Smart skoopbevaring på 25 måder

Smart skoopbevaring: IKEA, væg og til entre

Hvad enten du er på udkig efter billig skoopbevaring fra IKEA, smarte gør det selv-løsninger eller bare en måde at få dine sko væk fra gulvet og op på væggen, så har vi løsningen her. Se vores 25 geniale bud på skoopbevaring her!

Onsdag, 23. august 2017 - 7:21 - af Christine Agertoft / Foto: Birgitta Wolfgang Drejer

Skoopbevaring er en evig hovedpine, for der er næsten altid for mange sko og for lidt plads i hjemmet. Derfor gælder det om at udnytte pladsen bedst muligt. Det kræver, at man kan se muligheder i rummet, og vi har samlet 25 flotte bud på smart skoopbevaring, som vil få dig til netop det. 

25 bud på smart skoopbevaring

#1

Her er skoopbevaring gjort elegant. Fokus har været at gøre rummet roligt og samtidig opfylde pladsbehovet. Løsningen er en minimalistisk bænk til sko. Ovenover er der opsat hylder med fine potteplanter, som sikrer at rummet bevarer sin rolige karakter.

#2

En anden klassisk smuk måde at gemme sine sko væk er med en opbevaringsbænk. Den egner sig godt i et bryggers, og det er supersmart, at alle skoene forsvinder ned under sædet, og rummet virker helt ryddeligt.

Smart skoopbevaring fra IKEA og andre IKEA-hacks til entréen her!

#3

Denne specialbyggede løsning er smart og smukt på samme tid. Hvert af de nederste trin af trappen indeholder usynlige skuffer med plads til sko og andet. Det er ikke en billig løsning, men hvis pladsen er trang, er den værd at undersøge. 

#4

Denne smarte DIY-skohylde er til gengæld både billig og yderst velegnet til små entréer eller værelser. Den udnytter hjørnepladsen perfekt, hvilket ikke får rummet til at virke mindre. Afhængig af loftshøjde kan du have op til 12 par sko på skohylden. 

#5

Disse vægmonterede hattehylder fungerer fint til familiens flade sko, men det kræver disciplin i hverdagen at holde orden.    

#6

Denne tappe har fået specialsyet skoopbevaring, som gør det muligt at få alle skoene væk fra gulvet uden at give køb på pladsen i gangen. Især en god løsning, hvis man bor i villalejlighed. 

#7

Her er en lille del af gipsvæggen fjernet for at lave et indhak, som lige præcis giver plads til de mest nødvendige sko. Hvis du er lidt handy, kan du selv lave samme nummer. 

#8

IKEAs LACK-hylder er her blevet hængt op på væggen i en V-form. Det er en billig og nem måde at få masser af plads til skoene. 

#9

Hvis du har nogle sko, som du sjældent bruger, men som du ikke kunne drømme om at skille dig af med, så kan du vælge at lave en hylde lige under loftet til dem. Det gør ikke rummet mindre, men det kræver lidt, at få feststiletterne ned. 

#10

IKEAs tv-møbel LAPPLAND er her blevet forvandlet til et skab til ungernes sko, jakker og regntøj. Det er en rigtig god måde at holde orden, når der er mange børn i hjemmet. 

#11

En trappe sluger automatisk en masse plads i et rum, men den kan sagtens også skaffe mere skoopbevaring. Pladsen under trappen kan nemlig bygges om til skoskabe, der kan trækkes ud. Det bedste resultat opnås ved at overlade det til en professionel. 

#12

En rund bænk giver endnu mere plads til at opbevare sko, og så kan den stå midt i rummet uden at se malplaceret ud. Du kan endda smykke den med en smuk buket blomster eller andet pynt. 

#13

Tre gamle bogkasser malet hvide og tilføjet hver deres kurv kan også sagtens fungere som skoopbevaring i en lille entré. 

#14

Denne hjemmelavede stige er en elegant måde at få plads til hverdagsskoene i en smal entré. Den gør det nemt at gribe skoene i forbifarten, og så ser den smuk ud. 

#15

Et alternativ til ren opbevaring under trappen er denne løsning, hvor man får sit eget omklædningsrum, med plads til sko, jakker, halstørklæder, med mere.

Se også: 9 kreative entrémøbler

#16

Dette er blot udskårne paprør hængt op på væggen i en smuk diamantform, men resultatet er anderledes skoopbevaring og interessant design.

#17

Hvis din entré fører direkte op ad en trappe, så kan du også bygge opbevaring rundt om trappen. Især brede ældre trapper egner sig godt til denne specialbyggede løsning. 

#18

Få skoene væk fra gulvet og op på væggen med denne væghængte skoopbevaring. Det er sådan set bare et metalgitter, men det er både dekorativt og personligt. 

#19

En dør er også et godt sted at gemme skoene væk. Med en skohylde monteret på døren, kan du få mere ud af en lille gang eller et værelse. 

#20

Få mest muligt ud af et lille hjørne med en skoreol, som kan dreje rundt og rumme mange flere sko, end du drømmer om. 

#21

Klassiske trækasser er også en billig måde at gøre plads til skoene. De kan males eller beholders i deres naturlige look og kombineres på mange forskellige måder. 

#22

Et vintage vitrineskab eller glasskab er en alternativ måde at opbevare sine sko, men den er perfekt til skoelskeren, som godt kan lide at se, hvad de har i skoskattekisten.

#23

En lang gang kan få uendeligt meget opbevaring ved at bygge en opbevaringsbænk, der fylder hele rummets længde. Så er der med garanti plads til alle familiens sko. 

#24

Under denne helt almindelig bænk er der monteret kasser af ståltråd. Det giver et rustikt og industrielt look og plads til de vigtigste sko. 

#25

Ejer du en del højhælede sko, så kan du hænge gardinstænger op på væggen og så hænge hælene op på dem. Det er en smuk og billig måde at udstille sin skosamling.  

Se også: 25 IKEA-hacks du skal prøve