INTERVIEWS

Hun brænder for film og fashion

Martina Betz har en skabertrang uden lige. Udover en populær kollektion af sjaler, som de kendte går med, står den unge svensker bag flere dokumentarfilm.

Den 28-årige svensker har altid været delt mellem passionen for mode og trangen til at udforske verden. Under sine universitetsstudier tog Martina Betz en master i oprindelige religioner, og dernæst arbejdede hun som modeassistent for det britiske magasin Country Life, som i mere end 100 år har henvendt sig til den stilsikre jordbesidder.

Fra filmskaber til designer
I et år arbejdede Martina Betz på en film om Navajoindianerne i New Mexico, hvilket bragte hende til Hollywood som filmassistent. I 2007 lavede hun sin første, selvstændige dokumentarfilm, der handler om arrangerede ægteskaber i Indien. Ved siden af den selvfinansieret film, tjente Marina lidt ekstra ved at designe kashmirsjaler efter den nye "dip dye"-tendens.
- Jeg har altid været en "sjal-junkie". Hvis du er klædt enkelt og slynger et sjal over skuldrene, ændrer det fuldstændig dit look. Da folk kunne lide mine sjaler i England, mailede jeg nogle fotos til varehuset Fred Segal, som er mit foretrukne shoppested i Los Angeles. Da de afgav en stor ordre, var jeg lykkelig, fortæller Martina Betz.


Martina Betz klæder en af modellerne på.

Kendis-kunder
Under navnet Tina Sparkle tilbyder Martina Betz nu 340 forskellige farvekombinationer, foruden hippe lammeskindsveste og bælter. Kunder tæller kendisser som Nicole Richie, Paris Hilton og Katie Holmes. Alligevel er det ikke glitter og guld, som fascinerer svenskeren, der til daglig deler sin tid mellem London og L.A, hvor familien og kæresten bor.
- Jeg kommer fra Söllerön i Dalarna, og jeg er lidt nostalgisk, hvad angår Skandinavien. Derfor er sjalerne fotograferet i en tyve grader kold isbar i London med rensdyrskind og min mormors pels. Ligesom nordlyset har de klare striber med stærke farver, fortæller hun.

Køb et af de skønne sjaler på ronherman.com

BLÅ BOG

Født: England 1980.

Uddannelse:
Master fra universitetet i Edinburgh med speciale i oprindelige religioner.

Karriere:
Grundlagde Tina Sparkle i 2007, som foreløbig sælges i eksklusive forretninger i L.A., London og via Martina Betz' website.

Stil:
Boho chik i bedste materialer og med skæve detaljer. En stil som Martina og hendes venner selv ville gå med.

Forbilleder:
Mærker som er underspillede, sofistikerede og som har deres egen, moderne identitet.

Højdepunkt:
At få sjalerne i Fred Segal og se kendisser gå med dem. "De er den bedste reklamesøjle."

Fremtidsønske:
At Tina Sparkle en dag bliver et internationalt luksusbrand.