Trend: Hold øje med fletstole

Stue med fletstole

Fletstole er ikke længere forvist til udestuer og sommerhuse. De lette, smukke møbler er atter inde i varmen, og hvis pengepungen ikke rækker til kendte designernavne, kan man finde billige alternativer på landets loppemarkeder og nye fletmøbler, som holder retrostilen.

Torsdag, 9. februar 2017 - 12:41 - af Majken Eliasen / Foto: Stefan Wessel, Miguel Varanda, Tia Borgsmidt, PR

Efter en lang periode, hvor de signalerede hippiestil eller i bedste fald udestue, er de lyse og lette fletmøbler tilbage i vores boliger. I midten af det 20. århundrede gik det ned ad bakke for kurvemagerfaget, men til langt op i 1960’erne blev danske designere alligevel ved med at tegne fletmøbler og brugte de gamle teknikker. De møbler er ikoniske designtrofæer i dag og inspiration for trendens nytilkomne møbler.

Se også: Sådan indretter du med fletstole og genbrug

De første berømte fletstole

Arne Jacobsen lavede helt tilbage i 1925 "Pariserstolen", som er en kompakt stol i rørflet, møntet på at skulle bruges på terrassen, og i midten af 1930’erne udskrev Kurvemagerlauget en designkonkurrence om det bedste flettede møbel – en konkurrence, som arkitekt Viggo Boesen vandt. I løbet af de næste tre årtier kom stjernenavnene inden for dansk design med hver sit bud på, hvordan flettede møbler kunne bruges i moderne sammenhæng, og det kulminerede med Nanna Ditzels svævende æggestol, der allerede i 1957 inkorporerede den futuristiske designæstetik, der blev et kendetegn for 1960’erne. "Hanging Chair" blev navnet på stolen lavet af flettede peddigrør til at hænge i en wire fra loftet.

 

Læs også: 6 populære retrostel

Poul Kjærholm skabte i 1950’erne og 1960’erne flere møbler i flettet peddigrør, den mest kendte nok er den flettede udgave af PK22-stolen. Poul Kjærholm formåede at sammensmelte det moderne danske designudtryk med et gammelkendt materiale som flet. I dag har Fritz Hansen overtaget rettighederne til møblerne fra det, der bliver kaldt "Kjærholm-kollektionen", hvori de flettede møbler hører til. Både Poul Kjærholm og Nanna Ditzels flettede vidundere hører til i den dyrere prisklasse, men hvis du vil med på flet-trenden, kan du let finde fletmøbler af mindre kendte designere på loppemarkederne og i butikker med ny design.

Her finder du fletstole

Stolen herover er fra Bloomingville og koster 2.699 kr., og den beviser, at du sagtens kan finde nyproducerede fletstole. Find den fx her! 

Flet- og kurve-looket giver et forfriskende boheme udtryk til boligen. Her er det en vintage gyngestol med fransk flet. Især fransk flet er en af de trends, som man igen kommer til at se, så hold øje med den type fletstole, når du er på loppemarked, auktioner eller surfer rundt på nettet. 

Læs også: 8 smukke rum med sakselamper

Den runde lænestol her er fra Madam Stoltz og koster 1.600 kr. Kontakt Madam Stoltz for mere infor her!