INTERVIEWS

Finanskrise-skrig? Aldrig!

Husk på, at vi har en finansiel krise – ikke en kreativ krise

Jeg sidder midt i tilblivelsen af min næste kollektion og er rasende inspireret. Inspireret? vil man måske spørge. Hvordan kan jeg som designer være inspireret og holde kreativiteten flydende, når finanskrise, vigende salgstal og forsigtighed præger samfundet og ikke mindst modebranchen? I en tid hvor man, i stedet for at turde satse, går efter uniformerede sikre valg i form af sorte cardigans og hvide skjorter.

Jo, jeg er inspireret, for selv om - eller måske netop fordi - vi befinder os i en stram finansiel tid, skal man kunne turde (på begge sider af hegnet, tak!) og derved få andre til at drømme. Ud af en krise affødes behovet for, endda kravet om, forandring. Så hører jeg ordet finanskrise skriger jeg... eller næsten. Da jeg beskæftiger mig med den i nogle folks øjne rasende overfladiske metier modebranchen (der trods alt klæder os på, brødføder millioner og globalt genererer billiard-omsætninger) vil ovenstående bemærkning nok være vand på mangen en »mode-er-mig-SÅ-ligegyldig-en-størrelse«-persons mølle. Den ville kunne afskrives som endnu en småhysterisk sidebemærkning fra en person, der kun har næste sæsons perfekte ærmegab i tankerne.

Men nej. Jeg kommer aldrig til at skrige over en finanskrise på trods af, at jeg er tæt på. Jeg vælger i stedet at gå progressivt til værks og opfordrer hermed alle til at prøve at se frem og turde. At se frem til det, der kommer, og frygte det, der ikke kommer, hvis vi ikke tør satse og tro på bedre tider. Disse udfordringer prøver jeg dagligt kræft er med i mit arbejde, hvor en finanskrise enten kan anses som en kærkommen udrenselsesproces eller blot en behændig undskyldning for at skære ned, lukke af og begrænse sig. Men til hvad? Middelmådighedens kvælende favntag? Uinspirerende skinnyloosestraightbaggy jeans i endnu en »ny« vask? Se frem. Nuet er livsnerven i moden. Moden lever af nuet i fremtiden, talentet og de fantastiske ideer. Fremtiden ser måske ikke lys ud i nuet, men husk på vi gennemlever en finansiel krise - ikke en kreativ krise. Historisk set er modeindustrien blomstret ud af ethvert økonomisk udmarvet jordlod; det absolutte eksempel værende Diors New Look i '47 - lige lukt ud af Anden Verdenskrig.

Der er et evigt behov for skønhed, en higen efter lidt luksus, en vilje til besnærelse, der sejrer triumferende hver gang. Der er kun så meget, vi kan eller vil stå model til i denne verden. Et af de små fix er anskaffelsen af noget nyt for derved at skubbe bekymringer og sorger lidt på afstand. Og netop her har moden altid haft en force. Kald det overflade, kald det ligegyldig nulværdi, kald det tis i bukserne-effekt - faktum er, at vi alle før eller siden på det ene eller andet niveau falder til offer for den følelse. Og tak guderne for det. Vi er kun mennesker, kunden såvel som indkøberne, der (stort set) alle i disse tider forskræmte stemmer i kor og køber konservativt ind til en fremtid, hvor økonomien forhåbentlig ikke ser helt så dårlig ud. Prøv (for sidste gang!) at se frem. Ellers kommer jeg til at skrige, for så har vi kun tamme hvide skjorter og ligegyldige sorte cardigans at iklæde os i næste sæson.

Læs mere om: