Koldskål-cheesecake med jordbær

Har du en sød trang til cheesecake eller koldskål? Så se med her, hvor vi har lavet en ny sommerfavorit, hvor de to godter forenes i et sandt smagshit!

Onsdag, 10. juni 2015 - 11:06 - af Mai Knauer / Foto: Columbus Leth

Pust nyt liv i den klassiske cheesecake med syrlig koldskål og sommersøde danske jordbær. Du får opskriften her!

Prøv også: Æbletærte med mandelcreme

Koldskål-cheesecake med danske jordbær

4 personer

Det skal du bruge til koldskål-cheesecake:

Bund:

  • 200 g kammerjunkere
  •  75 g smør
  • 1 usprøjtet citron
  • 1 tsk. vaniljesukker

Fyld:

  • 4 blade husblas
  • 1 dl sødmælk
  • 3 spsk. rørsukker
  • 1 vaniljestang
  • 5 dl kærnemælk
  • 2 usprøjtede limefrugter
  • 200 g mascarpone
  • 30 g flormelis

Pynt:

  • 250 g danske jordbær

FÅ FLERE SØDE DESSERTER MED MAD & BOLIG! 

Sådan laver du koldskål-cheesecake:

  1. Knus kammerjunkerne til fine krummer i en foodprocessor. Smelt smørret, og riv citronskallen fint. Bland krummerne med smeltet smør, citronskal og vaniljesukker.
  2. Beklæd en springform på ca. 18 cm i diameter med bagepapir, og pres kammerjunkermassen godt sammen i bunden af formen. Stil formen på køl.
  3. Fyld: Udblød husblassen i koldt vand i 10 minutter. Varm mælken op i en gryde til kogepunktet, og opløs herefter sukkeret i mælken. Hæld mælken i en skål, og rør vaniljekorn i.
  4. Vrid husblassen godt, og lad den blive opløst i den stadig varme mælk. Rør kærnemælk i den varme mælk. Riv limeskallen fint, og rør den i mælkeblandingen.
  5. Vend mascarpone med presset limesaft og flormelis i en anden skål. Rør mælkeblandingen sammen med mascarponemassen. Fordel fyldet på den afkølede kagebund, og stil på køl i mindst 4 timer. Pynt kagen med halve jordbær lige før servering, og servér cheesecaken kold.

Prøv også: Rabarbercrumble