Om "En dansk kok i Paris":

Martin Carlsen har siden september 2009 arbejdet som kok på Michelin-restauranten L’Atelier de Joël Robuchon i Paris. Hver anden uge bringer vi her på Madogbolig.dk et blogindlæg sendt direkte fra Martin i Paris.

Læs de andre blogindlæg:

Fra Herning til Paris

Den første dag i køkkenet

Fastfood på første klasse 

Må Noma bruge gratis arbejdskraft?

Michelin-kokke spiser også hverdagsmad

Spis ude - men føl dig som hjemme hos bedste

En hyldest til kokke-eleverne


Så kom sommeren endelig - i hvert fald en mere permanent en af slagsen. Den første sommerforkølelse skulle lige overstås, og nu er det eller bare om at lufte de blege vinterben.
Da jeg kom til Paris, i november, gik der ikke længe, før jeg måtte ud og lede efter varmere klude. Vinteren var kold, selv i Paris, og man gik blot og ventede på varmere tider.

Nu sidder jeg så her uden for mit værelse og nyder de 28 grader med min computer og masser af koldt vand. Men vi er nu svære at stille tilfredse, og nu hvor varmen er kommet indtræffer et nyt dilemma. Arbejdet som kok om sommeren kan til tider være ulideligt. Når der er 35 grader udenfor, bliver køkkenet lige pludselig et varmehelvede.

Man møder ind lidt før 8 om morgenen, og allerede er den sorte uniform en klistret affære. 17 timer senere kan man ikke komme hurtigt nok ud af den igen. Man har i løbet af dagen fundet sig under vandhanen utallige gange for at skylle ansigtet med koldt vand, og man har indtaget utallige liter af vand. Ens mave er fyldt til renden med vand, men stadig skriger krop og hals om mere.

En kold skyller under bruseren er tiltrængt efter arbejde, før man finder sig i sin seng og prøver at sluge de uundværlige 3-4 timers søvn, mens nattetemperaturer på 25 grader gør det umuligt at køle ordentligt ned. Man vågner op om morgenen skyller sig under hanen, man hopper på en morgenlummer metro, indfinder sig igen i den sorte uniform 17 timers svedetur skal atter engang til at begynde, man skyller en halv liter vand og en dobbelt espresso ned, knytter næverne og samler energien. Varme eller ej!

Jeg er endda en af dem, der slipper billigt. For ca. 2 uger skiftede jeg nemlig til dessertafdelingen. For resten et rigtig dejligt skift for mig, da man som kok - og specielt i Danmark hvor restauranterne sjældent er så opdelt som her - skal være fleksibel og i stand til at tage hver en plads. Man skal være en fuldendt kok. En station hvor der er masser for mig at lære under stoltheden af en fransk konditor. En ildsjæl og perfektionist. Men det er bestemt ikke den varmeste plads i køkkenet, når de andre står foran den store varme plade og steger med salamanderne brændende i nakken og endeløse anretninger under varmelamperne. Og med en forholdsvis lille restaurant er selv tjenerne også ramt af den stigende temperatur af køkkenet, der kommer helt ud til kunderne. Måske meget godt at tage sommeren lidt væk fra det varme køkken.

Så her sidder jeg og brokker mig over det, som jeg har glædet mig til i 6 måneder med vinterfrakke.
Når det så er sagt så er sommeren selvfølgelig også dejlig. Paris summer af sommerkjoler, solbriller og parkerne fyldes med familier og venner som samles i solen. Nyder lidt koldt at drikke, mens de nyder livet i fulde drag. I dag fandt jeg mig selv liggende i en park i skyggen af et lille træ. Kold limonade, lidt godt selskab, stilheden og en lille lur eller 2. Ovenpå 3 hårde arbejdsdage er den tid man nok sætter mest pris på, når man kobler fuldstændig af, glemmer tiden og overlader tankerne til overflødighed.



Finder du dig selv i Paris i disse varme dage, kan jeg da også kun anbefale at glemme alt om Disneyland og Louvre for en stund. Put en flaske kold hvidvin i minibaren på hotellet og indfind dig ellers med din bedre halvdel i en af de mange smukke parker eller langs med Seinen, hvor det summer med liv. Glem alt om at storbyferie alt for ofte er forjaget og planlæg kun at se det allervigtigste på jeres liste. Overlad resten til afslapning og tilfældigheder. Så er der også efterladt lidt til næste gang i vælger en forlænget weekend i denne fantastisk charmerende storby. Og husk at drikke massere af vand. God sommerferie!!

Følg Martins blog "En dansk kok i Paris" her på Madogbolig.dk - næste blogindlæg bringes om to uger.

Kommentar

Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk