Sådan indretter du med teakmøbler

Indret din sttue med teakmøbler

Teaktræ er en trend, du ikke kan komme udenom. Loppemarkeder og genbrugsbutikker bliver endevendt i jagten på små teakkommoder, -hylder og -borde til svimlende beløb. Her kan du se, hvordan du indretter et moderne hjem med retro teakmøbler.

Torsdag, 15. september 2016 - 13:01 - af Maya Nyholm / Foto: djenner.dk

Tiden fra 2. Verdenskrig frem til 1970’erne var en gylden epoke for dansk møbeldesign, og teaktræ blev det nye populære materiale med kendte designere såsom Aksel Kjersgaard og Kai Kristiansen som frontløbere. I løbet af 1950’erne og 60’erne hoppede mange mindre snedkerier i Danmark med på bølgen og producerede tusindvis af teakmøbler. Fælles for disse møbler er den gode kvalitet og det enkle genkendelige design, der er så populært, at de i dag bliver reproduceret i stor stil.

Læs også: 5 webshops hvor du kan shoppe teakmøbler

Ud med det pyntede og ind med teakmøbler

Danskernes hjem bar i begyndelsen af 1960’erne præg af velstand. Fokus var på familie og hjem, og efter krigen ønskede folk nye møbler i praktisk, moderne og enkelt design. De tunge arvestykker, egetræsmøblerne fra 1930’erne, blev derfor skiftet ud med enkle og mindre bombastiske teakmøbler. I 1970’erne og 80’erne blev teakmøblerne konsekvent pakket væk igen og betegnet som grimme og usmagelige, og det er kun et årti siden, at de stadig blev smidt på lossepladsen. I dag er disse møbler igen blevet eftertragtede skatte, og den sjæl og historie, der følger med, har næsten mere værdi end møblets funktionalitet.

Læs også: 8 smukke rum med sakselamper

Alt med måde

Hvornår er et møbel prikken over i’et, og hvornår er det for meget? En stue fyldt med teaktræ kan hurtigt ende med at ligne noget, der er som taget ud af et plejehjem eller en gammel film. Det gælder derfor om at være selektiv og indrette med få relevante elementer. Med lidt tålmodighed vil de rette møbler give dit hjem den helt rigtige effekt. Er du villig til at investere lidt ekstra i et særligt møbel, så er skænken i ægte 50’er-look en sikker favorit - men de er rasende populære i øjeblikket, og derfor er prisen også derefter. Med sine rene linjer og skulpturelle form vil den tilføje karakter og sjæl i enhver stue.'

Bærende teaktræ

Balancen mellem for meget og for lidt, for upersonligt og ’for designet’ er svær at ramme. Derfor er kunsten at indrette enkelt med teaktræ som det bærende, men ikke dominerende element. Kombinér nyt og gammelt, og mix gerne med moderne design for at få et personligt præg. Det gode ved klassisk teak er, det passser til det meste. Er du lidt modig med indretningen, kan du med fordel supplere med kitsch, nips og sjove loppefund for at give dit hjem humor og kant. Alle kneb gælder ’midt i en retrotid’.

Træ med holdbarhed

Tectona grandis (teak) er et tropisk træ, der stammer fra Indien, Burma og Thailand. Teak blev oprindeligt brugt på skibe og til maritimt udstyr på grund af træets holdbarhed. Det er en af de stærkeste tilgængelige træsorter og er i høj kurs på grund af dets unikke farve, styrke og eksotiske oprindelse.

Læs også: Indret med trendy daybeds

Kreativ med teakmøbler

Sæt dit eget personlige præg på dit møbel med sarte pastelfarver. Med små ændringer kan din teaktræskommode få et nyt look. For at få det bedste resultat skal du starte med at rense træet grundigt med trærens. Brug sandpapir til at slibe efter, og husk at bruge en god grunder, før du går i gang med at male.

Teakmøbler

Gå på jagt efter teakmøbler

• Gå i den lokale genbrugsbutik. Her kan det være muligt at finde møbler i teaktræ, hvis ikke butikken allerede er blevet rippet af boligindretningsentusiaster. Du kan med fordel opsøge genbrugsbutikker i de små byer.

• Gå på loppemarked, og gør et kup. Det er stadig muligt at finde originale teakmøbler til en god pris. Vær dog forberedt på at konkurrencen er hård, så kom tidligt, gerne før officiel åbningstid.

• Besøg mindre markeder og garagesalg på landet. Der står guld på lofterne på de gamle gårde!

• Køb brugte møbler online. Mange privatpersoner sælger deres ting via nettet, hjemmesider og på de sociale medier, og folk er oftest til at forhandle med.

• Hold øje med DBA, diverse auktionssider, samt vintage-butikker, der ofte lægger deres nye varer ud på Facebook og Instagram. Først til mølle!

• Kig efter teaktræ hjemme hos forældre eller bedsteforældre. Der kan gemme sig glemte skatte på loftet eller i kælderen.

• Er du ikke til genbrug, så sælger mange butikker teakmøbler i nyproduceret retrodesign.

• Gå på opdagelse, når der er storskrald. Det hænder, at folk smider guld på gaden på grund af slitage, der nemt kan fikses med den rette behandling.

• Prut om prisen! For helt ærligt, hvem kan ikke lide en god handel?