
5 annekser til din have
Savner du et ekstra rum i dit hjem? Så skulle du måske overveje et anneks. Her får du inspiration til fem forskellige annekser til din have.
Har du en drøm om et anneks i din have? Et gæsteværelse eller teenagebolig? Værksted eller værested? Atelier eller måske bare lidt albuerum? Så kig med og få inspiration til det dyre, det billige, det svenske - eller bare det helt rigtige - anneks.
Læs også: 5 idéer til en harmonisk bolig!
Et anneks kan bruges til mange ting. Bor du småt, er dit helt eget anneks til din hobby eller arbejde måske dit tiltrængte frirum. Har du en stor have, har du mulighed for at udnytte dit areal til en ekstra stue, et gæsteværelse, et herreværelse eller måske en moderne salon til festlige lejligheder? Mulighederne er uendelige, men en ting er sikkert: Et anneks er en sikker investering!
Læs også: Drømmebolig med højt til loftet!
Overvej din placering og din udsigt, når du skal købe eller bygge dit anneks, så du får mest muligt ud af din investering. Søger du fred og inspiration, kunne du overveje at placere det med optimal udsigt. Er det et gæsteværelse eller en ekstra stue, du skal bruge annekset til, kan du overveje om annekset skal have en tilhørende terrasse, om det skal stå i ly af træerne, om det skal have et godt lysindfald og så videre.
Læs også: Få lounge-stemning på altanen!
Få inspiration til netop dit anneks i nedenstående galleri, hvor vi har hentet inspiration rundt omkring fra kloden.
5 annekser til din have


Frit valg
Hos Anneks-Eksperten bestemmer du selv, hvor stort dit anneks skal være - og næsten hvor billigt. Du kan i hvert fald slippe endnu billigere ved selv at male lofter og vægge og stå for el-installationer. Til gengæld får du gedigent håndværk i det fine anneks, beklædt med klinkbygget lærketræ. 10 m² (som modellen), 6.700 kr. pr. m² inkl. moms og terrasse (Anneks-Eksperten). Læs mere her!


Moderne idyl
Det ligner en skærgårdsdrøm, og det er også, hvad det er – det smukke, særlige minihus fra Sommarnöjen, hvor arkitekterne bag forsøger at give ’dine drømme et landsted’. Mindre kan måske gøre det, men smukt ser det ud i dets særlige form og enkelhed. Modellen her hedder TVH1 fra Tham & Videgård Arkitektkontor. AF Special i hvidt, 10 m², 260.000 sv.kr. 15 m², i rødt, 380.000 sv.kr. hvis du bygger i Sverige. Læs mere her!


Det sjove rum
Danske Link Company kalder deres anneks for FunRoom eller ’det ekstra rum i haven’, som du kan bruge til kontor, gæsteværelse eller dit eget lille fristed. Det ’ekstra rum’, som vist på billedet, leveres i kraftige kvalitetsmaterialer, isoleret og med ti års garanti. 15 m², 113.000 kr. inkl. moms. Læs mere her!


Vild letvægter
KitHAUS holder til i Los Angeles og San Fransisco, og deres modulbaserede 'guesthouse’ med trælameller til at dæmpe solens stråler kalder måske også nok på en lidt højere gennemsnitstemperatur, end vi er vant til her til lands. Til gengæld er det helt unikt, lavet af aluminium, let og alligevel bundsolidt. Cirka 11 m², pris fra 29.500 US dollar. Læs mere her!


Svensk romantik
Det er genbrug, det er svensk, og så er det supercharmerende. Den prisbelønnede designer Mats Theselius har skabt denne populære, simple enmandshytte, der er lavet af genbrugstræ fra gamle lader. Den lille hytte skal hive dig ud af stress og storby og ind i dit eget lille, stille rum. Dét står da også i den lille bog, der følger med, når du køber Eremitens Koja hos svenske Arvesund. 7,7 m², pris: 80-130.000 sv. kr. Læs mere her!