8 køkkenting der røber din alder

Er du svært glad for dit vaffeljern, din æggeprikker eller din stavblender? Så kan din forkærlighed i køkkenet være med til at afsløre, hvor gammel du er.

Torsdag, 16. juni 2016 - 11:33 - af Natascha Gracia / Foto: Foto: Katrine Rohrberg, Carina Krüger, Columbus Leth, Eugen Durig

Nogle køkkenredskaber er nærmest universelle og til at finde i ethvert køkken, men nogle bliver trends, der kommer og går. Vi har fundet 8 ting frem, som er med til at afsløre, hvor gammel du er.

Fonduegryde

Fonduegryden kom frem i 1970’erne og passede fint ind i en trend, hvor vi skulle være fælles om det hele. Aftensmåltidet var det naturlige samlingspunkt for familien, og i en tid hvor man prioriterede at kvinder skulle ud af køkkenet, blev fonduegryden populær. Brød, grøntsager, frugt og kød kunne skæres ud i køkkenet – og så skete tilberedningen i fællesskab om bordet. Siden røg fonduegryden i glemmebogen, og er du den lykkelige ejer af sådan en, er der stor sandsynlighed for, at den stammer helt tilbage fra 1970’erne, og at du er i 50’erne.

Slowjuicer

Slowjuiceren presser din frugt og grønt så skånsomt som muligt, så vitaminerne bevares. Det er en af tidens helt store trends, og har du en slowjuicer i dit køkken udtrykker det, at du sætter sundhed og godt grej højt. Der er stor sandsynlighed for, at du befinder dig i 30’erne. Du er begyndt at mærke alderens tegn på krop og ansigt og vil gerne gøre noget gavnligt for dit udseende og velbefindende - og du har pengene til at købe den dyre maskine.

LÆS OGSÅ: Vild med sakselamper

Vaffeljern

Hvis du ejer et vaffeljern, kan det godt gå begge veje. Enten er du over 50 år og husker tilbage på barndommen, hvor køkkenet ved højtider fyldtes med duften af sødt bageri i hjerteform. Men lige nu er vaffeljernet tilbage for fuld kraft, og især børnefamilierne har taget det til sig for at lokke flere grøntsager i poderne. Nu laver man nemlig ikke længere kun vafler til dessert, men eksperimenterer med sundere versioner – ofte til stor skuffelse for de yngste. Ejer du et nyt vaffeljern, er du sandsynligvis i 20’erne eller 30’erne.

Æggeprikker

Dette lille, undseelige køkkenredskab kan umiddelbart virke overflødigt – for behøver man virkelig at prikke ægget, før det skal koges, og kan man ikke bare bruge en synål? Ja, hvis du gerne vil undgå at æggene sprækker og synåle spredt ud på køkkengulvet, så har du brug for en æggeprikker. De er desværre ikke nemme at opdrive i dagens Danmark, så hvis du er den heldige ejer af en ægggeprikker, er det sandsynligt, at du har haft den længe, eller evt. har arvet den. Alder: Ca. 40.

Frituregryde

Frituregryden er det evige hit hos teenagerne: nem adgang til fedtet tømmermændsmad. Derfor finder man oftest frituregryden i hjem med mindst en teenager, så der kan produceres pomfritter i en lind strøm. Derfor vil en frituregrydeejer ofte være mindst 40 og forælder, men sandsynligvis lidt ældre, da sundhedstrenden har droslet efterspørgslen efter frituremad ned.

Blender

Hvem kan leve uden en blender? Blenderens ejer finder man i alle aldersklasser. Den er smart, når man har små rollinger, der skal have mos, når man er kostbevidst og vil lave alternativer til søde sager, og når man har mistet tænderne og må leve af blendede supper. Men hvilken slags blender, du vælger, kan sige lidt om din alder. Ældre mennesker har en tendens til at anskaffe sig en stavblender, der optager meget lidt skabsplads og er nem at rengøre. Den klarer nemt at blende sovs og suppe. Helt unge mennesker, der mest skal bruge den til at blende drinks, vælger ofte den billigere blender med kande – mens det mere velhavende smoothie-folk går efter den dyrere model, der også kan klare hårde grøntsager.

LÆS OGSÅ: 10 retroklassikere

Raclette-grillen

Da fonduegryden havde gjort sit indtog i de danske køkkener i 1970’erne, fik den en lillebror i 80’erne: Raclette-grillen. Det virkede som en god idé den gang, men det blev en relativt kort trend, for den fylder utrolig meget i forhold til, hvor lidt den bruges. Derfor forvises den ofte til pladser, som ikke lige er ved hånden – og så kommer den aldrig frem. Derudover er det irriterende med mad-os i spisestuen. Derfor er racletten yderst sjælden i dag, og når man ser den, er det ofte hos folk, som anskaffede sig den under dens storhedstid eller har et virkeligt nostalgisk forhold til den, så du har anskaffet dig en i dit voksenliv. Du er derfor sandsynligvis i 40’erne, hvis du er den lykkelige ejer af en raclette.

Termokanden

I Danmark har vi en kaffekultur, der gør, at de fleste unge mennesker til hverdag drikker instant-kaffe. Fordelen er, at du hurtigt kan lave en enkelt kop. Kaffekapselmaskinen er også blevet populær – vi vil simpelthen have en frisk kop kaffe på ingen tid. Derfor vil du sjældent finde en termokande i det yngre hjem. Termokanden findes nu primært hos den ældre generation, der holder af at brygge en hel kande kaffe, for så at gå og drikke af den i løbet af dagen. Alder: 65+.