Indretning af hjemmekontor i boligen

Indret dit hjemmekontor, hvor der er plads i boligen. Det er der overraskende mange steder.

Torsdag d. 25. april 2013 - af Natascha Gracia og Ulla Johanne Johansson, Mad og bolig, Aller Media. Foto: Sif Meincke i bogen Hjemmekontorer-Kreativ indretning af arbejdspladser i hjemmet.

Flere og flere arbejder hjemmefra en eller flere dage om ugen, og for mange bliver det ved spisebordet, at det foregår. Men sådan behøver det ikke være, hvis man skal tro journalist Trine Sofie Meincke-Utzon og fotograf Sif Meincke, der har begået en inspirationsbog om emnet 'Hjemmekontorer - Kreativ indretning af arbejdspladser i hjemmet'.

"Det handler om at være kreativ i sine tanker og i sin måde at anskue hjemmet på, og om at have gode steder til opbevaring, så det ikke bliver et projekt at pakke ting frem og tilbage," opfordrer de to, der tilfældigvis også er søstre.

Og kreativ det har de været. Der kan nemlig sagtens findes plads til et kontor under trappen, i gangen, gemt væk i et skab eller i friere rammer i haven.

Det fleksible hjemmekontor i opholdsrummet:
Et kontor behøver ikke fylde ret meget. Et flatmate-bord bliver en integreret del af stuen og ligner blot et skab, når det er slået sammen, og du kan installere lys idet, så du ikke behøver at tænke på upraktiske lamper, der fylder. Og når dagen er omme, og det er blevet fyraften, så lukker du bare kontoret sammen.

Find inspiration til at indrette et flot hjemmekontor i boligen her.

Hjemmekontor under trappen:
Det er genial udnyttelse af plads at bruge det ekstra rum under trappen til kontor. Tilpas dit skrivebord og hylder, så de passer ind i hullet.

Hjemmekontor i gangen:
Det kan være svært at finde ekstra plads i små lejligheder, men ofte bliver gangen bare et slags transitrum, som ikke rigtig bruges - udnyt den plads. Hvis gangen er aflang, så lav et langt arbejdsbord med en bordplade fra byggemarkedet, og brug fx Ikeas billige skoskabe til opbevaring af kontorudstyr.

Hjemmekontor gemt i skabet:
Hvis din lejlighed har et indbygget skab, kan det nemt udnyttes til hjemmearbejdsplads. En plade som skrivebord, et par hylder, og en stol, som kan skubbes ind underbordet, så er du kørende.

Find kreative opbevaringsløsninger til at opbevare din ting og få styr på rodet.

Hjemmekontor i haven:
Du har kort til arbejdet, og ventilationen er gratis. Til gengæld kræver det en varmepumpe som minimum for at kunne komme igennem vinteren. Indret en plads i et gammelt skur, i garagen eller få opført en helt ny lille bygning, hvis midlerne er til det.

Få evt. mere inspiration i bogen "Hjemmekontorer. Kreativ indretning af arbejdspladser i hjemmet", Sif Meincke og Trine Sofie Meincke-Utzon, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.