Brunede kartofler

Brunede kartofler

De klassiske brunede kartofler er uundværlige til julemiddagen, et enkelt, men obligatorisk indslag på bordet, der kræver opmærksomhed under tilberedningen.

Torsdag d. 13. december 2012 - af Trine Hahnemann Foto: Lars Ranek

Vi har alle prøvet at stå i sidste øjeblik og kæmpe med de brunede kartofler, men husk, brunede kartofler skal ikke laves i sidste øjeblik, de tager faktisk omkring 45 min. at lave og kræver meget overvågning.

Brunede kartofler er ikke det nemmeste at lave, med de er absolut obligatorisk tilbehør til julemiddagen. Her får du en god opskrift på brunede kartofler, der lykkes.

Brunede kartofler

Tilbehør til 6 personer

Det skal du bruge
1 kg små brunekartofler
150 g sukker
90 g smør

Sådan gør du
Kog kartoflerne med vand og salt, til de er akkurat møre, og hæld vandet fra. Pil kartoflerne, og gem dem.

Smelt sukkeret i en stor sauterpande, til det er gyldenbrunt. Læg smørret ved, og lad blandingen simre,til den bliver til en lys karamel. Rør så lidt som muligt.

Skru ned for varmen, så sukkeret ikke brænder på.

Tilsæt kartoflerne, vend dem forsigtigt rundt i karamellen en gang imellem, til kartoflerne er dækket af et tyndt gyldenbrunt lag.

Gå ikke i panik! Det ser ikke ud af noget i starten, men vær tålmodig, det tager tid. Lad kartoflerne hvile på panden, til de skal serveres.

Se de øvrige retter fra julemenuen her:

Til dine brunede kartofler skal du have and med, æbler og timian

Brun sauce på andefond

Julesalat med valnødder og chiliingefærsdressing

Grønkålssalat med æbler og appelsin

Risalamande med kirsebærsauce