Relancering til spisestuen

Det er som om, der konstant popper nye relanceringer op indenfor møbler og interiør - og vi kan lide det! En af vores favoritter i år er HAYs samarbejde med hollandske Ahrend. Det er der kommet stole og borde ud af med rod i 1950'erne - og især stolene er virkelig smukke. Se dem her.

Torsdag, 12. oktober 2017 - 12:29 - af Natascha Gracia / HAY, Ahrend.

Det hollandske møbelfirma Ahrend har i næsten 120 år stået for noget af Hollands bedste design, og det er derfor ikke underligt, at HAY nu har relanceret to af firmaets populære møbler i samarbejde med Ahrend en stol og et bord. Vi er særligt begejstrede for stolen, som går under navnet Result.

Stolen Result så dagens lys i 1958, hvor den blev designet af Friso Kramer og Wim Ritveld. Den blev hurtigt en succes i private hjem såvel som i skoler. HAYs relancering af stolen kommer i 8 forskellige versioner - med variation i farve på stel og ben, og de er smukke at kombinere på tværs af forskellighederne. Stolen er i stål og træ, og stilen er industriel og enkel, og kan derfor passe ind i næsten enhver boligstil.

 Se hele kollektionen og flere billeder hos HAY, hvor du også kan se HAY/Ahrend-samarbejdets bord Pyramid, der passer perfekt til stolene.