Påskens lækreste cheesecake

Cheesecake til påske med lakrids og citrongele

Kast dig ud i en cremet cheesecake i påskens farver. Denne dessert gemmer på et hint af lakrids og kan laves helt uden ovn.

Tirsdag, 7. marts 2017 - 13:52 - af Liv Martine Hansen / Foto: Skovdal Nordic

En cheesecake er en ægte dessertklassiker, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Kombinationen af den fede flødeostecreme sammen med den knasende kiksebund og den syrlige topping af bær, gør cheesecaken til et sikkert hit rundt omkring i køkkenerne.

I påskens helligdage, hvor især maden er i højsædet, vil det være oplagt at kaste sig ud i at kreere en saftig cheesecake til gæsterne. Den vil helst sikkert falde i god jord som et sødt indslag efter påskefrokosten.

Prøv også: Vores bedste opskrift på en klassisk cheesecake

Den her udgave af cheesecaken bærer den gule påskefarve i form af syrlig citrongelé på toppen. Derudover vil man også fornemme et hint af lakrids i både cremen og kiksebunden.

Husk, at du sagtens kan lave kagen dagen før. Det bliver den bestemt ikke værre af.

Opskrift på cremet cheesecake

10-12 stykker

Det skal du bruge til cremet cheesecake:

  • 100 g smør
  • 200 g digestive-kiks
  • 1 spsk. rå lakridspulver

FLØDEOSTCREME

  • 3 blade husblas
  • 400 g flødeost natural
  • 1 citron
  • 75 g flormelis
  • 2 dl fløde
  • 1 spsk. rå lakridspulver

CITRONGELÉ

  • 4 blade husblas
  • 1 dl vand
  • 1 dl citronsaft
  • 100 g flormelis 
  • lidt gul pastafarve (køb det fx her!)

PYNT

  • Haribos lakridsæg
  • Gule blomster

Smag også: Luftig cheesecake med blåbær

Sådan laver du cremet cheesecake:

  1. Smelt smørret ved lav varme.
  2. Bank digestive-kiksene til smulder i en fryseprose. Hæld de knuste kiks i en skål med lakridspulver og smør, og rør det hele godt sammen.
  3. Beklæd din springform (18 cm ø) med kageplast - (køb fx kageplast lige her!)
  4. Fordel kiksemassen i bunden af springformen. Sæt den på køl i 10 minutter.
  5. Læg husblassen i blød i koldt vand.
  6. Pisk derefter flødeost, citronskal og flormelis let sammen - det skal ikke piskes til flødeskum.
  7. Klem vandet ud af husblassen, og smelt det i en gryde ved lav varme med citronsaften. 
  8. Tag en smule af den piskede fløde, og bland den i den smeltede husblas. Vend husblassen i resten af den piskede fløde hurtigt, så husblassen ikke trevler.
  9. Vend fløden med lakridspulver og flødeost med en dejskraber.
  10. Hæld massen i en sprøjtepose og fordel cheesecake-cremen i springformen. Start fra midten.
  11. Til sidst glattes overfladen, så den bliver jævn. Stil kagen i fryseren i 30 minutter.
  12. Start på citrongeléen ved at lægge husblassen i blød i koldt vand. 
  13. Kog vand og citronsaft op i en gryde, tag det af varmen, sigt det, og tilsæt flormelis.
  14. Klem vandet ud af husblassen og tilsæt det i den varme masse, og rør rundt. Lad massen køle af i 15 minutter.
  15. Tag en spiseske, og hæld forsigtigt geléen ud over kagen, så der ikke dannes lufthuller.
  16. Stil kagen i fryseren i 20 minutter.
  17. Pynt kagen med både hele og overskårne Haribo-æg og udvalgte blomster.