INTERVIEWS

Christy Turlington | Supermodel vil redde kvindeliv

Christy Turlington oplevede alvorlige komplikationer i forbindelse med fødslen af sit første barn. Oplevelsen satte sig fast i hende og blev startskuddet til den organisation, der betyder, at hun i dag har udskiftet catwalks i Paris, Milano og New York med slumkvarterer og fattige landsbyer i tredjeverdenslande. IN har mødt den tidligere supermodel.

Christy Turlington er født 2. januar 1969 i Californien. Hun begyndte at arbejde som model som 14-årig, og som 18-årig flyttede hun til New York, hvor hendes karriere for alvor tog fart. Hun var en del af den gruppe af modeller, som i 1990’erne gik under betegnelsen ‘supermodeller’, og som også talte bl.a. Cindy Crawford, Naomi Campbell og Helena Christensen.

Hun er uddannet på New York University og Columbia University, hvor hun både har læst filosofi, religion og folkesundhed. Hun har samarbejdet med flere velgørenheds-organisationer og grundlagde i 2012 Every Mother Counts, der arbejder for at skabe bedre forhold for fødende kvinder – ikke bare i tredjeverdenslande, men også USA. Hun er gift med filminstruktøren og skuespilleren Ed Burns, som hun har børnene Grace og Finn med. Familien bor i New York.

Mens de andre tog i byen, tog Christy Turlington på universitetet

Sådan lød det om kvinden, der var den måske allermest ‘super’ af alle 90’ernes supermodeller. Og selv om det måske er sat på spidsen, at mens kollegerne – der talte Naomi Campbell, Linda Evangelista og Cindy Crawford – gav den gas med champagne­fester, rockstjerneflirts og divaattitude, så sad Christy Turlington med hovedet i en bog, er der noget sandhed i historien.

Se også Christy Turlington sammen med de andre 'Supers' fra 1990'erne

Der findes ingen skandaleanekdoter om den nu 47-årige amerikaner, som er gift på 13. år med filminstruktøren og -skuespilleren Ed Burns, og faktum er, at da modelkarrieren begyndte at stilne af, trak hun stikket til glamourverdenen og blev optaget på først New York University og siden det prestigefyldte Columbia i New York og uddannede sig i filosofi, religion og folkesundhed.

I dag bliver hun stadig indimellem lokket til at stille op foran kameraet, men den verden, der optager hende mest, ligger langt fra modens hovedstæder. Den verden er Haiti, Indien, Syrien – steder, hun har besøgt og arbejdet med organisationen Every Mother Counts, som Christy Turlington grundlagde i 2012.

– Da jeg fik mit første barn, oplevede jeg komplikationer efter fødslen. Det var skræmmende, for det var ikke noget, jeg havde regnet med, eller som man havde kunnet forudse. Men der var dygtige mennesker, der tog sig af mig, så mit liv var aldrig i fare, fortæller Christy Turlington om, hvordan ideen til organisationen, som arbejder for at nedbringe antallet af kvinder, der dør i barselssengen, opstod.

Every Mother Counts rejser rundt i verden, hvor organisationen uddanner sundhedspersonale, bl.a. jordemødre, og sørger for, at gravide kvinder har adgang til ordentlige klinikker.

– Efter jeg havde født, forsøgte jeg at forstå, hvad det var, der var sket, og jeg fandt ud af, at mange piger og kvinder oplever samme type komplikationer, men de har ikke adgang til det samme sundhedsvæsen, som jeg havde, og derfor dør mange af dem. Det kunne jeg slet ikke få ud af hovedet igen. Jo mere jeg dykkede ned i det, jo mere kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at gøre noget, siger hun videre og påpeger, at det ikke kun er i tredjeverdenslande, det halter.

USA er et af 13 lande, hvor antallet af kvinder, som dør i forbindelse med en fødsel, stiger. Og det har det gjort i 20 år.

– Det er et verdensomspændende problem, siger Christy Turlington – og retter så sig selv, da hun husker, at hun sidder over for en svensk, en norsk og en dansk journalist.

– Ikke i Skandinavien. I gør det bedre end nogen andre, helt sikkert. Jeg tror, det er, fordi alle har lige adgang til sundhedsvæsnet, og fordi jordemødre er en del af jeres sundhedssystem. Tingene hænger sammen, og det betyder, at folk ved, hvad de skal gøre, når der opstår komplikationer. I USA er der to ekstremer: Enten får du for meget medicin og for meget opmærksomhed, eller også får du ingenting, siger hun.

LÆS OGSÅ: Kig indenfor hos Gwyneth Paltrow

Nostalgi, nej tak

IN møder hende i Paris til lanceringen af en række nye produkter fra Biotherm, som hun er kampagnemodel for. Hun fortæller, at hun ikke bruger nogen særlig tid foran spejlet hver morgen, for hun vil hellere ‘leve livet end at bekymre sig om skønhedsrutiner’. Og det fungerer tilsyneladende meget godt for hende.

Hun er stadig lige slank og langbenet. Kindbenene træder tydeligt frem, øjnene er store og klare, og hun har en næsten piget udstråling, da hun træder smilende ind i lokalet i hvide gummisko og svingende hestehale. Hun kunne garanteret stadig leve – og leve godt – af sit udseende, men hun savner på ingen måde tiden som topmodel.

– Jeg tænker altid på nuet som den bedste periode i mit liv. Det var en vidunderlig tid, men det er så længe siden, og jeg tror, jeg tænker tilbage på den, ligesom andre mennesker tænker på deres skoletid: Det var fedt, men det her er bedre. Det er bedre at være voksen, siger Christy Turlington, der mange dage lever et ‘normalt’ liv i New York, hvor hun følger sine børn i skole, presser en yogatime ind og så indfinder sig på sit kontor på Manhattan – hvor hun arbejder, til børnene skal hentes igen, og den lille familie samles derhjemme.

Hun siger, at hun på ingen måde er nostalgisk anlagt, når det gælder 1990’erne og supermodellernes storhedstid. Men det kan hun mærke, at andre mennesker er.

– Jeg forstår det stadig ikke helt, men det var nok noget særligt. Det er noget underligt noget, når popkultur bliver en del af historien, og man bliver forbundet med den tid – og så er den forbindelse der for evigt, siger hun.

Q&A med Christy Turlington - Tips fra en supermodel

Hvordan plejer du dig selv?
– At være sund og rask er skønhed for mig – jeg bruger meget lidt tid på skønhedspleje. Når jeg står op, vasker jeg mit ansigt og putter en creme på, som føles lækker og dufter godt. Og så er jeg den, der er strøget, og jeg skænker det ikke en tanke, før jeg gør præcis det samme, inden jeg går i seng. Jeg kan egentlig godt lide selve ritualet, men jeg har sjældent tid til at gøre mere ud af det.

Hvad betyder sundhed for dig?
– Det betyder alt – at være sund og rask er det allervigtigste, vi har. Da jeg var yngre, sagde min mor altid til mig: ‘Health is your greatest wealth’ (‘et godt helbred er din største rigdom’, red.). Hun har ikke selv opfundet det udtryk, men hun sagde det igen og igen. Og nu kan jeg se, at hun havde ret. Det er dumt ikke at gøre alt, hvad vi kan for at føle os sunde og se sunde ud. Det føles bare bedre. Det er også en af de værdier, jeg forsøger at give videre til mine børn. Det er langtfra alt i vores liv, vi kan kontrollere, men vi bestemmer, hvad vi spiser, og hvordan vi tager vare på os selv.

LÆS OGSÅ: Mor-datter-duo | Anden generation af modeller er klar

Hvordan kommer du ned i gear?
– Jeg synes, det er lettere at slappe af, hvis jeg har brugt min krop, så det er der, jeg begynder. Ellers er meditation en god måde at få ro i kroppen på.

Har du altid været så sund?
– Ud over at jeg røg som teenager, og da jeg var i starten af 20’erne – hvilket overhovedet ikke er sundt! – har jeg altid levet ret sundt og rørt mig meget. Jeg dyrkede meget sport som barn, og vi var meget udenfor i min familie.

I galleriet kan du få et tilbageblik på Christy Turlingtons liv og karriere som model:

Christy Turlingtons liv og karriere

LÆS OGSÅ: VOGUE | Kate Moss poserer med datter