Papirøen: Din guide til street food

Sommeren opstiller gode rammer for byoplevelser, og hvad er bedre end en spiselig udflugt? Vi guider dig til street food på Papirøen i København, som har et fristende udvalg af mad fra hele verden.

Onsdag d. 18. juni 2014 - af Linda Østergaard / Foto: Rasmus Kramer Schou og Copenhagen Street Food

De sollune dage kalder på ture ud i det blå, og en oplagt destination er Papirøen tæt på Christiania. På række ligger en grålig vifte af industrihaller med udsigt til Skuespilhuset og Københavns kanal. I den ene hal har Copenhagen Street Food åbnet et mundvandsløbende mekka, hvor farvede food trucks indtager lagerbygningen i bedste new yorker-stil.

Læs også: De fem bedste is i København!

Vi har samlet et tungesmeltende udvalg af madboder, der tilbyder madgastronomi på gadeniveau fra alle verdenshjørner. Det overordnede koncept er det samme i alle food trucks: Maden skal være lavet fra bunden, og mindst én ret på menukortet må max koste 50 kroner.

Hotdogs fra Pølse Kompagniet i nye klæder

Den danske pølsetradition har fået et moderne tvist hos Pølse Kompagniet, hvor de laver økologiske pølser efter egne opskrifter, har øko-brød og selv rører dressingerne. De satser på den rene vare: Kød, krydderier og god smag. Sæt tænderne i f.eks. Bella Italia med salsiccia-pølse, rucola, bløde løg og kryddermayo eller en dansk klassiker med salt- og peberpølse, sennep, ketchup, remoulade, løg og agurkesalat.

Sprøde fish'n'chips fra Toldboden

Folkene bag havnegrillen Toldboden byder på en elsket fastfood-klassiker med deres bud på en omgang frisklavet fish'n'chips. Bagmændene sætter en ære i godt håndværk, og de har skabt et hit på tallerkenen. Det består af torsk, fritter, ærtepure og øko-citron, som sender smagsløgene til himmels.


Har du pizzatrang? Se listen over de 5 bedste steder her!


Tallerks moderne brasserie-gadekøkken

Hos Tallerk hylder de madglæden med lettilgængelige og nærende måltider, der alle kan spises med ske. Menukortet fletter fingre med suppe, brasserie-retter og årstidens råvarer - senest har det fristet med italiensk tomatsuppe med linser, mozzarella, sprød basilikum og pestobrød, spring stew med økologisk okse, champignon og majroe og koldskål lavet på skyr med ingefær, syltede rabarber og kokosflager.

Guide: Danmarks bedste restauranter i 2014

Tag på en spiselig udflugt til Papirøen i København. Vi har samlet et fristende udvalg af street food, som du kan glæde maven med.