INTERVIEWS

En stædig kvinde bag tøjmærket Whiite

Med arrigskab, vilje og stædighed har designer Frederikke Hviid formået at skabe sit eget tøjmærke, Whiite, selvom livet ikke altid har budt hende de bedste forhold.

Frederikke Hviid fremstår som en viljestærk kvinde, der kigger fremad på trods af, at hun har mange lig i lasten. Hun har måttet kæmpe en benhård kamp for at nå alle sine mål. - Hvis jeg ikke kan få noget til at fungere, bliver jeg ved, ved og ved. Jeg VIL lykkes, siger Frederikke Hviid.

Hjemmet gik i opløsning
Frederikke var 13 år, da hendes verden brød sammen, fordi moderen døde. - Tæppet blev revet væk fra den ene dag til den anden. Huset blev solgt, og alt gik i opløsning. Min far havde sklerose og måtte flytte på plejehjem, så det var vildt, vildt hårdt. Frederikke og hendes søster blev sendt på Sorø Kostskole i et år, hvorefter de flyttede ind hos en plejefamilie i Hellerup. - Dér kunne vi ikke blive. Så vi blev flyttet til en ny plejefamilie, hvor det var helt galt. Plejebørnene skulle passe sig selv, når vi altså ikke servicerede den biologiske familie med rengøring og madlavning, fortæller hun.

- Whiite skal gerne passe til karrierekvinden, der ikke har 100 år til at stå foran spejlet og sammensætte det rigtige outfit, siger Frederikke Hviid.

Får inspiration fra sin mor
- Jeg følte mig svigtet af omverdenen og tænkte, at nu skulle jeg vise dem, at jeg kunne blive til noget. De skulle være kede af, at de ikke havde holdt mere af mig, fastslår Frederikke Hviid. Siden hun var lille, har Frederikke Hviid vidst, at hun gerne ville være designer. - Jeg var meget tøjinteresseret som barn - også i hvad min mor havde på - og var hele tiden nede i kælderen og se hendes tøj, fra da hun var yngre. Skabet var tætpakket med de mest fantastiske spadseredragter, og jeg elskede at se gamle billeder, fra da hun boede i Paris. Det er stadig en stor inspirationskilde for mig.

Med udgangspunkt i sig selv
Selvom det har været hårdt har hendes baggrund givet hende den stålfaste vilje og stædighed, som hun blandt andet bruger aktivt, når hun designer sine kollektioner. Lige nu er hun ved at lægge sidste hånd på sommerkollektionen for 2010 - der ifølge hende selv har mere kant, spidse skuldre og lidt mindre flagrende former. - Jeg tager altid udgangspunkt i mig selv og min egen livsstil. Men jeg lader mig også inspirere af kvinder omkring mig, deres behov og af hvad der klæder dem. Whiite skal være rent, ikke larmende, elegant og lidt råt.

Læs også:
Mod til at gå efter karrieren

Læs mere om: