Soveværelse

21 smukke soveværelser

Indret dit soveværelse til ro og hygge med store puder og lækkert sengebetræk. Vi har fundet 21 soveværelser, du nemt kan drømme dig hen i.

Forestil dig følelsen af nyvasket sengetøj på en blød seng. At kaste sig ned i dynerne og blive liggende hele morgenen. Dit soveværelse er formentlig det sted, du tanker mest energi.

I hvert fald bruger en gennemsnitlig dansker i omegnen af en tredjedel af livet på langs. Derfor giver det god mening at indrette soveværelset til det behov, men der er forskellige veje at gå i forhold til din indretning.

Inspiration til dit soveværelse: Skab ro i indretningen 

For nogle skal et soveværelse være præget af ro og renhed. Her giver det naturligvis mening at indrette rummet med hvide vægge, hvidt sengetøj og uden for mange dikkedarer. Gå efter at rydde soveværelset for forstyrrende nips, og gem de vigtigste ting i et sengebord og i indbyggede skabe, der giver en samlet flade på væggen.

Er du til det rene, lyse soveværelse, kan luftige gardiner være en god effekt, der dæmper lyset om sommeren, men alligevel lader en del slippe igennem.

Du behøver ikke nødvendigvis et sengetæppe, hvis dit sengetøj er knitrende hvidt og sprødt, men det giver dit soveværelse en form for renhed, hvis sengen er redt stramt.

Du kan også gå den omvendte vej og bruge det hvide soveværelse som base for at kunne kombinere det med et mere krøllet look.

Stoffer i hør, en luftig indretning og en seng uden sengetæppe kan skabe en soveværelse-stemning af, at her må man gerne rode i sengen og hygge.

Gå efter lamper i stof eller papir, og læg masser i puder i sengen, hvis du gerne vil give dit soveværelse en snert af fransk romantik.

Prøv et soveværelse med farver

Lige nu er mættede og støvede farver populære i stuen. Prøv at føre den tendens videre i dit soveværelse.

Du kan vælge at skabe en dunkel fornemmelse ved at bruge mørke farver og male både paneler, døre og vægge i den samme nuance, eller nøjes med at male en enkelt væg i en støvet blå, grå eller anden kølig farve.

Det giver stadig dit soveværelse en følelse af ro og harmoni, men der sker lidt mere med indretningen, og stemningen bliver mindre klinisk.

Du kan også bruge farver til aktivt at spille sammen med resten af indretningen, især hvis du har åben dør til soveværelset, så man kan se rummet hele tiden.

Uanset om du vælger en lyserød, aubergine eller anden iøjefaldende farve, kan du med de rigtige puder og sengebetræk få et soveværelse, der passer til en tungere og mere dekadent stil.

Soveværelse i hotelstil

Den tunge indretning, som man både ser i art deco-bølgen og i de sydlandske strømninger i vores indretning, har i et stykke tid gjort sig gældende i soveværelset

Hotelstilen er populær, hvor et tykt sengegærde, blødt sengetæppe og stram opredning giver en luksuriøs følelse. Hvis du vil have den samme stil i dit soveværelse, gælder det om først og fremmest at skabe symmetri.

Ens sengeborde, ens lamper, en seng placeret i midten af rummet gerne med lige meget luft til begge side og rolige farver såsom grå, blå og beige er med til at understrege stilen.

Vælg gerne tekstiler såsom gardiner, tæpper og puder i velour og grovere møbelstof, og tænk i lamper med skærme, der dæmper lyset behageligt.

Når du anretter puderne, så tænk også på symmetri. På Instagram kan du finde flere forskellige illustrationer af, hvordan du arrangere dem, og en af måderne er at stille dem lag på lag ud for hver sengeplads med den største bagerst og slutte af med den mindste pude forrest, der går ind over de to rækker.

Et stort samlende tæppe frem for løse kludetæpper og en bænk foran enden af sengen er også en del af stilen. Med få virkemidler kan du give dit soveværelse et eksklusivt skær som på dyre hoteller.

Inspiration – 20 smukke soveværelser