Få nyt køkken for få penge

Et nyt køkken behøver ikke betyde en større ombygning. Indretning af et nyt køkken kan gøres med ganske få detaljer og midler.

Tirsdag d. 24. september 2013 - af Redaktionen Foto: Claudi + Copio, Andreas Mikkel

Vil du forny dit køkken, så behøver du ikke købe dig fattig i smukt interiør. Det handler meget om at have blik for detaljen, den rette nuance og de gode former. Vi giver dig tips til hvordan din indretning af et nyt køkken, kan gøres med ganske få detaljer og midler.

Nyt køkken - åbne hylder i stedet for overskabe
Har du indrettet dit køkken med lukkede overskabe og især hjørneskabe sluger de lys og får dit køkken til at syne mindre og mere koldt, end hvis du sætter åbne hylder op. Skab selv hygge og giv køkkenet farve og personlighed med alverdens grej og kolonialvarer.

Få flere tips og idéer til at skabe ny stemning i dit køkken her

Nyt køkken - mal dine gamle låger

Er dine køkkenlåger i god stand, er der ofte ingen grund til at skifte dem ud. I stedet kan du pifte dem op ved enten selv at male dem med alkydmaling eller indlevere dem til en sprøjtemaler, hvis det skal være professionelt udført. Du skal regne med omkring 300 kr. per kvadratmeter plus moms. Til gengæld skal du kun selv fjerne og påsætte beslag på køkkenlågerne.

En malet overflade giver mulighed for, at du kan reparere ridser og små skrammer. Alle typer køkkenlåger kan males uanset materiale - er du i tvivl om metoden, kan du spørge hos farvehandleren. Hvis du har fjernet de gamle greb for at male køkkenlågen, kan det jo også være en god lejlighed til at forny dit køkken med nye greb.

Nyt køkken - indretning med borter og fliser
Skab selv en skøn sydlandsk stemning i dit køkken med en væg med fliser eller en bort under overskabet. I lang tid har tendensen indenfor indretning af køkkener været en stram og enkel køkkenstil, men flere og flere vælger en hyggelig og varm stemning med mønstrede tapeter og farvestrålende køkkenlåger.

Drømmer du om et nyt køkken? Vi har samlet 25 drømmekøkkener, som du kan lade dig inspirere af - se dem lige her