8 tips til en succesfuld loppejagt

loppemarked

Går du også rundt på må og få og roder i kasser og kommer utilfredsstillet hjem, når du går på loppemarked? Vi giver dig 8 tips til, hvordan du undgår en tomhændet loppejagt og kommer glad hjem med loppeguld.

Søndag, 21. februar 2016 - 10:41 - af Natascha Gracia / Foto: Torben Djenner

Med få nemme tricks får du en tilfredsstillende og udbytterig tur på forårets loppemarkeder.

Gør dit forarbejde

Hvad leder du egentlig efter, når du går på loppemarked? Chancen for succes er langt større, hvis du går målrettet til sagen, og så er det egentlig ligegyldigt, om det er den perfekte messinglampe eller strikkepinde, du går efter. Hav en lille lommebog liggende, hvor du løbende kan notere dig, hvad du ønsker at støde på, når du går på loppemarked. Måske finder du det ikke lige på første tur, men det skal nok komme.

Vær åben!

Det er godt at være sikker på, hvad man går efter, men husk altid at have din fantasi med dig, og vær åben overfor at se det kønne i ting, som du aldrig havde drømt om. Du var muligvis slet ikke på udkig efter vaser, men pludselig stod den bare der og skreg dit navn! På den måde ender du måske med en større skat, end du havde regnet med.

Læs også: Opgradér dine loppefund

Vælg loppemarked med omhu

Der er stor forskel på loppemarkeder. Groft set kan de dele op i tre kategorier: De professionelle markeder, velgørenhedsmarkeder og private loppemarkeder. På de store markeder med professionelle sælgere vil du nærmest kunne finde ALT, hvad hjertet begærer inden for retro og vintage – men du kommer også til at betale for det. På velgørenhedsmarkeder har sælgerne ikke et personligt forhold til tingene, og priserne er derefter ofte ganske fordelagtige. Til gengæld er der ofte langt mellem snapsene, da professionelle opkøbere ofte får lov at komme ind, inden dørene åbner officielt. På de private loppemarkeder sælger folk ud fra egne gemmer, og det kan enten betyde, at de bare gerne vil af med tingene og sælger dem for en slik - eller at de har et forhold til deres ting og ikke vil sælge dem for hvad som helst.

Klassiske tricks

Brug de klassiske tricks, når du shopper på loppemarked! Du kan sammenligne det lidt med poker; hvis du ser en ting, du bare må eje, så gælder det om at holde masken og virke kølig, for hvis sælgeren opdager, at du er hooked, vil hun presse prisen op. Hvis du er rigtig cool, så stil tingen tilbage, når du har hørt prisen, gå en runde og kom tilbage senere. Selvfølgelig med risiko for, at den er blevet solgt til anden hånd. Hvis den stadig er der, så foreslå en lavere pris.

Det er normalt at prutte

Mange kviger sig ved at skulle prutte om prisen, når de er på loppemarked, fordi de synes, det er flovt – men det er der ingen grund til! Sælger forventer, at du prutter om prisen og sætter derfor prisen lidt højere fra start, så I kan mødes et sted på midten, og alle er glade. Læg derfor også selv lidt frækt ud, når du byder på en vare.

Læs også: De 5 bedste loppemarkeder i Berlin

Gå udenom ting med skrammer og fejl

Det kan meget vel være, at du en dag får taget dig sammen til at sy en ny lynlås i den flotte kjole, men vær realistisk. Har lampeskærmen pletter og vasen skår? Så lad være! Man kan hurtigt komme i en stemning, hvor man køber for at købe, men gem hellere pengene til det virkelige fund.

Gå ikke ned på udstyr

Udover din lille notesbog, som du kan notere ønsker i, så husk godt fodtøj (det er ærgerligt at gå glip af et halvt marked fyldt med skatte pga. vabler), en flaske vand og måske en energibar. Kamera er også praktisk til at tage billeder af ting, hvis du skal rådføre dig med en veninde, eller din bedre halvdel skal godkende et møbel.

Husk husk husk

Det skal være hyggeligt og sjovt! Der kan nemt gå sport i at finde fede ting, men husk også at mærke stemningen, nyde sludren med de handlende og synet af de sjove, skæve, skægge og forunderlige ting, du støder på på din vej.

Gå aldrig glip af spændende boligreportager, artikler om loppemarkeder, antik, retro og design med et abonnement på Antik & Auktion