INTERVIEWS

INTERVIEW | Danmarks første kvindelige fodbolddommer i herreliga

Frida Mia Klarlund Nielsen bliver den første kvindelige fodbolddommer i herrernes 2. division. Dermed er hun den kvindelige dommer, der er nået højest op i fodboldrækkerne på herresiden.

Frida Mia Klarlund Nielsen er 26 år og begyndte sin dommerkarriere i 2006.

Hvordan begyndte din dommerkarriere?
Det var faktisk lidt tilfældigt, at det skete. Min søster var fodbolddommer, og så meldte jeg mig til en fodbolddommerskole i min sommerferie, fordi jeg var blevet for gammel til en almindelig fodboldskole. 

LÆS OGSÅ: De første kvinder i jobbet | Pia Kjærsgaard

Havde du nogen kvindelige rollemodeller, du kunne se op til?
Ja, min søster. Hun har været der igennem hele forløbet og har hjulpet mig igennem de fleste situationer.  Men jeg har også haft en anden, nemlig den svenske dommer Sara Persson, som jeg synes, er fantastisk. Hun har en skøn personlighed, har to børn, løber sine test uden problemer, og så er hun bare en fantastisk fodbolddommer, som beviser, at man kan klare alting, hvis man vil det. 

Hvad har det krævet af dig at komme så langt inden for dommerbranchen?
Jeg blev ret hurtigt udnævnt som talent, hvilket betyder, at man får en mentor og et såkaldt talentforløb, man skal igennem. Her lavede jeg hele tiden udvidede løbetest, teoritest, samlinger, individuelle handlingsplaner og videoseancer. Alle de ting kræver et ekstra fokus og arbejde, hvis man vil nå langt, for det gælder om at udvikle sig hele tiden. Og hvis man har en masse andre ting i livet end dommergerningen, man også går op i, må man prioritere sin tid på et tidspunkt, for man kan ikke det hele, og det er en hård og lang vej op gennem systemet.

Hvordan har dit køn påvirket din karriere?
Fodboldverdenen er ikke vant til kvindelige dommere, og slet ikke kvindelige dommere, der gerne ville avancere i både kvindefodbold og herrefodbold. Det har gjort, at der har været nogle retningslinjer, der skulle ændres, i takt med at de kvindelige fodbolddommere rykkede op i fodboldrækkerne. 

Hvordan har du taklet den udfordring, at mænds fysik er bedre end kvinders?
Det er klart, at man ser lidt anderledes ud end de andre, fordi de er mænd. Men jeg tror bare, det er vigtigt at finde sine egne styrker og ikke måle sig med mændenes. Dette kan fx være at løbe mere taktisk. 

Hvordan har du det med at være den første kvindelige dommer, der skal dømme i 2. divisions herrefodbold?
Det er så skønt! Mit mål har været at blive elitedommer både på herresiden og damesiden, men at det lige blev mig, der blev den første kvindelige fodbolddommer, tager jeg bare som en cadeau for mit hårde arbejde. 

LÆS OGÅ: KVINDER MED STIL | Sarah Wulff

Har det virket som en ekstra motivation?
Jeg har nok haft en følelse af, ”at vi kvinder skal vise, at det kan lade sig gøre”. Jeg har fuldt ud respekt for, at det er de bedste dommere, der bliver rykket op, men det har jo bare betydet, at jeg måtte blive en af de bedste. 

Er du nervøs for, om mændene vil respektere dig på plænen?
Nej, jeg glæder mig helt vildt. Ud af mine 10 år i dommer- gerningen tror jeg, at jeg har mødt den slags udfordringer maksimalt fem gange. Så det er ikke sket så ofte, at man ikke kan sætte sig i respekt – heldigvis. Jeg tror på, at det er vigtigt, at man viser nærvær, men samtidig er konsekvent, for så forstår spillerne din dommerstil.

Hvad er dine karrieremæssige mål for fremtiden? 
Mit mål er at etablere mig i 2. division og gøre mig endnu bedre internationalt på kvindesiden, så vi kan få en kvindelig dommer i de bedste europæiske kampe. Men på længere sigt er målet at komme op i 1. division og at blive fjerdedommer i Superligaen, for man skal have et mål for at blive bedre. Ellers kommer man ikke frem i verden.

LÆS OGSÅ: Pernille droppede det godt betalte job til fordel for velgørenhed

Læs mere om: