INTERVIEWS

INTERVIEW | Ilse Jacobsen: 'Jeg gad godt være 35 igen'

Der var ingen, der troede på hende i starten. Men designer Ilse Jacobsen fik charmeret hele verden med sine gummistøvler og har siden udviklet forretningen, der nu også rummer et spa, en hudplejeserie og en blomsterbutik. Selv mener hun, at successen kommer af, at hun altid er nysgerrig og aldrig standser op. Og sådan bliver hun ved med at være.

Det er let at forstå, hvad der drev berømte malere som P.S. Krøyer og Jens Juel til Hornbæk. Nordsjællands kyststrækning fra Helsingør til Gilleleje er et forunderligt sted, hvor strandene er lange og bredde, havet udspændt som en blå baldakin, og her finder man en udsigt, som man ikke behøver være den mindste kunstnerisk for at lade sig inspirere af. Med det setup er det heller ikke så mærkeligt, at en af Danmarks mest fremgangsrige designere, Ilse Jacobsen, har valgt at blive boende i sit barndomskvarter.

For det er i Hornbæk, hun er født og vokset op, og herfra hun driver sin internationale virksomhed, ’Ilse Jacobsen Hornbæk’, der rummer tøj-kollektioner, accessories, interiør og blomster. Og der er stadig intet sted i verden, der giver hende mere ro end at være hjemme i den lille nordsjællandske by. 

– Jeg har sandet, havet og min dejlige have udenfor døren, og jeg føler mig god tilpas i det her lille samfund. Ingen storbyer kan slå det, jeg har her. Fra mit soveværelsesvindue kan jeg blandt andet se, solen slå mod Grand Hotel Mølle derovre på den svenske side af sundet. Og så kalder de mig for Fru Skjern her på egnen, efter Ghita Nørbys rolle i Matador. Og ja, der findes nok nogle ligheder, smiler hun bredt.

Ligesom Hr og Fru Skjern blev Ilse mødt af bistre og u-samarbejdsvillige embedsmænd og dommedagsprofeter i landsbyens bank, da hun ville starte sin virksomhed for over tyve år siden. Hun havde inden da gennemført en syvårig uddannelse i nationaløkonomi og statskundskab og havde arbejdet som agent for forskellige skomærker, inden hun begyndte at lave sin egen lille kollektion med sandaler og med tiden også de stilfulde gummistøvler i stærke, klare farver.

De fleste rystede på hovedet over ideen og påstod, at det aldrig ville gå. Men hun lod sig ikke kue og lånte i stedet pengene på det sorte marked til en urimelig høj rente, arbejdede som besat, fik lånene betalt tilbage, ekspanderede med en tøj-kollektion og blev efterhånden mødt med helt andre positive øjne. 

– Nu ryster ingen på hovedet længere. Jeg har jo trods alt valgt at blive her i Hornbæk, at drive mine konceptbutikker og min spa her, hvilket indebærer både nye job og et øget cash-flow til byen. Det får jeg respekt for. 

LÆS OGSÅ:  ILSE JACOBSEN får flot placering på amerikansk top 100 liste

Ilse Jacobsen om styrke

Efternavnet Jacobsen har Ilse fra sit første ægteskab med en af byens sønner, Søren Jacobsen. 

– Vi voksede fra hinanden og skiltes simpelthen, men vi har stadig god kontakt. Sommetider driller jeg ham med, at han burde få provision på navnet, siger hun og griner. 

I dag bor hun sammen med Jesper, der udover at være hendes bedre halvdel også tager sig af virksomhedens økonomi. 

– Vi mødtes helt tilfældigt på en restaurant. Han spurgte, om jeg spillede golf, og jeg løj og svarede ja. Da han spurgte, hvad jeg havde i handicap, svarede jeg to – jeg anede ikke, om det var godt eller dårligt. Jesper blev så imponeret, at han inviterede mig ud.

Med sig havde Jesper en datter på 6 år.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

– Da jeg fandt sammen med Jesper havde alle mine venner fået børn, men ikke jeg. Det var helt enkelt ikke blevet sådan, og jeg var ret nervøs, da jeg skulle møde Natascha første gang. Men jeg var heldig, vi elskede hinanden ved første blik. Jespers ekskone har bosat sig i Spanien, så Natascha har altid boet hos os, og fordi hun var så forholdsvis lille, da hun kom ind i mit liv, har vi altid betragtet hinanden som mor og datter. 

Bonusdatteren slægter da også Ilse på og ville allerede som 14-årig starte en blomsterbutik sammen med hende. Datteren lånte 60.000 kr. af forskellige familiemedlemmer for at få gang i biksen, et lån som hun nu har betalt af. Butikken, der hedder ’Blomsten’, er et lille sanse-mekka placeret ved siden af Ilses skobutik i byen og indgår som en del af Ilse Jacobsen-virksomheden. Den ejes af Natascha, Ilse og blomsterdekoratøren Lars Jon, og datteren arbejder i butikken, når hun ikke studerer.

– Natascha er fræk og kreativ og ligner på mange måder mig. Men hun ved ikke noget om at drive en virksomhed og har ikke den økonomiske viden, der skal til. Men jeg kan hjælpe hende med det første, og Jesper hjælpper med det andet. Vi komplementerer hinanden på den bedste måde, han og jeg. Han har ideerne og kundskaben, jeg tager dem videre og fører dem ud i livet. 

Bag den handlekraftige Holbæk-kvinde står et stærkt ophav – især optræder der mange stærke kvinder i slægten. Specielt takker Ilse sin østrigske mormor, som under 2. Verdenskrig blev tvunget til at sende sin syge datter (Ilses mor) til Danmark, så hun kunne blive rask. Selvom moren returnerede til Østrig, da krigen var slut, vendte hun senere tilbage til Danmark for at gå på husholdningsskole og mødte her kærligheden i Hornbæk og blev der for altid. Dermed startede en ny fremtid for familiens kommende generationer. Heriblandt Ilses.

– Det må have været forfærdeligt svært for min bedstemor. Min mor var blot syv år gammel, da hun blev sendt væk. Tænk at sige farvel til sådan et lille barn, som samtidig var syg af underernæring, og så ikke vide, hvordan det ville gå hende. Jeg har altid været rørt af min bedstemors liv og historie. Hun kæmpede for selv at få mad, og jeg ved, at hun blandt andet blev tvunget til at spise katte for at overleve. Jeg har altid kunne mærke en sorg hos hende, selvom hun aldrig har talt åbent med mig om det, fortæller Ilse.

LÆS OGSÅ: SKØNHED | 9 nemme hverdagstricks

At lytte

Den styrke, hun har fået med fra sit bagland, bruger Ilse i dagligdagen. For selvom der er mange, der hjælper med at drive forretningen, så hviler der stadig et stort ansvar på Ilse. Og ikke mindst mange mange opgaver.

– Det er selvfølgelig en stor belastning at drive alt selv. Det sværeste for mig er ikke frygten for at mislykkes, men at få det til at fungere for alle de mennesker, der er indblandet. Men jeg slapper af så snart, jeg kan. Fx ved at lave mad eller gå tur med hunden ved havet. At min kalender altid er proppet, ser jeg som en positiv ting, men jeg er meget opmærksom på at passe på mig selv. Jeg tager tit varme, lindrende bade og går i sauna. Og så er jeg begyndt at lytte mere til mig selv. Skal jeg angre noget, så er det, at jeg gennem tiden har lyttet lidt for meget til, hvad andre har ment og sagt. Jeg ville ønske, jeg havde lyttet mere til mig selv, og det har taget mig mange år at få god kontakt til min mavefornemmelse. 

Lige nu siger maven, at hun skal klø på og forsætte med at være nysgerrig og sætte nye projekter i gang, at rejse og opleve. Alderen får ikke lov til at styre, hverken nu eller i fremtiden.

– Med den viden jeg har i dag, kunne jeg godt tænke mig at være 35 igen. Der er så meget, jeg gerne vil nå. Gerne vil gøre. Så jeg må vælge det vigtigste ud. Facebook og andre netværker er jeg ikke privat engageret i. Jeg ville være død og gå under, hvis jeg skulle finde tid til det. 

Ilse kan let give indtryk af at være bestemt og hård, og hun er da også iskold, når hun skal være det, og fortæller, at hun kan tage et glasstykke ud af sin venindes arm og sy såret uden at blinke.

– Men jeg kan også være ekstremt følelsesladet. Jeg græder floder til National Geographics naturfilm. Den anden nat var en sælunge kommet væk fra sin mor, og små pingvin-kyllinger kom i problemer. Og jeg kan ikke engang se Lassie. Måske er jeg blevet blødere med alderen, slutter hun.  

LÆS OGSÅ: SUNDHED | 6 grunde til at spise flere hindbær