INTERVIEWS

Folk tror, jeg er krukket

Mød Paprika Steen

Hun er en af Danmarks mest markante skuespillerinder og brager her i september igennem i filmen Applaus om en skuespillerinde, hvis liv er kørt af sporet. Selv har Paprika Steen godt styr på sit, selvom hun har kæmpet hårdt med sit sind og frygten for ikke at få nye roller. I fi lmen spiller hun over for sin søn, som i hverdagen
giver den nødvendige modvægt til karrieren i spotlightet.

De hvide Bodil-statuetter i vinduet afslører, hvor det er, jeg skal ringe på. I den hvide villa bor en af Danmarks mest succesfulde skuespillerinder, som har inviteret indenfor for at tale om sin nye fi lm Applaus. Tre bodiler, én robert og adskillige priser i udlandet har eft erfulgt hendes roller i film som Den eneste ene, Elsker dig for evigt og Okay, og med hovedrollen i Applaus kan hun føje endnu en til fl okken. Prisen for bedste skuespillerinde som hun netop har vundet på den tjekkiske filmfestival Karlovy Vary.

I Applaus spiller Paprika Steen skuespillerinden Thea, som efter et alkoholmisbrug prøver at rette op på sit liv for igen at få samvær med sine to små drenge. Og hun gør det med en styrke og sårbarhed, der rammer som en mavepumper, og der er heller ingen tvivl om, at det er den hovedrolle, hun har ventet på.

- Kunstnerportrætter på film er oftest af enten afdøde kunstnere, som vi føler, vi ved hvem var, eller det er fiktive portrætter, hvor skuespillere bliver skildret som nogle naive sansetosser. Det, jeg kunne lide ved den her karakter, var, at Thea både er patetisk og enormt stærk, men hun lider under sin egen styrke og råhed. Hun er fortvivlet over at være ensom og isoleret, men samtidig er hun helt vildt sjov, og det er mange af de skuespillere, jeg kender, også. Jeg oplever i min verden, at skuespillere er intuitive og meget begavede mennesker, som er virkelig morsomme, siger Paprika Steen.

Umiddelbart kan rollen som Thea godt spejle sig i Paprika Steen selv. De er begge feterede skuespillerinder, de er begge skarpe og humoristiske, og de har begge et familieliv, der skal hænge sammen med et liv på scenen. Men hvor Theas liv kører af sporet, holder Paprika Steens sig på sikker kurs.

- Jeg kan forstå hendes mekanismer, men jeg er ikke enig i hendes valg. Jeg forstår ikke, man bliver alkoholiker, og jeg forstår ikke, at man må forlade sine børn, men jeg forstår, hvorfor det kan ske. Skuespillet er et meget hårdt fag, hvor man blotter sig selv og giver meget af sig selv, og det er ikke for alle. Lige der identificerer jeg mig med hende, for det kan smadre ens persona. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg var 23 år, og efterhånden som tiden skrider frem, virker det stærkere og stærkere på mig at blotte mig selv så meget, siger hun.
 

- Hele det nervepres, en brud lægger på sig selv op til sit bryllup, hvor du skal performe hele dagen og skal igennem hele følelsesregisteret, det er nogenlunde det, en god skuespiller er igennem indtil flere gange om året og nogle gange hver dag i en periode. Det slider. Når du er ung, kan du klare det, fordi du har en tykkere skal, men jeg oplever, at skallen bliver tyndere og tyndere, jo ældre jeg bliver, fordi jeg ar bejder mere og mere med mig selv. Jeg kommer længere og længere ind til mig selv og tænker mere til hvad nytte? Hvorfor gør jeg det? Mit svar er, at jeg ikke kan lade være, fordi jeg har så meget, jeg skal ud med, men fernissen forsvinder langsomt, så det handler om at holde tungen lige i munden og grounde sig selv, siger Paprika Steen, der netop gør det ved at holde fast i alt det, som Thea mister.

- Jeg grounder mig selv ed det, du kan se omkring dig. Et rimelig almindeligt liv, hvor jeg nyder at holde orden, rydde op, vaske tøj og hente mit barn. Jeg henter ressourcer i almindelige ting, som på ingen måde har noget at gøre med mig som skuespiller, siger Paprika Steen og peger rundt i køkkenet og ud mod haven, hvor sønnen Otto spiller fodbold med Paprika Steens mand Mikael Rieks.

PÅ JOB MED SØNNEN
I forbindelse med optagelsen af Applaus blev det almindelige liv dog for en tid flettet sammen med det foran kameraet. Applaus blev optaget på fem intense uger med et interiør hentet fra Paprika Steens private hjem - som hendes sorthvide portræt af sig selv fra stykket De vægelsindede og hendes plaid i favoritfarven pink - både på grund af filmens lave budget og for at give ekstra dybde til karakteren. Filmens producent er Paprika Steens mand Mikael Rieks, og Theas ene søn spilles af deres niårige søn Otto, der blev castet til rollen blandt 40 andre børn.

- Instruktøren spurgte, om det var noget, Otto havde lyst til at prøve, og jeg syntes, det var en god måde at introducere ham til min verden på, for den bliver så underlig fremmed og fin og med alle ens venner i tv. Her så han, hvordan det hang sammen, og jeg synes, han er meget intuitiv og dygtig. Egentlig er det svært at se for moderen, for jeg ser bare Otto og er helt vildt bange for, om han bliver ked af det eller synes, det er svært, men det var sjovt at spille over for ham. Omvendt alle andre, der vil være skuespillere, så har han det sådan, at han ser skuespillet som noget, han kan falde tilbage på, hvis han ikke bliver fodboldspiller!

- Han har det cool med det, fordi det ikke er nogen konstant ting i hans liv. Mange i branchen er bange for, at deres børn skal ses, men jeg har det lidt både-og. Det kan nemt blive for meget, men fi lmfestivalen i Tjekkiet for eksempel var en oplevelse i hans liv på samme måde, som det også er en del af mit liv.

I dag skal han ud og lege med en kammerat, og på samme måde tager jeg også ud i fi ne kjoler og taler engelsk og kommer bageft er hjem og går rundt i nattøj, siger Paprika Steen, der eft er de krævende job har et stort behov for at slappe helt af.

- Jeg var virkelig træt eft er optagelserne til Applaus, men det er jeg for det meste, når jeg har arbejdet meget intenst. Så har jeg et hul, hvor jeg går i hi og restituerer mig selv. Det er min måde at bearbejde tingene på, når jeg har ydet noget stort. Så har jeg en periode, hvor jeg bare er hjemme og hygger mig og er meget privat.

PLADS TIL INDIVIDET
Hovedtemaet i Applaus er kunsten at balancere det private lavpraktiske hjemmeliv med mand og børn med det højtprofi lerede liv som skuespiller. En kunst, som Paprika Steen har skullet mestre i mange år, og som hun dagligt konfronteres med.

- I mit tilfælde er det ikke svært, men det kommer an på, hvem du har som mand, og hvordan dine børn er. Jeg har altid haft meget forståelse hos min mand, ligesom jeg har givet ham meget plads. På en måde har det været min lykke. Jeg kunne ikke være i et forhold med en jaloux mand eller selv være en kone, der ringer til min mand 40 gange, når han er ude. Forhold, hvor man på den måde har ejerskab i hinanden, har jeg det meget svært med. Det kan hurtigt kvæle kærligheden.

Paprika Steen har været sammen med Mikael Rieks i ti år, og hun ved godt, hvorfor det har holdt.

- Hvis man vil være sammen med sådan en som mig eller Mikael, bliver man nødt til at give rum. Den ene dag ligger man på sofaen og skal serveres for, og den anden dag kan man klare alt. Der skal være plads til de individer, vi er, og der kan ikke forlanges, at du skal være en mor, der bager boller hver morgen eller altid er glad. Mikael har stor respekt for mit arbejde og for mig som person, og han ser, hvem jeg er, hvor mange prøver at lave hinanden om, siger Paprika Steen, der sammen med sin mand er blevet benhård til at planlægge hverdagen.

- Der har været enormt meget praktik i vores forhold, men det har gjort, at vi er gode til at strukturere os og fordele os. Vi har hans tid, min tid og vores tid. Vores arbejde fylder enormt meget i vores liv, særligt i perioder som nu hvor vi skal ud med en fi lm, som er vores baby. Men i perioder har jeg sagt til Mikael, okay, nu lægger du computeren væk, og omvendt har han gjort det ved mig, og så kigger vi lige på Otto og ser, om det er tid til at trække stikket ud og tage på landet.

KUNSTNER MED STORT K
Til trods for at Paprika Steen er en af de mest kendte skuespillerinder i Danmark, er rollen som Thea faktisk kun
hendes tredje hovedrolle - de to første var i Okay og Vikaren. Herudover har hendes navn stået på birollelisten - og
to gange på instruktørpladsen med filmene Lad de små børn og Til døden os skiller. Alligevel har hun været en central figur i dansk film siden hendes offentlige gennembrud i Festen i 1998.

- Der bliver måske lavet 25 film om året, hvor jeg højst er med i én, men det har så bare været den film, der har solgt billetter, og det har været udlagt i medierne, som om jeg har været med i alt. Det passer ikke, men det har virket sådan. Jeg vil ikke fremstå som et offer, men det har været svært at kæmpe imod. Det er et meget lille land, og det kunne jeg pludselig mærke meget mere, da jeg blev 40, hvor det netop stod alle vegne, at jeg var med i alt. Det gjorde mig rasende, fordi jeg ikke kunne gøre noget. Jeg kan ikke lave det om, og det er nu en del af min historie, siger Paprika Steen, der derfor har oplevet en periode uden særlig mange tilbud i det danske.

Til gengæld har hun taget revanche i det svenske, hvor hun har spillet med i flere forskellige tv-serier, men frygten for, at rollerne skal udeblive, ligger altid på lur.

- Det kan ikke undgås, sådan er det at være freelanceskuespiller. Hvis jeg havde tjent kassen på et eller andet, så kunne jeg læne mig tilbage mellem mine job, men sådan er det ikke. Jeg har ikke arbejde før igen til februar, så jeg ved ikke, hvor pengene skal komme fra,
men de kommer altid på en eller anden måde. Jeg er blevet dygtig til at være spirituel omkring det. Men der kommer altid tre til fire gange om året, hvor jeg ligger på min seng med håndfladerne opad og spørger mig selv, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg kan ikke lukke det
ude af mit liv, men jeg øver mig i at være ligeglad, og du får mig ikke til at sige, at det er hårdt, for jeg har selv valgt det.

Og hvis du sætter dig ned og græder og siger, at ingen vil have mig, så kan du godt opgive. Så skal du ikke være skuespiller, slår Paprika Steen fast.

Og bekymringerne får hende heller ikke til at gå på kompromis med sine arbejdsvalg.

- Det kan ikke undgås, at jeg panikker nogle gange. Jeg har mand og hus og bankkrise, så jeg er rædselsslagen, men du får mig ikke til at sige ja til noget lort. Jeg kan godt sige ja til en reklamefilm, men jeg kan ikke stå på en scene flere aft ener i træk og hade det, jeg laver.

Det er der, Paprika er kompromisløs og stærkt stædig.

- Jeg nægter at være levebrødsskuespiller, for så er jeg ikke kunstner. Og jeg siger kunstner med store bogstaver, for det forbeholder jeg mig retten til at være, selvom folk synes, det er et fyord. Jeg kan ikke kalde mig andet, for en kunstner vil flytte grænser og ramme dig, og det kan jeg ikke, hvis jeg står med noget, jeg ikke bryder mig om.

STEMPLET SOM DIVA
At være kompromisløs - eller detaljefikseret omkring sit arbejde, som Paprika Steen selv udtrykker det - kan give stempler, som ikke altid er lige flatterende. Og Paprika Steen ved godt, at pressen ofte stempler hende som noget af en diva.

- En diva er i folks øjne en kvinde, der opfører sig urimeligt, men det gør jeg ikke. Jeg er ikke et svin på et filmset, jeg er faktisk meget sød, men jeg går op i både lys og lyd på en film. Hvis jeg skal se godt ud i rollen, så vil jeg se godt ud. Jeg gider ikke, at publikum koncentrerer sig om, at jeg har en bums i panden, hvis jeg skal være pæn. Det sagde jeg højt, da jeg var yngre, fordi jeg tænkte, at det ikke kunne skade, for sådan har alle skuespillere det jo. Men det kunne det åbenbart, siger Paprika Steen, der er stoppet med at forholde sig til ryet.

- Jeg ved godt, at folk tror, jeg er krukket, og det kan jeg ikke lave om på. Det er irriterende, når nogen ikke kan lide en, for man vil gerne have, at alle skal synes, man er fantastisk skøn, men jeg kan ikke kontrollere, hvem der tror, de kender mig, og jeg kan ikke tage ud til alle og sige, at jeg faktisk er sød. Og hvis divanykker er, at man regner med, at tingene er i orden, så kender jeg det godt. Jeg har ikke selv madpakke med på arbejde, og jeg vil gerne have, at der er varmt og rent, men sådan noget siger man ikke højt i Danmark. Så hellere gå og brokke sig og bagtale folk.

- Jeg bagtaler ikke. Jeg kan være meget utilfreds med et menneske, men så siger jeg det, og jeg kan godt være skarp og have en hvas tunge på en dårlig dag, siger Paprika Steen. Hun sørger hele tiden for at arbejde med de frustrationer, der kan opstå i forbindelse med hendes arbejde.

- Der er dage, hvor jeg skal på arbejde, og hvor jeg ikke har det godt, og jeg er meget irritabel og letantændelig. Det er ikke personligt, men der skal ikke ske for mange fejl, så kan jeg godt blive meget frustreret, men jeg har lært at gå uden for rummet og skrige ned i en pude eller sige højt, hvordan jeg har det. Det handler også om tillid. Hvis jeg ikke har tillid til dem, jeg arbejder med, så kommer det hårdere til udtryk de dage, hvor jeg har det skidt, hvorimod jeg nemmere kan gøre grin med det, hvis jeg har tillid til dem, jeg arbejder med, siger Paprika Steen, der har brugt de sidste mange år af sit liv på at arbejde med sig selv.

- Jeg kæmper med mit sind, men ved hjælp af terapi og selvhjælp har jeg lært, at jo mere du viser din sårbarhed, jo bedre kommer det til at gå dig. Jo mere du prøver at skjule den, jo mere ulidelig er du, og så får du et hårdt ry. I gamle dage var der ikke nogen, der skulle vide, at jeg var usikker over for noget som helst, fordi jeg troede, at det var en svaghed, men når jeg i dag siger, at jeg har det svært og er usikker, så gør det folk trygge, og jeg får en meget større forståelse og ømhed igen, og det får energien til at komme tilbage.

Lige nu er Paprika Steen i restitutionsfasen efter indspilningerne af Applaus. Hvad der skal ske dereft er, har hun ikke styr på, andet end at fi lmen godt må give nogle flere roller i udlandet. Derfor har hun heller ikke noget bud på, hvilke manuskripter eller roller hun håber lander på bordet.

- Du spørger på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg for første gang ikke aner det. Det er spørgsmålenes tid, og det har jeg det meget mærkeligt med. Sådan har jeg aldrig haft det før, og det er utrygt. Jeg er kontrolfreak og vil gerne vide, hvad jeg skal eller i hvert fald bare have en fornemmelse af det. Min verden står pivåben og pivlukket på samme tid, så jeg er nødt til at vente på, at der kommer en engel til min seng og fortæller mig, hvad jeg skal.

Læs mere om: