INTERVIEWS

Eddie Redmayne om stil, kvinder og København

IN har talt med Oscar-vindende skuespiller og Omega-ambassadør Eddie Redmayne om, hvad der giver en kvinde god stil, sit forhold til København samt den nye rolle som ægtemand

Mit navn er… Edward John David Redmayne, men… man kender mig som Eddie Redmayne.

Hvis ikke jeg var skuespiller, var jeg nok blevet… kunstkurator. Jeg har studeret kunsthistorie på universitetet, fordi kunst er min anden passion. Men jeg ved slet ikke, om jeg ville være god til det.

Efter jeg fik min Oscar… skete der faktisk ikke noget særligt. Inden oscar-uddelingen var jeg i gang med at optage i London, og morgenen efter fløj jeg direkte tilbage for at filme videre – med tømmermænd.

Jeg arbejder aldrig med… målsætninger. Jeg arbejder med det, jeg er passioneret omkring. Det er den store luksus i mit liv. Jeg har aldrig sagt, at jeg ville være skuespiller, og at vinde en Oscar var aldrig et mål for mig. Jeg var lige så overrasket som alle andre. 

Jeg elsker… København. Jeg besøgte København, da jeg arbejdede med The Theory of Everything, fordi filmens instruktør, James Marsh, bor der med sin danske kone. Det var sommer, og det var så smukt. Men da jeg var i København for at filme The Danish Girl, var det noget mere koldt og gråt. Alligevel sagde jeg til James Marsh, at jeg ville bo der. København er det bedste sted. 

Mit stilikon er… min far. Han arbejder i City of London, så han er utrolig stylet og ret elegant. Han er altid i jakkesæt på arbejde.

For mig er luksus… noget, der er lavet ordentligt. Sådan virkelig ordentligt. Luksus kommer med anerkendelsen af, at noget er lavet til perfektion uden at skrige for meget på opmærksomhed. 

LÆS OGSÅ: Camilla Ottesen: Jeg blev kaldt en billig luder

Mit første ur var… et Swatch, jeg fik som dreng. Dengang havde min far et rigtig smukt Omega-ur, et simpelt, vintageur i guld med sort rem. Omega har altid fascineret mig, fordi de har sådan et utroligt forhold til arv og historie. Det er et stort privilegie for mig at arbejde sammen med dem.

Jeg er mest ked af at have mistet… min fløjlsjakke. Det er lidt pinligt. Der var den her vintagebutik for enden af min vej, hvor jeg købte den. Det var min første jakke, jeg selv købte. Den så ganske grusom ud, men den betød meget for mig. Jeg har mistet den i forbindelse med noget flytning for nylig. Måske var det heldigt, jeg tror i hvert fald, min kone er meget glad for, at den forsvandt.

Jeg har fortrudt, at jeg har købt… alt det tøj, jeg havde på i 80’erne. Selv om det egentlig nok var mine forældre, der købte det til mig.

Jeg bruger ikke en masse tid… foran spejlet. Med mit job har jeg oftest bare træningsbukser og en T-shirt på eller rollernes kostumer. Men jeg kan godt lide at dresse op og have et velsiddende jakkesæt på. 

Det, der har mest betydning for mig i mit klædeskab, er… den jaket, jeg fik af Harley Hughes (chefdesigner for herretøj hos Alexander McQueen, red.) til mit bryllup. Den betyder noget specielt for mig.

En kvinde har stil, når hun… har det godt med sig selv. Det handler om ikke at prøve for hårdt. Eric Fellners kone, Laura Bailey, som er produceren på The Theory of Everything, har en utrolig stil. Den er eklektisk, men det virker bare på hende. Den er modig, men uanstrengt. Det handler ikke om at være forsigtig, men om at lade sin stil matche sin personlighed. 

Som ægtemand er jeg… så romantisk. Det er en ret ny rolle for mig, men jeg elsker det. Min kone, Hannah,  er fantastisk. Hun har været min klippe de seneste par måneder, som virkelig har været hektiske.

Når jeg ikke arbejder… elsker jeg at lave mad. Jeg er ikke specielt god til det, men jeg nyder det virkelig. 

Læs mere om: