Tæt ved centrum ligger veteranskibet Wilhelm Tell, der er omdannet til en god restaurant med speciale i fisk og vine fra regionen.
Weinmarkt, Kornmarkt og de andre smukke, gamle torve fortæller alle historie, og jesuitternes barokkirke, der ligger i en meget flot og fremskudt position ved floden, og den smukke, gotiske Franziskanerkirke lige bagved regnes blandt de fineste kirkebygninger i Schweiz.
I Gletschergarten nær Löwenplatz kan man se ’Den døende løve’, der er skabt af Bertel Thorvaldsen til minde om nogle schweizer-soldaters tapre, men forgæves forsvarsindsats ved stormen på Tuillerierne i Paris 1792. »Det mest bedrøvede og mest bevægende stykke sten i denne verden,« kaldte den amerikanske forfatter Mark Twain engang dette værk.
Byens vartegn
Siden åbningen af St. Gotthard-passet i 1210 har Luzern været et vigtigt sted for udveksling af kultur og handel mellem Nord- og Sydeuropa. Udviklingen fra flække ved søen til rigtig by gik stærkt og indebar kamp om magten. Musegg-muren med sine tårne og broerne over floden Reuss blev bygget i løbet af 1300-tallet som en del af byens forsvarssystem ligesom Luzerns absolutte vartegn, Wasserturm midt i floden Reuss. Dette ottekantede tårn var fængsel og skatkammer på samme tid. Den spændende, gamle træbro Kapellbrücke forbinder de to flodsider med tårnet midtvejs. På Zytturm i Musegg-muren findes byens ældste ur, som nyder det privilegium at falde i slag ét minut før byens andre klokkeværker.
Læs mere om LUZERNS KULTURLIV
SHOPPING I LUZERN
BJERGTUR OMKRING LUZERN
GODE LINKS OG ADRESSER