INTERVIEWS

Et farvel til Hollywood-ikonet Lauren Bacall

Hun var Humphrey Bogarts store kærlighed, spillede med i et hav af film og tog verden med storm med sit talent og gode udseende. 89 år blev den smukke legende, Lauren Bacall, der bedrøveligt er død af et slagtilfælde.

Glamourøs, talentfuld og karakteristisk er bare nogle af de ord, der kan bruges til at beskrive Humphrey Bogarts enke Lauren Bacall. Hun fik sit gennembrud ganske tidligt, da hun som 19-årig var med i filmen To Have and Have Not. Det var også her at den unge skuespillerinde med den karakteristiske stemme, mødte Humphrey Bogart, som hun senere giftede sig med. Sammen fik de to børn og var sammen indtil Humphrey Bogart afgik ved døden i 1957.

LÆS OGSÅ: Kronprinsessens liv i billeder

Efterfølgende havde Lauren et meget omtalt forhold til selveste Frank Sinatra. Senere blev hun gift med skuespilleren Jason Robards, som hun fik et barn sammen med, men de to blev skilt efter otte års ægteskab. I går, d. 12. august 2014 faldt Lauren Bacall om i sit hjem, og hendes død blev bekræftet på Twitter af Bogart Estate, der skriver:

»Med dyb sorg, om end med stor taknemmelighed for hendes fantastiske liv, bekræfter vi Lauren Bacalls død,«

Facts om Lauren Bacall

Navn: Lauren Bacall (døbt Betty Joan Perske)
Født: 16. september 1924
Død: 12. august 2014 (89 år) i sit hjem i USA
Karriere: Fik sit store gennembrud som blot 19-årig.

Som barn drømte Lauren Bacall om at blive danser, men blev forelsket i skuespillet. Efter gymnasiet studerede hun derfor på teaterskolen i New York.

Før hun fik sit gennembrud på det store lærred arbejdede hun som model, og det var gennem modelarbejdet, at hun fik lov til at gå til audition på filmen To Have and Have Not, der blev hendes gennembrud., samt starten på forholdet til Humphrey Bogart. De to blev gift i 1945 og var sammen til hans død i 1957.

I 1961 giftede Lauren sig med skuespilleren Jason Robards, men de blev skilt efter otte års ægteskab.

Lauren Bacall har medvirket i en lang række film, heriblandt: Confidential Agent (1945), The Big Sleep (1946), thrilleren Dark Passage (1947) og Key Largo (1948). Hun har spillet sammen med Bogart adskillige gange og delt lærredet med blandt andre Marilyn Monroe og Betty Grable i løbet af sin 50 år lange karriere.

Bygningen The Dakota i New York var Bacalls hjem i mange år. Det var her, at John Lennon boede og blev dræbt i 1980. Bacall har fortalt, at hun hørte skuddet, men antog, at lyden kom fra et dæk, som eksploderede.

Personlige udmærkelser: Har modtaget en æres-Oscar i 2010 og har været nomineret til en Oscar for sin rolle i The Mirror Has Two Faces (1996). Bacall har modtaget to Golden Globes-statuetter og har været nomineret til en lang række filmpriser.

Lauren Bacall efterlader sig tre voksne børn.

Kilde: imdb.com, variety.com

Se flere billeder af det smukke Hollywood-ikon Lauren Bacall i galleriet herunder:

Et farvel til Hollywood-ikonet Lauren Bacall

LÆS OGSÅ: En hyldest til afdøde L'Wren Scott