Oksetyksteg med æbler, svampe og grov kartoffelmos

Opskrift på oksetyksteg med æbler, svampe og grov kartoffelmos

Oksetyksteg med æbler, svampe og grov kartoffelmos er en god og solid ret, der kan serveres året rundt og i mange anledninger.

Tirsdag, 26. maj 2015 - 13:02 - af Mad! / Foto: Columbus Leth
Oksetyksteg er faktisk en mager udskæring, der kommer fra den øverste del af bagbenet. Du kender den sikkert fra oksemedaljoner eller carpaccio, men den kommer for alvor til sin ret i denne udgave, hvor den gode oksetyksteg får lov at stege i ovnen i halvanden time og suger saft, kraft og smag fra løg, svampe og krydderurter. Miks gerne forskellige typer svampe, som kantareller og champignoner, for at tilpasse opskriften til årstiden og dine smagsløg. Vi garanterer, at denne opskrift på oksetyksteg bliver en klassiker i din samling, og du vil blive ved med at vende tilbage til den og forfine den. 

Oksetyksteg med æbler, svampe og grov kartoffelmos

Tid: 40 minutter
Ovntid: 1½ time
Antal personer: 4

Det skal du bruge til oksetyksteg med æbler, svampe og grov kartoffelmos

Oksetyksteg:
• 1 kg oksetyksteg
• 2 spsk olivenolie til stegning
• salt og friskkværnet peber
• 6-8 små løg
• 4 æbler
• ¼ bundt timian
• 400-500 g blandede svampe
• ½ flaske rødvin
Grov kartoffelmos med sennep:
• 1 kg kartofler
• 50 g smør
• 2 spsk grov sennep
• salt og friskkværnet peber
Tilbehør:
• evt. en blandet grøn salat

Sådan laver du Oksetyksteg med æbler, svampe og grov kartoffelmos

1. Tænd ovnen på 185º. Brun oksestegen i olie på en stor pande, og krydr med salt og peber. Læg herefter stegen over i en stegeso.
2. Pil løgene, og skær løg og æbler i halve. Hak timian groft. Rens svampene. 
3. Fordel løg, æbler, timian og svampe i stegesoen, tilsæt rødvin, og læg låg på. Sæt stegesoen i ovnen i 1½ time, til kødet er mørt. Smag stegeskyen til med salt og peber.
4. Grov kartoffelmos med sennep: Skræl kartoflerne, skær dem i mindre stykker, og kog dem møre i en gryde med usaltet vand. Hæld vandet fra, men gem ca. 1 dl af kogevandet.
5. Mos kartoflerne groft med smørret, og rør derefter sennep og lidt af kogevandet i, til mosen har en passende konsistens. Smag til med salt og peber.
6. Skær stegen i skiver, og server med kartoffelmos og evt. en blandet grøn salat.