Vinen skal være sødere end desserten, fordi sukkeret i desserten ‘spiser’ sukkeret i vinen, og så vil vinen opleves som mere tør og bitter i munden. Især hvis vinen ikke er sød nok. Dernæst skal du tage udgangspunkt i den ingrediens i desserten, der smagsmæssigt dominerer, når du skal vælge vin.

Mange europæiske vindistrikter har en lang tradition for at lave dessertvin, og dessertmenuen er derfor en oplagt mulighed til at gå på opdagelse i de mange og varierede smagsoplevelser.

Skal man sige noget generelt om vin til det søde køkken, er det, at is er en udfordring, mens chokolade og nøddebaserede desserter er oplagte til dessertvin.

Her er Malene Smidt Hertz forslag til hver enkelt dessert:

1. Lakridsis med sprød mandelkage  Lakrids er utrolig populært i dessertkøkkenet. Til lakridsisen ville jeg vælge en gul dessertvin på Muscat de Beaumes de Venise eller Muscat de Rivesaltes, der begge er forstærket vin, og som klarer både lakrids, vaniljeis og anispulveret i mandelkagen. Alternativt prøv den italienske Moscato di Pantelleria.

 2. Appelsinmarinerede brombær med hvid chokoladecreme Den gule dessertvin Muscat de Beaumes de Venise kan bruges til denne ret og ligesådan den lidt sjældnere ungarske Tokaji, som næsten er en dessert i sig selv. Den genkendes typisk på sine orangenoter. Men spring de billige supermarkedsudgaver over.

3. Choko chok kop  Mørk chokolade er en fryd med de røde dessertvine fra Roussillon i Sydfrankrig. Banyuls og Maury, men også den lidt mere sjældne Rivesaltes Tuilé er fremragende. Da desserten her er tilsmagt med cognac, er det vigtigt at vælge en dessertvin med høj alkohol, men samtidig nogle lagrede noter.

 4. Mynteis og limesorbet Isen er ikke nem at sætte vin til, da man tit ville bruge denne som en mundrenser, så drop vinen til denne ret, eller gå efter en senhøstet Riesling fra Mosel i Tyskland. Der skal være højt restsukkerindhold, fx en Beerenauslese eller en Trockenbeerenauslese

 5. Sarah Bernhardt-kager med espresso Gå efter en rød dessertvin til Sarah Bernhardt-kagerne, fx den skønne italienske Brachetto, som også kan serveres let kølig, eller en lagret portvin som en 10 års Tawny.


Kommentar

kogebog, kampagne
stuer, indretning
Aller Media A/S © 2014 - www.aller.dk