Verdens bedste brød!

Verdens bedste brød

Italienerne har styr på madlavning, og det er også dem, der står bag verdens bedste brød, som er fyldt med gode råvarer.

Mandag, 27. juli 2015 - 13:44 - af Camilla Zarah Lawes / Foto Columbus Leth

Verdens bedste brød er et ægte italiensk madbrød med solmodne tomater, velsmagende rosmarin og sprød havsalt. Det italienske madbrød er så populært, fordi det stort set kan nydes til alle dagens måltider og også fungerer både alene, til salat eller ved siden af en heftig bøf.

Olivenolie, balsamico og verdens bedste brød

Samtidig pynter det på bordet og tryller alle til Italien, når det serveres på et rustikt træskærebræt. Allerbedst er det, når du stiller eksklusiv olivenolie, balsamicoeddike og salt og peber på bordet og lader gæsterne blande den klassiske italienske dressing i hver deres skål og dyppe verdens bedste brød i de gyldne dråber. Faktisk kan brødet så sagtens være en forret til ethvert godt italiensk måltid. 

Få 10 andre bud på verdens bedste brød her!

Opskrift på verdens bedste brød

Opskrift på Verdens bedste brød med tomat, rosmarin og havsalt

Tilbehør til 6-10 personer
Tilberedning: 20 min.
Hævetid: 2½ time.
Bagetid: 20 min.

Ingredienser til verdens bedste brød:

  • 30 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 1 spsk. akaciehonning
  • 1 tsk. Havsalt
  • ½ dl olivenolie
  • 3 fed hvidløg
  • 100 g durumhvedemel
  •  400-450 g hvedemel
  • 15 små gule tomater
  • 4 stilke rosmarin
  • ½ dl olivenolie
  • havsalt

FÅ MERE INSPIRATION TIL MADEN OG BOLIGEN MED MAD & BOLIG!

Sådan laver du verdens bedste brød:

  1. Opløs gæren i vandet, og tilsæt honning, salt og olie. Rør godt, og tilsæt knust hvidløg.
  2. Bland de to slags mel i dejen, til den er glat og blank. (Tip! En røremaskine giver den glatteste dej. Se populære røremaskiner her...)
  3. Læg dejen i en skål, der er smurt med olie, og lad den hæve i 2 timer.
  4. Læg bagepapir i en lille bradepande på ca. 22 x 32 cm, og fordel dejen i formen.
  5. Halvér tomaterne, og pres dem godt ned i dejen.
  6. Drys med rosmarin, og hæld rigeligt olie over.
  7. Stil brødet til at hæve et lunt sted i 30 minutter.
  8. Drys med havsalt, og bag brødet i ovnen ved 180° i 20 minutter.

​Ælter du i hånden - bliv guidet her!

Vil du lære at ælte dej i hånden på den ægte italienske måde? Så se videoen herunder: