
15 kreative idéer til børneværelset
På børneværelset skal der være plads til leg og kreativitet. Vi har samlet 15 sjove idéer til personlig indretning på børnenes præmisser.
Er der et rum i hjemmet, hvor man for alvor kan eksperimentere med farver og kreative indslag, så er det børneværelset. Så hvorfor ikke forkæle din dreng eller pige med en sjov eller skæv idé, der gør det ekstra spændende for dem at lege på deres værelse.
LÆS OGSÅ: Mere inspiration til børneværelset - vi har samlet 25 børneværelser!
Gør børneværelset personligt
Der findes uendelige muligheder for at pifte et børneværelse op. Og bare rolig, det er ikke kun projekter for dem, der har skruet hænderne rigtigt på. Du kan med forholdsvis simple midler som en malerpensel, sjove klistermærker eller et møbel pifte rummet op med et snuptag.
Det kan være en god idé at høre de mindste om, hvad de ønsker af tema på værelset. Måske er det savannens dyr eller superhelte, som på en eller anden måde skal illustreres på væggen eller på møblerne?
Se også: Sådan forvandler du teenageværelset til et kontor
Aktivér børnene
Det bedste ved det hele er, at det ikke kun er børnene, der kan få glæde af et børneværelsesprojekt. Med den helt rigtige opbevaringsløsning, som for eksempel en bænk med skjulte skuffer, er det legende let at rydde både legoklodser og dukker af vejen. Derudover kan du få børnene til at være fysisk aktive ved blandt andet at sætte gymnastikringe fast i loftet, bygge en klatrevæg eller tegne en hinkerude på gulvet. Det er kun fantasien, der sætter grænser!
Se de 15 idéer lige her:
Kreative ideer til børneværelset


Gymnastik på børneværelset
Få børnene væk fra iPad og spillekonsoler og aktivér dem i stedet. Børnene skal nok få tiden til at gå med disse gymnastikringe, som er sat fast i loftet med en solid metalkrog.
Find gymnastikringe og brunt tov lige her!
Foto: Andreas Mikkel Hansen


Hjemmelavet seng
Har du hænderne skruet rigtigt på, kan du kaste dig ud i at bygge en seng til din dreng eller pige. Denne her er lavet med ubehandlet træ, så den får et råt look. Bemærk, at sengen har et indbygget natbord til de vigtigste sager.
Foto: Morten Søby


Undervisning på børneværelset
Pynt værelset med plakater og gør dine børn klogere på alt mellem himmel og jord. Det kan være et stort landkort, en oversigt med dyr eller som her en undervisningsplakat om planteriget. Se fx denne ABC-plakat!
Foto: Julie Vöge Hansen


Klistermærker på væggen
En meget nem måde at pifte børneværelset op på er ved at sætte wallstickers på væggen. De findes i alle slags motiver og farver, og så er det nemt at tage af igen.
Foto: Tia Borgsmidt


Grafik på væggen
Lidt grafik på væggen kan gøre underværker på børneværelset, og du behøver ikke at male et avanceret motiv. Gør som her, hvor man har malet en trekant, der går ind over begge vægge. Husk, at du først skal male en hvid kant inden for malertapen, inden du maler med farven. Så får du en skarp kant. Find fx billampen i træ her!
Foto: Andreas Mikkel Hansen


Træpaller som tv-bord
Et alternativt og personligt tv-bord, hvor hullerne i træpallerne kan bruges som hylder. Du kan som her sætte hjul under, så det er lettere at flytte rundt i rummet.
Foto: Lene Samsø


Himmel over sengen
Skab ægte hulestemning på børneværelset ved at hænge en sengehimmel op under loftet. Måske især pigerne vil få opfyldt en lille prinsessedrøm. Find en sengehimmel her!
Foto: Birgitta Wolfgang Drejer


Tavletegninger
Lad kreativiteten få frit spil med en tavle på værelset. På den måde kan barnet altid starte forfra med en ny tegning uden at bruge en hel masse papirer.
Foto: Pernille Kaalund


B for bogstav
Gør børneværelset ekstra personligt med et stort bogstav på væggen, der står for barnets navn. Vil du gå efter noget helt unikt, kan du være heldig at finde forskellige facadebogstaver i genbrugsbutikker rundt omkring.
Foto: Jesper Ray Manley


Vis tøjet frem
Det er ikke alle ting på børneværelset, der skal pakkes væk i kasser og skabe. Gør som her, og vis det fine tøj frem på et tøjstativ lavet af en gren og to metalkæder.
Foto: Lisbett Wedendahl


Hink løs!
En anden måde at aktivere børnene på er ved at klistre en hinkerude fast på gulvet. Så er der garanteret mange sjove stunder fremover.
Foto: Pernille Enoch


Skjult opbevaring
Et møbel med to funktioner er altid en god idé, hvis et rum skal se ryddeligt og pænt ud. Her har man lavet en bænk med indbygget opbevaring, så man nemt kan gemme legesagerne væk. Find legetæppet med bilbanen her!
Foto: Andreas Mikkel Hansen


Klatrevæg på værelset
I dette børneværelse har man udnyttet rummet til fulde. Søjlen i midten er forvandlet til en klatrevæg, mens der hænger en boksepude ned fra det høje loft. Find fx klatregreb her!
Foto: Pernille Kaalund


Svævende seng
En køjeseng er smart, hvis man skal have plads til to småbørn på et værelse. Men det er ikke altid, at det ser elegant ud. Her har man bygget en svævende seng, der med sine fine cirkler på siden i den grad pynter.
Foto: Lene Karin Kristiansen


Kast dig ud i farver
En nem og dekorativ måde at tilføre personlighed i børneværelset på er ved at male enten den ene væg eller hele rummet. Måske den lille har en yndlingsfarve, der skal pryde væggen?
Foto: Birgitta Wolfgang Drejer
Relaterede artikler