
DIY-perleøreringe: Sådan laver du dine egne øreringe trin for trin
Har du set de mange farvestrålende perleøreringe med blomster og frugter, der trender lige nu? Du kan sagtens lave dem selv - fat bare tråd og perler, så er du i gang!
Smykker er ofte dyre at købe fra ny, så der er mange penge at spare ved at lave dem selv. Lige nu er blomster og frugter lavet af perler overalt , så hvorfor ikke bruge føre motiverne videre til dine hjemmelavede øreringe?
Her får du trin for trin-guides til to forskellige øreringe, du ikke behøver at være smykkedesigner for selv at kunne kreere!
Sådan folder du evighedsblomster i crepepapir
Sådan laver du en blå blomsterørering - trin for trin:
Det skal du bruge:
- Saks
- 70 cm perletråd
- Broderinål
- 1 ørering
- 3 røde grønlandsperler
- 21 blå grønlandsperler
- 36 grønne grønlandsperler
- 1 wireklemme
- Lang fladtang
- Skævbider
Sådan gør du - trin for trin:
Trin 1: Klip 1 snor på 70 cm, og bind 1 dobbeltknude på snoren. Før nålen gennem hullet på øreringen og tilbage gennem snoren, så der dannes 1 knude eller hæftning.
Trin 2: Sæt 4 blå perler og dernæst 1 rød perle på snoren. Før nålen tilbage gennem den 1. blå perle på snoren, og stram til.
Trin 3: Tilføj yderligere 3 blå perler. Før nålen gennem den øverste blå perle fra trin 2, og stram til. Nu har du 1 hel blomst.
Trin 4: Sæt 5 grønne perler på snoren, og før nålen tilbage gennem den 2. øverste grønne perle. Stram til, så der dannes 1 blad.
Trin 5: Sæt yderligere 4 grønne perler på snoren, og før nålen gennem den 1. af disse 4 grønne perler. Stram til, og der er nu 2 blade.
Trin 6: Sæt 3 perler på snoren, som nu danner stilken.
Trin 7: Gentag trin 2-6 yderligere 2 gange.
Trin 8: Sæt 1 wireklemme på snoren, og klem den fast med fladtangen. Nu er enden hæftet. Klip den overskydende tråd af med skævbideren.
DIY: Nemt og smukt broderi i tyl
Sådan laver du en valmueørering - trin for trin:
Det skal du bruge:
- 0,18 mm-ståltråd (115 cm)
- 3 sorte grønlandsperler
- 55 røde grønlandsperler
- 41 grønne grønlandsperler
- 1 ørestikker
- Lang fladtang
- Skævbider
Sådan gør du - trin for trin:
Trin 1: Før ståltråden igennem de 3 sorte perler. Sørg for, at der er 1,5 cm’s ståltråd i den korte ende, inden perlerne begynder. Hæft de 1,5 cm om det, der ender med at blive stilken af blomsten, ved at sno den omkring.
Trin 2: Før 11 røde perler på ståltråden, fold i 1 bue, og hæft rundt om stilken.
Trin 3: Gentag trin 2 yderligere 4 gange, så der er 5 blomsterblade.
Trin 4: Påfør nu ørestikken på tråden. Hæft et par gange, så den sidder godt fast.
Trin 5: Sæt 20 grønne perler på tråden. Før nu tråden op gennem den 2. sidste grønne perle, så der kommer en fin afslutning på enden af stilken.
Trin 6: Sæt nu 21 grønne perler på ståltråden. Fold tråden som 1 bue, så der dannes 1 blad. Hæft snoren over de sidste 2 grønne perler i enden af stilken.
Strikkeopskrift til nybegynderen: Nem og flot sweater