Coq au vin

Coq au vin

Den franske ret coq au vin er en fremragende ret med alt godt! Den indeholder masser af smag og krydderi, og skal nydes med et godt glas rødvin til. Få opskriften her!

Onsdag, 23. november 2016 - 14:28 - af Carsten Kyster / Foto: Colombus Leth

Coq au vin betyder 'hane i rødvin' og udtales “kåk o vang”. Er du til simremad af fransk karakter, så vil retten coq au vin lige være sagen! Imponér dine gæster, og servér en hovedret, hvor kylling og vinen er i samspil. Smagen er på en gang delikat og kraftig. Brug en ekstra god og fyldig rødvin til at tilberede kyllingelårene i. Det vil tydeligt kunne smages i den færdige ret!

Læs også: Coq au vin opskrift 

Coq au vin

Tid: 30 minutter. Ovntid: 1 time.
Antal personer: 4
Det skal du bruge til coq au vin: 
  • 4 store kyllingelår
  • 100 g bacon (i et helt stykke)
  • 2 spsk smør
  • 2 spsk hvedemel
  • 1 flaske rødvin, gerne fransk
  • 3 dl hønsebouillon
  • 6 laurbærblade
  • 10 kviste frisk timian
  • 10 hele, sorte peberkorn
  • salt
  • 400 g champignoner
  • 200 g skalotteløg
  • 4 fed hvidløg
  • olie til stegning
  • 1 lille håndfuld bredbladet persille
  • brød eller ris

 

Sådan laver du coq au vin: 
  1. Del kyllingelårene i overlår og underlår.
  2. Skær baconstykket i tern. Steg dem på en varm pande i 4-5 minutter, og læg dem over på en tallerken.
  3. Steg kyllingestykkerne i baconfedtet på panden, til de er godt brune på alle sider. Læg dem i et ildfast fad.
  4. Tænd ovnen på 185°.
  5. Smelt smørret på en pande, tilsæt melet, og pisk grundigt. Tilsæt lidt af rødvinen, og bring saucen i kog. Hæld resten af rødvinen og bouillonen på panden, og lad det koge sammen til en jævn sauce. Tilsæt laurbærblade, timiankviste og peberkorn, og smag saucen til med salt.
  6. Hæld rødvinssaucen over kyllingelårene i fadet, og bag retten i ovnen i 30 minutter.
  7. Rens champignonerne. Pil skalotteløg og hvidløg, og hak begge dele groft. Opvarm en pande med lidt olie, og steg champignoner, løg og hvidløg i et par minutter. Fordel det mellem kyllingelårene i ovnfadet, og sæt fadet tilbage i ovnen i yderligere 30 minutter. Server retten i varme tallerkener, og drys med grofthakket persille. Byd godt brød eller kogte ris til.

 

Tips: Retten kan laves i en lys version – så bruger du bare hvidvin i stedet for rødvin!