INTERVIEWS

DOING GOOD | Fire kvinder, der alle gør en forskel

Der findes mange måder at få livet til at give mening. For disse fire kvinder er det, når den tid, de bruger enten på deres job eller i deres fritid, har en positiv indvirkning på andre og den verden, de lever i.

Hanne Danielsen, 54 år 

På andet år adm. Direktør på Grennesminde – et bo- og uddannelsessted for unge med særlige behov. Har lagt produktionen på stedet helt om og bl.a. åbnet et økologisk bageri og kantinevirksomhed, så stedet nu vækster og skaber arbejdspladser for de unge. Se mere på gminde.dk

Jeg har engang sagt, at jeg nærmest er ved at dø af lykke hver eneste dag i dette job, og sådan har jeg det stadig. Jeg havde ikke forventet, at jeg ville få det sådan, da jeg tog jobbet, men det her sted og det, vi skaber, får mit hjerte til at slå så hårdt, at det indimellem ligger på grænsen mellem smerte og glæde. Det kan mærkes rent fysisk og betyder også, at jeg helt bogstaveligt kan mærke mange timer af min arbejdstid. Jeg vidste, at der lå en stor opgave foran mig med at drive stedet, men at jeg ville få så stor glæde ud af det, er en ekstra dimension, der nærmest overraskede mig bagfra. Når jeg vågner hver morgen, så ved jeg, hvorfor jeg går på arbejde. Vores unge bliver kaldt unge med særlige behov, men jeg kalder dem særlige unge med al den kærlighed, der er hæftet på det. De udfordringer, de har haft gennem livet, gør dem til noget særligt. De snakker om og siger andre ting, og de arbejder hårdt – hårdere end mange andre. Vi skaber noget sammen med dem og for dem, og de flytter og udvikler sig og tør lægge arm med tilværelsen. Der ligger megen glæde i den skabelsesproces.

Jeg er i et stykke tid blevet trukket i retning af den her type job. Tidligere har jeg brugt min fritid til at være ambassadør for Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp. De jobs tog jeg, fordi jeg blev spurgt, og fordi jeg syntes, det kunne være sjovt at få opgaverne forbundet med dem til at lykkes. Dog tænkte jeg undervejs, at måske skulle jeg bytte rundt på job og fritidsjob, uden at jeg var helt klar over, hvad det så skulle indebære. Det måtte dog gerne være noget med unge. I takt med at jeg bliver ældre, oplever jeg, at kontakten med børn og unge er ekstra vigtig. De giver mig noget at tænke over, fordi de tænker anderledes end mig selv. Jeg bliver så træt af at gentage mig selv og kommer let til at kede mig over mine egne tanker. 

Det mest udfordrende for mig lige nu er at sikre, at jeg holder gejsten oppe hos mine kolleger. Når man står midt i en forandringsproces, som vi har gjort de sidste to år, og som de har gjort en hel del flere år, fordi der har været skiftende ledere her, så kan man godt blive udmattet. Vi er samtidig frontløbere og iværksættere på området, så vi tager alle slagene og skal overbevise alle om, at indsatsen er det værd. Så jeg sørger blandt andet for at få fortalt alle, at jeg ser, hvad de går og knokler med, og fortæller dem, at retningen er rigtig, og alting går, som det skal. 

Noget af det, jeg har været glad for i mine tidligere jobs, og som jeg har taget med over i dette, er samarbejdet med erhvervslivet. Langt de fleste i erhvervslivet tager ansvar, og når man bringer hjerner fra det offentlige og private sammen, så sker der ting. Vi flytter på noget og skaber nye rammer. Den slags samarbejde har fyldt meget i min karriere i mange år, fordi det er så pokkers vigtigt at blande hjerner.

Mit succeskriterie for Grennesminde er delt op i to: wow og vigtighed. Jeg vil ønske, at man siger wow, når man støder på noget, der har med stedet at gøre. Det kan være alt fra vores pædagogik og bageri til vores grøntsager og måde at samarbejde med kommunen på. Det andet er, at det, vi laver, skal være rigtigt. Her lader vi ikke, som om vi bager, dyrker grøntsager eller skaber noget for de unge. Det skal være rigtigt. Når folk kommer udefra, skal de opleve, at det har en værdi at holde møder med os eller lave samarbejder med os. For de unges vedkommende betyder det, at målet er, at vi sammen skaber de rammer, der gør, at de får en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er så vigtigt at have et job, fordi det giver et tilhørsforhold til samfundet. Ligesom kolleger er uundværlige, fordi de har en helt anden værdi end venner og familie. Derudover vil jeg gerne bruge stedet her som et rum til at tænke i nye velfærdsmodeller og nye måder at skabe vækst på. 

Jeg har travlt med at slå fast, at alt, hvad man har med at gøre, skal være professionelt. Jeg er begejstret for ildsjæle, men endnu mere begejstret for professionelle ildsjæle. Det er ikke nok at være god, at have et godt hjerte og ville hjælpe. Man kan gøre folk en bjørnetjeneste med for meget godhed, og det bringer ikke nogen i den rigtige retning. Vi skal i stedet gøre folk livsduelige. Jeg bliver udmattet, når jeg hører om folk, der vil hjælpe andre – det er intimiderende. Skab i stedet noget sammen, klæd dem på, vær professionel.
 

‘Godhed i sig selv skaber ikke vækst’.
 

Det bedste råd, jeg kan give til andre, der gerne vil ændre noget for andre mennesker, er, at de skal blive dygtige til noget. Omdrejningspunktet er ikke at ville gøre godt, men at være dygtig. Mange af de ansøgninger, jeg får hertil, kommer på en eller anden måde omkring, at personen gerne vil gøre godt, og det er ikke interessant. Godhed i sig selv skaber ikke vækst. Tro ikke, at du skal hjælpe nogen, men arbejd i stedet ud fra respekt, glæde og faglighed. Og til virksomhederne vil jeg sige, at de i højere grad skal turde tænke stort og i sammenhængskraft og partnerskaber. Man kan fx tænke om vores virksomhed, at vi kun sælger uddannelsespladser, men vi sælger også modeller for ny velfærd. Vær heller ikke bange for at dele og give væk af det, du ved. Vi har et ansvar for, at det gode initiativ om det gode menneskesyn når ud til alle. 

Camilla Bredholt, 49 år 

Har de sidste otte år siddet som formand på frivillig basis for United World Colleges (UWC), et job, hun dog stopper med her i november. Hvad der så skal ske, er hun ved at blive klog på. Var med til at starte læger uden grænser op i Danmark.

I al den tid, jeg har arbejdet med fundraising og godgørende formål, har jeg været meget heldig med at få mine ideer og tiltag ført ud i livet. Jeg har haft succes med det og har derfor været heldig med altid at have noget at lave – hvad enten det har været frivilligt eller professionelt. Det, der optager mig lige nu, og det, jeg gerne vil arbejde med, når mit job hos UWC slutter i november, er stadig på et ideplan. Det er en stemning i højere grad, end det er noget konkret. En følelse og et ønske om at skabe en organisation, fond eller virksomhed, der arbejder med forståelsen mellem mennesker. Jeg synes, vi mangler mere høflighed, hjælpsomhed og hensyntagen. Vi har så travlt med os selv og vores eget, at vi glemmer at være der for andre. Vi skal også være mindre mistroiske, vende bøtten rundt og begynde at stole på og se det positive i hinanden. I dag er det jo næsten altid sådan, at det er kunden, der lyver. Og hvis du mødes af politiet, er du skyldig, indtil det modsatte er bevist. Det er forfærdeligt. Det emne er sindssygt vigtigt for mig. For vi kan jo ikke blive ved, sådan som det er nu. Vi skal leve i en verden, hvor vi kan være hinanden bekendt og få det bedste ud af hinanden. I UWC er mottoet ’embrace difference’, og sådan er mit verdenssyn. Det, der sker i Syrien og ude i verden, påvirker jo også os. Vi kan ikke bare lukke grænserne og øjnene for det, og der er nogle ting, vi må give afkald på, for at vi kan hjælpe andre.

Jeg har efterhånden siddet i mange godgørende organisationer og fonde som fx Prins Nikolai og Felix-fonden samt Den Gule Flyver, der hjælper adfærdsvanskelige børn, men jeg sidder kun i dem, så længe jeg har noget at bidrage med. Så snart jeg kan mærke, at mine ideer går i ring, så overgiver jeg min post til andre. Sådan var det også med Læger Uden Grænser. Jeg stoppede, da jeg følte, at der skulle nye kræfter til, og jeg har aldrig fortrudt det. Jeg kan dog godt savne stemningen fra dengang, vi startede Læger Uden Grænser. Hvor der var et buzz og et sammenhold om at skabe noget givende og nyt. Den følelse jagter jeg stadig.

At ville gøre en positiv forskel er en grundstemning inden i mig. Jeg har som sådan altid haft det sådan. Da jeg i starten af 20’erne rejste rundt i Pakistan og Indien med en veninde, blev vi begge meget påvirkede af, hvordan og hvor ufatteligt fattigt mange levede, men vi reagerede forskelligt på det. Hvor hun blev meget berørt, blev jeg indigneret. Jeg husker, at jeg tilbød en banan til en dame, der tiggede, men hun smed den væk og ville hellere have penge. Jeg følte, at hun udstillede sig selv og udnyttede situationen. Det satte gang i noget i mig – pludselig så jeg fattigdommen med egne øjne, og det gav mig lysten til at ændre noget på et overordnet plan. Jeg er blevet tilbudt mange jobs, men hvis arbejdsområdet bliver for snævert og kun forandrer  noget for få mennesker, så er det ikke mig, der skal løfte opgaven. Jeg vil være med til at ændre vilkårene for mange. 

Det bedste råd, jeg kan give til andre, der gerne vil flytte på noget, om det så er deres egen virksomhed eller noget humanitært, er, at de skal bruge deres netværk. Læger Uden Grænser var aldrig blevet til noget, hvis ikke mine venner og familie havde bakket op og hjulpet til. Det er ikke en skam at spørge om hjælp. Brug alle i dit netværk, det gør jeg selv lige nu. Brug forældrene i børnehaven, hvis du ved, at de sidder inde med viden, du kan bruge. Alle vil gerne give et godt råd. Jeg bruger ikke selv netværksmøder, men jeg bruger mit netværk. Rent personligt synes jeg også, det er godt, hvis man har nogen at se op til og finde inspiration hos. 
 

‘Jeg spiller mine ideer op af så mange mennesker som muligt’.

 

Hvordan man rent praktisk kommer fra følelsen af at ville gøre noget til faktisk at handle på det, er lidt mere tricky. Lige nu sidder jeg jo selv i en situation, hvor jeg skal gå fra tanke til handling. Min taktik er at spille mine ideer og tanker op af så mange forskellige mennesker som muligt. Det får jeg så meget ud af. Nye vinkler, reaktioner og inspiration. Jeg snakker og snakker åbent og får på den måde be- eller afkræftet, om jeg er på rette vej. Jeg går fx med tanker om at komme i praktik på Christiansborg – jeg bliver nok en af de ældste praktikanter – men jeg vil gerne se, hvad der sker derinde og få nye ideer derfra. Jeg tror meget på, at ting sker, når de skal ske, men det handler også om at være ærlig over for sig selv og lytte til sig selv. 

Jeg tog valget at gå hjemme, mens børnene var små, mens min mand (film-instruktøren Peter Flinth, red.) hev lønnen hjem. Det har været et tilvalg. Bare fordi man går hjemme, betyder det ikke, at verden går i stå. Man kan sagtens bruge få eller mange timer hver dag på at arbejde for sin sag.

Min drøm er, at jeg om 10 år sidder et sted, hvor jeg har ind-flydelse i forhold til at forandre verden til det bedre. Det lyder så frelst, men det er min motor, og så må vi se, hvor det fører mig hen. Jeg har en fornemmelse af, at det bliver med en international vinkel. Ikke politisk, men måske en uafhængig NGO med en politisk agenda. Jeg tror, jeg kommer til at starte noget nyt op, og jeg er meget åben for, hvad der byder sig til. Jeg vil dog blive ved med at lave noget, der bevæger sig i den humanitære sfære.

LÆS OGSÅ: PORTRÆT | Kom tæt på skuespillerinde Beate Bille

Pia Beck Rydahl, 40 år 

Familieterapeut i sin egen virksomhed, Hverdagens Helte. bruger derudover sin fritid som rådgiver i Børns Vilkår. 

En del af den benzin, der driver mig, er glæden ved at bidrage til, at andres relationer og samspillet mellem hinanden bliver så frit og givende som muligt. Frihed til at være den, man er – i de relationer, man har – er vigtigt for mig både personligt og i mit arbejde som familieterapeut i min virksomhed Hverdagens Helte og som rådgiver i Børns Vilkår. 

Da jeg var 24 år og blev mor til min søn, gik jeg ind i flere udviklingsprocesser, der vækkede mit ønske om at gøre en forskel i verden. Min oplevelse som nybagt mor med de frustrationer og glæder, det gav, udvidede min bevidsthed og gav mig lyst til at være noget for andre mennesker. Jeg arbejdede med tøjdesign før den tid og savnede kontakten til mennesker samt følelsen af at gøre noget meningsfuldt.  

På Børns Vilkår får jeg mulighed for at snakke med de udsatte børn og unge derude i landet, som ellers er svære at finde og opdage. Børns Vilkår er jo på en måde et vindue ind til børnenes liv, og når vi ser derigennem, kan vi gøre en forskel. Jeg finder tiden til det ved at prioritere det. Det giver mig så meget på et dybere plan at være rådgiver i Børns Vilkår. 
 

‘Jeg har valgt at have et værdibaseret job’.
 

At lave det jeg gør – både i Hverdagens Helte og i Børns Vilkår – sker ud fra en dybere prioritering i mit liv, fordi jeg har valgt at have et værdibaseret arbejde som er i integritet med det, der får min indre ild til at brænde. Jeg oplever derfor ikke, jeg har fravalgt noget. Det skulle lige være at tjene mange penge. Det er vigtigt for mig, at der er balance mellem mit arbejdsliv og familieliv, og at – hvis balancen ryger – finde tilbage til den igen. Jeg føler mig meget sjældent træt af at lave det, jeg gør, fordi det ikke føles som at gå på arbejde. Jeg ved ikke noget mere givende end at bidrage til, at børn og unges liv bliver mere trygt og frit for dem. 

Helt personligt giver det, at jeg hjælper andre, mig følelsen af virkelig at have mødt, anerkendt og set nogle af de børn og unge derude i Danmark som ellers gemmer sig eller ikke bliver opdaget i deres mistrivsel. Det er børn og unge, som jeg ellers ikke møder i mit arbejde hos Hverdagens Helte, da de børn er mere ressourcestærke og fx har forældre, som er bevidste om at søge hjælp til den unge eller hele familien. 

I Børns Vilkår taler vi med alle typer børn med ofte meget svære problematikker, som ikke lige kan løses eller fjernes fra dem. Jeg lærer også at lytte nærværende og tale med børn, så de mærker en større tro og håb for deres liv. Det giver bare så meget mening.

Jeg drømmer om, at temaer som selvværd, grænser, empati, mindfulness og yoga er en del af alle skolers skemaer. Jeg har arbejdet for det længe og ser for mig, at det bliver en del af en skoleelevs hverdag og læring. At lære om at være et helt menneske, og at man skal trives med sig selv for at trives med andre i et fællesskab. Det må være et af de vigtigste fundamenter, man kan give børn – de skal jo bruge det resten af deres liv. En af mine større drømme er, at vi i Folketinget har et børne/ungeråd med unge, som har personlige erfaringer med at være lille statsborger i Danmark. Et råd, som bliver brugt i alle beslutninger, der har med børn og unge at gøre.  

Når jeg ser visionært ind i fremtiden og sætter mig mål, kan jeg godt lide, at der er en balance i ’væren’ og ’gøren’. Om 10 år vil jeg gerne have udviklet og afviklet sider ved mig selv endnu mere. Jeg ønsker at være mere kærlig og tålmodig over for mig selv, at være et autentisk menneske, der tør stå ved min sårbarhed og række ud efter andre, og at være en, der inspirerer endnu flere unge og voksne til at stå ved den, de er. Et mere konkret mål er, at jeg gerne vil skabe et stort skønt værested, hvor jeg både bor med familien og har faciliteter til min yoga-undervisning, kurser og plads til udsatte unge. Et sted med natur, dyr og luft, der emmer af accept og plads til alle. 

Er du en person, der hjælper og støtter andre, har du højst sandsynligt udviklet den evne gennem mange år. Husk, at det også er o.k. at udvikle den anden side: at hjælpe dig selv og være der for dig selv. At sige fra – også til at hjælpe en, der har brug for dig. At sætte dig selv først. Det gør dig ikke til et ringere og uvenligt menneske. Det giver dig bare en indre balance, som du bedre kan være i – for at kunne være der for andre.

LÆS OGSÅ: PORTRÆT | Mød designer Ilse Jacobsen

Pernille Lützhøft, 50 år 

Adm. Direktør i Bojesen og ambassadør for a race against breast cancer 

Jeg har altid engageret mig i andres liv. Rent personligt giver det mig en stor glæde at gøre noget godt for andre. Jeg har involveret mig i alt fra vores børns dagligdag, et udviklingsprojekt i Bolivia og at arbejde for, at der kommer god mad på hospitalerne, til dengang, vi havde 10 masaier til te hjemme hos os selv. A Race Against Breast Cancer kom ind i mit liv, efter min mor netop var død af brystkræft. Det giver mening at gøre noget for en sag, som jeg har haft så tæt inde på livet. Forskningen udvikler sig positivt, og meget tyder på, at man snart kan diagnosticere via blodprøver og foretage en mere målrettet behandling.

Som ambassadør for A Race Against Breast Cancer har jeg primært arbejdet med den catwalk, vi arrangerer på Axelborg (hvor Bojesen har adresse, red.), hvor kvinder i kemoterapi går modeshow. Det er på alle måder et rørende event, som sætter fokus på brystkræft og tabuet omkring skaldede kvinder i kemoterapi – en bivirkning ved kemoterapi. Desuden skaber vi netop denne dag et fantastisk rum for de 16 fantastisk seje kvinder, som medvirker, hvor de nurses, styles, gøres skønne og til sidst hyldes af de 500 gæster, som har købt billet for at overvære showet. Det er nogle meget smukke og følelsesladede øjeblikke, og jeg er ikke den eneste i salen, der får våde øjne. 

Mit job som ambassadør er så vigtigt for mig, at jeg skubber det foran mange andre opgaver. Heldigvis kan jeg via mit arbejde netværke og skaffe bidragsydere i løbet af dagen. Det er vigtig at finde sponsorer, så fonden får midler, der kan gå til brystkræftforskningen.
 

‘Jeg kan ikke lide at gøre ting, der er ligegyldige".
 

At jeg arbejder med noget, jeg brænder for, gør det nemt at vælge, hvad jeg vil beskæftige mig med, og hvad jeg ikke vil. Jeg kan ikke lide at gøre ting, der er ligegyldige eller blot en vane. Det udfordrer jeg. Det sværeste er at overbevise andre om, at sagen er vigtig. For mig er det jo så indlysende.

Om 10 år er jeg leder for en virksomhed, som har et bredere virke inden for gastronomi. Ikke blot for dem, som selv kan vælge, at de vil på restaurant, men også for dem, som spiser hver dag samme sted, fx de ældre på plejehjem. Snart er jeg og de mange fra min årgang selv i den situation. I forhold til A Race Against Breast Cancer-catwalken, så kunne jeg godt tænke mig at eksportere den til udlandet. 

At involvere sig tager selvfølgelig tid, men det giver energi og mening. Der er brug for folk, der vil. Der er så mange muligheder for at bidrage i dag, så det er egentlig bare om at gøre det.

Pssst… Husk at tilmelde dig INs nyhedsbrev lige HER - så er du altid opdateret på det bedste inden for mode, skønhed og sundhed!