De bedste spisesteder i London: Frokost

Spisesteder i London: Frokost

Vi har samlet en liste over vores top 5 spisesteder i London, hvor du helt sikkert bør slå et smut forbi, hvis du leder efter den ultimative frokost!

Torsdag, 2. juli 2015 - 9:21 - af Katharina Schüler / Foto: Anders Schønnemann

Den britiske hovedstad er et af danskernes favorit-rejsemål. Her byder den populære storby på et utal af smagsoplevelser og spisesteder, uanset om man er til gourmet eller fastfood. Spisesteder i London skal helst byde på noget nemt og hurtigt ved frokosttid, så man kan komme ud og nyde godt af byens mange inspirerende områder og seværdigheder - dog uden at gå på kompromis med kvaliteten. 

Læs også: De bedste spisesteder i London: Morgenmad og brunch

Opdag nye spisesteder i London

Har du ligesom os besøgt den populære storby et utal af gange, og søger du nogle nye og spændende spisesteder i London, der kan give dig den ultimative frokost-oplevelse, har vi her samlet vores bud på de 5 bedste spisesteder i London til en hurtig og nem frokost, som ligger placeret ved nogle af byens fedeste områder. 

FÅ MERE INSPIRATION TIL MADEN OG BOLIGEN MED MAD & BOLIG!

Vores top 5 over spisesteder i London:

#1 - Roast

Hjemmeside: www.roast-restaurant.com

Adresse: The Floral Hall, Stoney Street, SE1 1TL (tæt på Borough Market)

Midt inde i Borough Market ligger Roast, der især er kendt som en brunch- og frokostrestaurant. Her serverer de traditionel britisk mad, som indebærer alt fra “Borough banger” til haggis. Indtag din frokost på Roast, og gå derefter på opdagelse i Londons lækreste madmarked. Husk dog at bestille bord inden, og gem gerne lidt appetit til de mange fristende smagsprøver fra Borough Market bagefter.

#2 - Homeslice

Hjemmeside: www.homeslicepizza.co.uk

Adresse: 13 Neal's Yard, WC2H 9DP (tæt på Covent Garden)

Ved det populære Covent Garden ligger en hyggelig og afsides gård, som baner vej til et af de bedste spisesteder i London, hvis man vil have pizza. Homeslice ligger placeret i det farverige Neal's Yard, og er det perfekte frokost-stop. Her kan du enten købe et enkelt - men stort - stykke pizza eller dele en '22 inch' pizza. Neal's Yard byder også på organiske lækkerier i form af cremer og skønhedsprodukter fra Neal's Yard Remedies, som uden tvivl er et besøg værd.

#3 - Pix

Hjemmeside: www.pix-bar.com

Adresse: 16 Bateman Street, W1D 3AH (tæt på Soho)

Pix er et af de bedste spisesteder i London, hvis du går og drømmer om lækker, spansk tapas. Her står den på selvbetjening, som betyder, at du selv går op og henter din mad og tæller de pinde, der sidder placeret i retterne sammen, når du skal betale. Pix er perfekt til dig, der ikke kun kan nøjes med at smage på én ret - og retterne egner sig især til at dele mellem hinanden. Spisestedet ligger placeret i det pulserende Soho-område, som er et unikt sted at gå på opdagelse efter frokosten er indtaget.  

#4 - Patty & Bun

Hjemmeside: pattyandbun.co.uk

Adresse: 54 James Street, W1U 1HE (tæt på Oxford Street)

Leder du efter et hurtigt måltid, så er Patty & Bun det rette sted. Placeret ved Oxford Street, er spisestedet uden tvivl det bedste alternativ til at fylde de sultne maver efter en lang formiddag med shopping. Atmosfæren er som man kan forvente af en burgerkæde, men selve maden er sublim; det er nok et af de bedste spisesteder i London, når menuen står på burger. 

#5 - The Good Life Eatery

Hjemmeside: www.goodlifeeatery.com

Adresse: 69 Marylebone Lane, W1U 2PH (tæt på Regent's Park)

Sunde spisesteder er yderst populære, og The Good Life Eatery er ingen undtagelse. Her får du serveret salater med power, veganske og glutenfri godter samt friske juices. Efter maden kan du gå en rask tur i Regent's Park, som er placeret et stenkast derfra eller tage en tur i Madame Tussauds voksmuseum