Bliv sofavælger!

Danskerne holder som bekendt af at hygge sig, og måske derfor har danske designere skabt et utal af skønne sofaer. Har får du fire eksempler – du afgør selv hvilken, der passer bedst til dig.

Mandag, 11. september 2017 - 13:23 - af Susanne Jørgensen / Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Finn Juhl (1912-89) er en af Danmarks mest unikke møbeldesignere. Se bare den elegante topersoners sofa med dristigt gennembrudt ryg og betrukket med hvis og brun uld. Benene er af teak, og sofaen blev første gang præsenteret på Købestævnet i Fredericia i 1950. Sammen med en tilhørende lænestol fik sofaen hammerslag på 330.000 kr. hos Bruun Rasmussen.

I 1968 vandt arkitekterne Rud. Thygesen og Johnny Sørensen 1. præmie i Københavns Snedkerlaugs møbelkonkurrence med de møbler, der senere fik navnet Kongeserien. Serien, der indeholdt stole, sofaer og borde blev nemlig foræret til kong Frederik 9. på hans 70-års dag, deraf navnet.  Men den smukke sofa kan nu også sagtens siddes i af ikke-royale!

Gennem 1950’erne og -60’erne havde møbeldesigneren Poul Cadovius stor succes. Han udviklede bl.a. reolsystemet Royal System, som med to lister og messingstave holdt hylder og skabsmoduler fast. Sofaen her er også hans værk. Den blev i sin tid produceret hos fabrikanten France&Søn og er i nutiden solgt for 9.500 kr. hos  Bruun Rasmussen.

Snedkermester Frits Henningsen (1889-1965) designede i modsætning til de fleste andre snedkermestre altid selv sine møbler. Og han gik aldrig på kompromis med sin høje kvalitets-standard. Denne højryggede topersoners kupésofa er betrukket med patineret rødt skind kantet med messingsøm og har ben af eg. Den blev solgt for 190.000 kr. hos Bruun Rasmussen.