Stue

Sofa-inspiration: 24 smukke sofaer til din stue

Stuen er et af de vigtigste rum i hjemmet, og sofaen det mest centrale møbel. Der skal være plads til alle, den skal være god at sidde i, og så skal den selvfølgelig passe ind i indretningen. Vi har derfor samlet 24 smukke sofaer til inspiration.

Sofaen er et indbydende møbel, som inviterer til afslapning, fællesskab og gode stunder.

Det kan dog være svært at vælge den rigtige sofa, da der skal være en række betingelser, der er opfyldt. Du skal derfor gøre op med dig selv, hvad dit specifikke behov er, da sofaer fås i mange varianter.

Hvilken sofa skal du vælge?

Skal der være plads til afslapning og fokus på komfort, skal du vælge en sofa med dybe sæder og bløde puder. Foretrækker du at sidde mere oprejst, skal du gå efter en sofa med faste hynder og en høj ryg.

Rummets størrelse er også vigtig at have i mente. Har du en lille stue, skal du vælge en let sofa i lyse farver, mens en stor stue giver plads til at lege med materialer og form. Det er også vigtigt at huske på, at din sofa skal harmonere med resten af rummet. 

Vi har her samlet en række lækre sofaer, som du helt sikkert kan blive inspireret af. 

SE OGSÅ: Sofa-guide: Sådan finder du den perfekte sofa

Sofa-inspiration: 24 smukke sofaer til din stue

Lædersofaen er en klassiker. Den er tidløs og fungerer sammen med både moderne og klassiske stilarter, hvilket gør, den ikke går af mode. Sofa 3300-series af Arne Jacobsen, lampe fra Le Klint FOTO: Peter Kragballe

 

Lad sofaen være i samme nuance som resten af rummet for at binde indretningen sammen. Det skaber samtidig også harmoni. Sofa fra Eilersen, kurv fra Lillerød, vase fra Menu, lågkrukke fra Hele Mardahl. FOTO: Carina Krüger

 

En sofa med hårde puder giver et mere stringent og simpelt udtryk. Derudover er en sofa med hårde puder god, hvis du godt kan lide at sidde meget oprejst. Sofa fra Menu, billede fra Bendtsen, bord fra Gubi. FOTO: Andrea Papini

Sofaen behøver ikke altid være firkantede. En sofa med en anderledes og assymetrisk form giver et legende udtryk i stuen. FOTO: Greg Cox

SE OGSÅ: 35 inspirerende stuer

Ved at lade sofaen have samme farve som væggen skaber du et simpelt og minimalistisk udtryk. Brug farverige puder for at skabe kontrast til sofaen. Bord og PK22 stol fra Fritz Hansen, sofa fra Bolia, bordlampe fra Rue Verte. FOTO: Martin Sølyst

 

Giv rummet karakter ved at vælge en sofa i en farve, som adskiller sig fra resten af interiøret. Sofa fra Bolia, lampe af Muller van Severin for Valerie Objects. FOTO: Martin Sølyst

 

Den grå sofa er et sikkert valg og kan nemt kombineres med farverigt interiør og puder. Sofa fra Ikea, stole og bord af Poul Kjærholm fra Fritz Hansen. FOTO: Christoffer Regild

 

Det giver en personlig og moderne stue at bruge to forskellige sofaer sammen i stedet for den klassiske hjørnesofa. Arne Jacobsen sofa, vase Kahler. FOTO: Kira Brandt

En sofa i pastelfarver gør rummet lyst og roligt. sofa fra Erik Jørgensen, safaristol af Kaare Klint FOTO: Stylesystemet

 

En sort sofa i et råt materiale giver kant til et helt lyst rum. Togo-sofa fra Ligne Roset. FOTO: Birgitta Wolfgang Bjørnvad

 

En sofa med dybe sæder og bløde puder indbyder til afslapning. Hvis sofaen samtidig er en hjørnesofa, understreger det den hyggelige stemning. Sofa fra Eilersen. FOTO: Peter Kragballe

 

En sofa i en stærk farve er med til at lyse rummet op og bidrager samtidig til, at det syner større. Ours Polaire af Jean Royère, lampe af Serge Mouille, sofabord af César Pubat. FOTO: Yvonne Wilhelmsen

SE OGSÅ: 14 stilfulde tv-møbler til din stue

En sofa behøver ikke nødvendigvis at have ben. Denne hvide pude-sofa giver en afslappet og uformel stemning i stuen. Jo simplere din indretning er, jo mere kommer sofaen også til udtryk. FOTO: Jan Verlinde

 

Har du mange forskellige materialer og farver i stuen, er det en god ide at vælge en sofa i afdæmpede farver. FOTO: Pauline Logoff

 

Ved at indrette stuen med en lav sofa får man indtrykket af, at der er højt til loftet. Sofa fra Bolia, gulvlampe fra Artemide, væglampe fra Gubi, sidebord fra Gubi, Pelikan-stol fra House of Finn Juhl. FOTO: Kira Brandt

En flettet sofa med blomstrede puder emmer af vintage og giver indtreningen et strejf af natur. Kurvesofaen fra Bo-Tikken, standerlampen AJ er designet af Arne Jacobsen, bordlampe af Isamu Noguchi fra Vitra og loftlampe fra Ay illuminate. FOTO: Christoffer Regild

 

Hvis du vil have en rolig stemning i stuen, så vælg møbler, og mal vægge i støvede farver, der matcher hinanden. Ox Chair af Hans J. Wegner, sofa fra Erik Jørgensen. FOTO: Kira Brandt

 

Det giver en rolig atmosfære i stuen at bruge sofaer i naturlige materialer og afdæmpede farver. Daybeds fra Ikea X Ilse Crawford, mønstrede puder fra Helene Blanche, æsker fra Nter. FOTO: Christina Kayser O

 

En stue med lyse gulve og hvide lofter går godt i spænd med naturmaterialer og afdæmpede farver. Sofaen er designet af Sabrina Ficarra og fås hos Beau Marché. Kunst fra The Apartment, bord af Poul Kjærholm, fletstol af Wegner. FOTO: Kira Brandt

SE OGSÅ: 25 nordiske stuer

En lædersofa har den særlige fordel, at den får smuk patina af at blive brugt, og derfor kan det være en god investering, som kan holde i mange år. Sofaen er fra Le Corbusier, safaristolen designet af Kaare Klint er fra Carl Hansen & Søn, lampe af Muller van Severen hos Studio X og kunstværkerne er af Côme Clèrino købt hos galleriet Les Gens Heureux. FOTO: Birgitta Wolfgang

Møblernes mørkeblå farve fanger øjet og skaber liv i den afdæmepde stue. Er du ikke til pangfarver, men vil du alligevel gerne have lidt farve ind i din indretning, så er blå nuancer gode valg, som ikke "larmer" for meget. Sofaen og stolen er fra Eilersen. Marmorbordet er italiensk og er fra Galotti & Radice. FOTO: Ditte Capion

 

Hold sofaen i en enkel og afdæmpet farve for at lade stuens detaljer og interiør fylde. Sofa fra Eilersen, loftlampe fra Petite Friture. FOTO: Ditte Capion

 

Vælger du en sofa i materialet velour, får den et indbydende og spændende indtryk, når tekstilet changerer i lyset.  Sofa fra Sofacompany. FOTO: Mikkel Dahlstrøm/Another Studio

 

'

Runde former på sofaen giver indretningen et blødt udtryk, selvom farverne er kraftige. sofa fundet på lauritz.com, sort standerlampe af Arne Jacobsen hos Louis Poulsen. FOTO: Anitta Behrendt

SE OGSÅ: Sådan styler du sit sofabord