INTERVIEWS

Cecilie forfulgte sin drøm

I maj-nummeret af modemagasinet IN kan du i modeserien Stjernedrømme i LA se den smukke model Cecilie Greve Carlsen, som har taget springet og er flyttet til LA for at leve sin drøm ud.

Den smukke, danske model Cecilie Greve Carlsen har besluttet sig for at forsøge at slå sit navn fast som model og skuespiller i USA. Her fortæller Cecilie om, hvordan hun forfølger sin drøm om at slå sit navn fast som skuespiller.

Vågnede op og vidste, hvad hun skulle
- Jeg studerede dansk og arkæologi på universitetet i tre år og vidste, at det ikke var mig. En dag vågnede jeg og vidste, at jeg skulle til Los Angeles - uden at jeg nogensinde havde været i USA - og at jeg skulle spille skuespil. Ja, det var meget mærkeligt, men det kom helt indefra, fortæller Cecilie Greve Carlsen. Få dage forinden havde Cecilie tilfældigt mødt sin nuværende kæreste, der boede i Los Angeles. Han tilbød Cecilie, at hun kunne rejse med ham derover og se, om det var noget for hende. - Vi tog af sted, og ja, jeg må indrømme, at mine forældre ikke med det samme syntes, det var den bedste ide, siger Cecilie.

Fik visum gennem sin modelkarriere
Da Cecilie ankom til LA, tænkte hun, at hun måtte have taget grueligt fejl, og aldrig ville kunne falde til i byen. - Men jeg skiftede mening, da jeg fandt de gode steder i LA, begyndte på en skuespilskole og fik nogle venner, siger Cecilie. Næste skridt var, at Cecilie skulle have et arbejdsvisum, hvilket er svært at få. - Vi tog hjem til Danmark igen og tænkte over sagen. Da jeg har været model, siden jeg var 14 år, tænkte jeg, at mine kontakter i modelbranchen kunne være vejen ind. Vi kontaktede så en amerikansk advokat, som samarbejdede med mit modelbureau Unique Models, hvor min geniale booker Jeppe arbejdede på sagen, og som resultat fik jeg mit arbejdsvisum, fortæller hun.

Buddhisme hjælper hende igennem
Cecilie har arbejdstilladelse i foreløbigt tre år og er i fuld gang med at realisere sin drøm. - Jeg går til skuespil tre gange om ugen, har optrædener på teatret Santa Monica Playhouse, har været med i en gyserfilm, kører rundt til flere castings om dagen og har jobs et par gange om måneden. Jeg har lige fået en god agent, som sender mig ud på de store reklamecastings. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at det var muligt at gå efter sin drøm og få ting til at lykkes. Buddhisme er også blevet en del af min hverdag. Den lærer mig, at uanset hvad der sker, så er jeg stærk nok til ikke at tillægge det så meget værdi, at det får mig til at vælte på vejen og opgive, når det gælder min drøm, fastslår Cecilie.

LÆS OGSÅ:
Mod til at gå efter karrieren

Læs mere om: