100 pct. rene frugtmoster, har man egentlig alt, hvad der behøves for at få både varme og velsmag indenbords.
Her får du fire lækre bud.
Æblelimonade med lakridsrod
(4 kopper)
1 dl vand, 5 dl ufiltreret æblemost, 1½ dl friskpresset citronsaft, ½ spsk skåret lakridsrod, evt. æblesirup eller honning
Hæld vand, æblemost, citronsaft og lakridsrod i en gryde og bring væsken i kog. Skru ned for varmen og lad det simre ved svag varme i 10 min. under låg. Tag gryden af varmen. Sigt saften og server straks.
Tips
Køb skåret lakridsrod i helsekost- eller specialbutikker. Når roden er skåret, har den en betydelig mere interessant smag end lakridspulveret. Det sidste er alt for ustyrligt i smagen.