Indretning

Guide: 8 tricks som skaber wow-effekt

Hvad er det, der gør, at nogle hjem får os til at tænke ”wow”, når vi træder over dørtrinet? Selvfølgelig kan arkitekturen, lyset og møblerne spille ind, men faktisk er det ofte de små, uforudsigelige detaljer, der sætter prikken over i’et og får helheden til at spille.

8 genveje til wow-effekt

Vi giver dig her de bedste tips og tricks, som kan være med til at sætte prikken over i'et i indretningen og give den famøse 'wow-effekt'.

1. Maling, der overrasker

Paneler, vægge, møbler, døre og lofter. Alt kan males. Foruden at være en nem måde at pifte et rum op, kan du også bruge maling til at skabe et overraskende element i din indretning, f.eks. ved at male et stort mønster i loftet.

Foto: Anne-Catherine Scoffoni

2. Husk accessoires 

Præcis som med et outfit er din indret­ning også først komplet, når du har tilføjet accessoires. Tænk derfor på lysestager, puder, plaider, gulvtæpper, vaser­ og andet nips, som de småting, der får resten af din indretning til at shine.

Foto: Maria Mostrup

3. Frem med loppefundene

Gør din indretning til din helt egen med pudsige og unikke fund, man ikke ser i alle hjem. Gå på jagt med et åbent sind, og kig især efter finurlige nips­genstande, møbler og lamper, der nemt kan få et helt nyt udtryk med en klat maling eller en ny lampeskærm. Har du mod på det, kan du også kaste dig ud i at bygge dine egne møbler, som du med garanti ikke kan finde andre steder.

Foto: Peter Kragballe

4. Kunstnerisk blikfang

Skab blikfang på dine vægge med kunst, der får dine gæster til at stoppe op en ekstra gang. Uanset om du er til farverige eller neutrale plakater, til billedvægge eller enkelte nøje udvalgte værker, er dit valg af kunst med til at fortælle noget om dig, og det er derfor den letteste genvej til at sætte et personligt præg på dit hjem.

Foto: Tia Borgsmidt

5. Fra gulv til loft

Tilføj et blødt element til din indretning med gardiner. De gulvlange af slagsen er nemlig ikke kun praktiske­ som afskærmning for sol og nysgerrige blikke, de skaber også illusionen om højere loftshøjde. Vil du gå all in, kan du skabe et dramatisk look ved at lade dem fortsætte­ lidt ud på væg­gen som en slags gardininstallation.

Foto: Mia Mortensen

6. Vægge med spræl

Uanset om du kun tapetserer en enkelt væg, dele af væggene eller et helt rum, er tapet den letteste måde at få dine vægge til at leve. Du kan sætte stemningen, alt efter hvilket motiv du vælger. Et grafisk mønster giver et moderne og cool udtryk, mens et blomster­motiv sender referencer til den mere romantiske badehotelstil. Lad evt. farverne fra tapetet gå igen andre steder i rummet for at skabe sammenhæng.

Foto: P. Wessel

7. Skulpturelle møbler

Det kan hurtigt blive en anelse kedeligt og forudsigeligt, hvis alle møbler matcher for meget. Du behøver ikke have seks forskel­lige stole omkring bordet, men enkelte møbler eller lamper, der skiller sig lidt ud i form, farve eller materiale, giver øjet noget at gå på opdagelse i og er med til at give resten af din indretning kant.

Foto: Peter Kragballe

8. Spejle med flere funktioner

Brug spejle aktivt i din indretning. Ud over at få dine rum til at virke større tilføjer de et legende element, fordi motivet er dynamisk­. Derudover reflekterer spejle lyset, når solen skinner, og et spejl kan derfor være en nem måde at sprede lyset i de lidt mørke rum eller kroge i dit hjem.

Foto: Julie Wittrup og Mikkel Dahlstrøm