Mette Blomsterbergs opskrift på de bedste havregrynskugler

Havregrynskugler - opskrift af Mette Blomsterberg

Lav julens bedste havregrynskugler fra Mette Blomsterbergs opskriftsbibel " Blomsterbergs bedste", og smag på et lille stykke havregrynskugle-kunst.

Torsdag, 1. december 2016 - 13:05 - af Christine Agertoft / Opskrift og foto fra "Blomsterbergs Bedste"
Vi kender alle Mette Blomsterberg, som konditoren der har fået hele Danmark til at bage, og den her opskrift på julens bedste havregrynskugler beviser, at Blomsterberg fortsat er landets ukronede kagedronning. Den gør det nemlig nemt at lave små søde havregrynskugler med stor smag. Opskriften er en af de 170 opskrifter, som hun har samlet i sin nye bog "Blomsterbergs Bedste". Bogen er en ren bibel på klassiske lækkerier som fx havregrynskugler, konfekt, julekager og muffins, men også fx knækbrød og brød. Kort sagt: Alt hvad hjertet måtte begære af bagværk.
Vi har fået lov at give dig Blomsterbergs bedste opskrift på havregrynskugler, så du kan prøvesmage en af julens klassiskere lavet på Mettes måde. 

Mette Blomsterbergs opskrift på de bedste havregrynskugler

Ca. 30 havregrynskugler
Det skal du bruge: 
  • korn af ½ vaniljestang, gerne polynesisk
  • 100 g flormelis
  • 175 g havregryn
  • 1 spsk god kakao
  • 225 g stuetempereret smør
  • ca. 75 g kokosmel til at trille kuglerne i

Sådan laver du havregrynskuglerne: 
  1. Flæk vaniljestangen på langs og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv.
  2. Mas kornene sammen med en anelse af flormelissen på bordet med kniven, så kornene skilles ad.
  3. Bland det hjemmelavede vaniljesukker med havregryn, kakao og det stuetempererede smør og ælt det godt sammen til en ensartet masse.
  4. Tril massen til ca. 30 ensartede små kugler og rul dem efterhånden i kokosmel.
  5. Opbevar havregrynskuglerne i tætsluttende beholder i køleskabet i op til en uge.
Tip! Hvis du mangler en julegave eller den ultimative opskriftsbibel, så kan du købe Mette Blomsterbergs bog "Blomsterbergs Bedste" her!
Mette Blomsterbergs havregrynskugler fra Blomsterbergs bedste