Lav din egen appelsinsirup

Hjemmelavet appelsinsirup

Lav din egen tyktflydende appelsinsirup, og glæd venner og familie med den lækreste sirup til pandekager eller is.

Torsdag, 30. april 2015 - 11:22 - af Mai Knauer / Foto: Columbus Leth

Sirup er fællesbetegnelsen for et sødemiddel, som traditionelt set er blevet lavet på sukkerroer eller -rør eller ved hjælp af safter fra træer som fx ahorn. Denne appelsinsirup er både sød og syrlig, og så er den perfekt til at søde de tykke amerikanske pandekager med, til at hælde over is eller bruge i bagning. 

Prøv også: Red Velvet Cake med hindbær og marengscreme

Her får du en opskrift på en appelsinsirup, men du kan også bruge andre smagsgivere såsom citron eller rabarber for at lave din helt personlige sirup.

Appelsinsirup

1 lille flaske hjemmelavet appelsinsirup

Det skal du bruge til appelsinsirup:

  • 1 dl vand
  • 250 g rørsukker
  • ½ vaniljestang
  • 2½ dl friskpresset appelsinsaft

Gå aldrig mere glip af Mad & Boligs opskrifter, arikler og boligreportager med et abonnement

Sådan laver du appelsinsirup:

  1. Bring vand og sukker i kog. Skru straks ned, og lad det simre i ca. 30 min. under låg. Lagen skal være let gylden.
  2. Tilsæt vaniljestang og appelsinsaft. Rør forsigtigt, til det koger. Skru ned, og lad det simre i yderligere 30 min.
  3. Lad appelsinsirup køle ned, og hæld den på en lille skoldet flaske.

Tip. Det er vigtigt, du skolder din flaske eller skyller den med Atamon. På den måde slår du eventuelle bakterier ihjel, og din appelsinsirup holder bedre.

Prøv også: Appelsinparfait med nougat