5 webshops med brugte designmøbler

Læn dig tilbage i sofaen, tænd computeren og shop brugte designmøbler og boligtilbehør i ro og mag. Her får du nemlig 5 steder, hvor du kan finde lige netop den stol, den vase eller det stel, du drømmer om.

Torsdag, 26. maj 2016 - 12:42 - af Natascha Gracia / Foto: Louise Scheutz-Klixbüll, PR

Leder du efter en overspringshandling? Så kan vi anbefale, at du kaster dig over designjagt på internettet, hvis det ikke allerede er en disciplin, du dyrker. Vi giver dig her 5 af vores favoritsteder, når der skal jagtes retro og design - og man behøver jo ikke at købe noget! Man kan nøjes med at kigge og savle over de lækre sager, men det kræver en hvis selvdisciplin, for der er man skatte.

#5: Den hemmelige skattekiste

Jensen-Denmark er en undertippet internet-butik med stort lager i både København og Roskilde og en ret uimponerende hjemmeside. Udvalget er stort og består udelukkende af det bedste af det bedste. Her kan du finde et utal af smukke lamper, masser af skænke i teak, andre opbevaringsmøbler, spiseborde i alle former og spisebordsstole til. Her er vi blandet andet faldet for et par FDB-stole af Jørgen Bækgård, der var leder af tegnestuen 1958-67, til 4.000 kr. pr. stk. Hvis du falder over noget, du kan lide, så kan du ikke købe med et klik, men skal i stedet send dem en mail.

Se Jensen-Denmarks imponerende varekatalog her.

#4: Den trendy

På everclassic kan private sætte deres varer til salg til en fast pris eller som auktion, hvor brugerne kan byde. Du kan enten gøre det på computeren eller på din smartphone, for sitet har en app, som du kan hente gratis. Her spænder udvalget over alt fra smådimser i retrostil, pyntenips og lækre og populære designermøbler. Hvad siger du fx til et fint bakkebord i bambus og med glasplade til 400 kr.? Perfekt til det boheme-inspirerede hjem med masser af grønt!

Se mere på everclassic.com lige her.

Læs også: 10 retroklassikere vi elsker

#3: Klassisk online-auktionshus

En af Danmarks mest brugte auktionsportaler er Lauritz.com med 26 auktionshuse fordelt på fem lande. Her kan du ofte købe større lots af ting til en virkelig god pris, men det er også her, du altid kan finde møbler og andre sager af kendte designere. Husk blot, at der kommer salær oveni  hammerslagsprisen. Vi drømmer fx om Poul Henningsens 3/2-pendel, som næsten altid er til salg derinde.

Kast dig ud som auktionsbyder her.

#2: Den lille

GoClassic har både internetsalg og et fysisk showroom med butik. Her finder du brugskunst, teak-møbler, billedkunst og lamper af både kendte og mindre kendte designere. Få fx fingre i dette lækre tryk af Aage Sikker Hansen til 550 kr.

Shop videre hos GoClassic her.

Læs også: Køb retro på instagram

 

#1: Rodebutikken

DBA har været en klassiker siden, det hed Den Blå Avis, og den udkom på papir. Nu er det et populært mødested for sælgere og købere - og her kan du finde alt. Lige fra skrammel til samlerobjekter og design af de allerstørste. Ulempen er, at varerne kan befinde sig overalt i landet - men de fleste er søde til at sende tingene, hvis man aftaler det. Her har vi fx fundet en smuk Iittala-kande fra serien Ultima Thule fra 1968.

Klik ind og søg efter design på DBA.