
Få det bedste ud af et lille soveværelse
Med inspiration og tips hjælper vi dig til at få det absolut bedste ud af dit lille soveværelse. Se og læs med her!
Der er ikke noget galt med at have et lille soveværelse, for netop soveværelset må gerne føles hyggeligt, intimt og trygt. Problemerne opstår, når soveværelset også skal rumme mere end bare en seng og dig – og det skal de fleste jo. Hvis dit tøj og dine håndklæder også skal have en plads, og hvis du gerne vil have mulighed for at læse i sengen eller endda se fjernsyn, så skal du til at tænke i smarte løsninger, pladsbesparelse og klassiske designtips til det lille soveværelse. Det er her, vi kan hjælpe…
Læs også: Indretningstips til det lille soveværelse i den lille lejlighed
Designtips til det lille soveværelse
Der er nogle enkelte regler til det lille soveværelse, som du sagtens kan følge uden, at det dræber din kreativitet eller din personlige stil. Husk på de her 5 tips:
- Hold vægge og gulve i samme lyse nuance for at få rummet til at virke større og mere imødekommende. Tilføj gerne farve og mønstre på fx tæpper, møbler eller puder, så du stadig kan fylde rummet med personlighed.
- Inden du fylder det lille soveværelse op med møbler, så lav en liste over, hvilke småting der skal opbevares i rummet, og tag så udgangspunkt i den, når du skal vælge, hvad der skal have en plads i dit lille soveværelse. På den måde er det kun møbler med et formål, der ender i soveværelset.
- Brug væggene til hylder eller hængende reoler, hvor du kan opbevare ting. De optager ingen gulvplads, men tilbyder en plads til småting.
- Luk så meget naturligt lys som overhovedet muligt ind, og lys så mørke hjørner eller kroge op med kunstigt lys.
- Vælg en seng, der passer til dig og rummet. Selv om du drømmer om en gigantisk king size seng, så er du nødt til at droppe drømmen, hvis dit lille soveværelse ikke tillader det. Overvej i stedet en specialbygget seng, der maksimerer sovepladsen og gulvpladsen.
Læs også: Kreative idéer til den lille bolig
I galleriet herunder kan du hente inspiration til dit lille soveværelse og få flere godt tips...
Lille soveværelse med stil


Opbevaring under sengen
I et lille soveværelse er opbevaring altid en mangelvare, vælg derfor en seng med opbevaring under madrassen, så håndklæder, lagner og andet kan ligge der.
Louise Scheutz-Klixbüll


Sænk sengen ved skråvægge
Skråvægge i soveværelset er bare svære, fordi der sjældent er plads til en konventionel seng under. Men lad det ikke afholde dig fra at placere sengen under skråvæggen. Prøv, om du kan affinde dig med en lav seng eller sågar en madras på gulvet.
Katrine Rohrberg


Hvide vægge kontra spraglet seng
Et soveværelse skal helst være personligt og hyggeligt, men hvis du kun har meget lidt plads, så er et godt råd at holde væggene hvide og så pynte sengen med et farverigt sengetæppe eller gulvet med et smukt og varmt gulvtæppe. Find farverige sengetæpper her!
Pernille Guldbæk Kaalund (Heyhome)


Den lille seng
For nogle mennesker er en stor seng altafgørende, men hvis du kan nøjes med en enkeltmandsseng, så er der meget plads at hente. Gør det til et hyggehjørne med design-lamper til små penge her!
Bjørn Jakobsen


Senge under vinduet
Hvis du har et vindue i dit lille soveværelse, så kan du stille sengen under det, men sørg for, at sengen har en gavl, og at den flugter med vindueskarmen - det ser bare bedst ud! Her er en guide til at lave en sengegavl selv!
Birgitta Wolfgang Drejer


Opbevaring i højden
Det er også en rigtig god idé af være på udkig efter smalle og høje møbler med god opbevaring. Det kan være en høj kommode som denne. Find blandt andet høje kommoder her!
Iben Ahlberg


Hygge i gulvhøjde
En madras på gulvet kan godt gøres luksuriøs, hvis den bliver pyntet med fine puder, pænt sengetøj og en sengelampe. Se sæsonens fineste puder her!
Anastazia Jørgensen


Sengelamper i loftet
Sengelamper er pæne og praktiske, men de fleste kræver et sengebord. Hvis du ikke har pladsen til det, så er en rigtig god løsning at hænge nogle smukke og enkle glødepærer ned fra loftet. Find ledninger og glødepærer her!
Lars Ranek


Specialbygget seng
Det kan være en rigtig god investering at få sin seng specialbygget, hvis det er helt umuligt at finde én, der passer ind i dit lille soveværelse.
Gyrithe Lemche


Udnyt krogene
Hvis du har nogle smalle kroge i dit soveværelse, er det en rigtig god idé at finde en seng, der passer lige præcis derind. Så optager den nemlig ikke plads et andet sted i rummet, hvor du med held kan anbringe et klædeskab.
Mette Wotkjer
Læs også: Tips til den lille stue