INTERVIEWS

Interview | Pernilla August: Kunsten at træffe et valg

IN har talt med den svenske skuespiller og instruktør, Pernilla August, om hendes eget livs store valg, om altid at have hjertet med, om allerede som treårig at vide, hvad man vil – og ikke vil. Og om i en alder af 58 stadig at kunne synes, der er underskud på kontoen med selvværd.

Blå bog: Pernilla August

  • Født 13. februar 1958 i Stockholm.
  • Begyndte på teaterskolen i 1979, hvor instruktøren Ingmar Bergman fik øje på hende og gav hende en rolle i den senere klassiker ‘Fanny og Alexander’ fra 1982. Hun arbejdede sammen med den store svenske instruktør igen på ‘Den gode vilje’ i 1992. På filmfestivalen i Cannes blev hun kåret til årets bedste skuespillerinde for den præstation, og hun vandt også ‘den svenske Oscar’, Guldbagge.
  • Blandt hendes mest kendte film som skuespiller er ‘Jerusalem’ (1996), ‘Star Wars: Episode 1 – Den usynlige fjende’ (1999), ‘Jeg er Dina’ (2002), ‘Star Wars: Episode 2 – Klonernes angreb’ (2002) og ‘Drabet’ (2005).
  • Hun debuterede som instruktør i 2005 med kortfilmen ‘Blindgängere’. I 2010 kom spillefilmen ‘Beyond’, som hun bl.a. vandt Nordisk Råds Filmpris for, og den 15. december har ‘Den alvorsfulde leg’ premiere. Filmen er baseret på Hjalmar Söderbergs roman fra 1912, og manuskriptet er skrevet af danske Lone Scherfig.
  • Hun er også konceptuerende instruktør på tv-serien ‘Arvingerne’ – hun stod bag de tre allerførste afsnit af den danske dramaserie og har instrueret det sidste i finalesæsonen, som bliver vist på DR1 efter nytår.
  • På teatret har hun spillet store kvinderoller som Nora i Henrik Ibsens ‘Et dukkehjem’ og Ofelia i Williams Shakespeares ‘Hamlet’.
  • Hun har været gift to gange – med den svenske forfatter Klas Östergren og den danske instruktør Bille August – og er mor til tre piger, Agnes, Asta og Alba.

LÆS OGSÅ: Bille August skal instruere film om designeren Gianni Versace

Stockholm i begyndelsen af det 20. århundrede. Drømmeren Lydia forelsker sig hovedkulds i journalistspiren Arvid – og han i hende. De lever lykkeligt til deres dages ende – the end. Eller hvad? Nej, så enkel er kærligheden – og livet – langtfra i Pernilla Augusts nye film, ‘Den alvorsfulde leg’. For de to unge tager en beslutning, som kommer til at forfølge dem og de mennesker, de omgiver sig med.

Det største valg

Det må være det at søge ind på teaterskolen. Det er det vigtigste valg, i hvert fald arbejdsmæssigt. Helt længst inde i hjertet vidste jeg, at jeg ville være skuespiller, at jeg i hvert fald måtte forsøge. Jeg kom ind, anden gang jeg søgte. Jeg havde også tænkt, at jeg skulle være terapeut eller psykolog eller sådan noget, men jeg klarede mig skidt i skolen og fik dårlige karakterer.

Men det, jeg synes er spændende ved at instruere, er jo det psykologiske. Også det psykologiske spil uden for kameraerne. At få alle de mennesker – det er jo mange – til at yde det bedste, de kan. Hvordan kan vi få alle stenene til at ligge rigtigt? Hvis én sten ligger forkert, bliver huset skævt. Men når det lykkes at få alt og alle til at gå op i en højere enhed, er det magisk og vidunderligt.

Det bedste valg

Det er mine børn! Ingen tvivl om det. Jeg er selv enebarn, og jeg troede i mange år – eller i hvert fald til jeg blev gift igen og fik mit andet barn! – at jeg skulle have ét barn og være ligesom min egen mor. Man søger jo det, man selv er vokset op med – man tror, det er sådan, det skal være.

Det, at jeg er mor til tre børn, er en styrke i mit arbejdsliv, faktisk. Jeg kan godt lide den type instruktion, der tager udgangspunkt i det psykologiske. Det psykologiske fascinerer mig. Jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig, hvor farvet jeg er af Ingmar Bergman – meget mere end jeg troede. Jeg har tænkt meget på ham som en, der ville have kontrol og præcision, og på mig selv som det modsatte.

Ingen kontrol – jeg vil allerhelst improvisere hele tiden. Jeg har det svært med anvisende instruktion – ‘gå derover’, ‘gør sådan’. Jeg vil have, det skal være skuespillerens eget valg. Men man kan også manipulere skuespillere, så de tror, det er deres valg. Det var Bergman ekspert i. Jeg har tænkt meget på ham på det seneste. Vi havde premiere på ‘Den alvorsfulde leg’ under Bergmanfestivalen på Fårö, og der var jeg i hans hus for første gang i mange år. Det var så gribende. Der hang et billede af mig på væggen – der har jeg hængt, mens han har siddet og arbejdet! Det var fantastisk – vældig, vældig fint.

Det forkerte valg

Jeg tror, at jeg har bestemt mig for, at der findes en mening med alle valg, og hvis man tænker sådan, findes der ingen forkerte valg. Et valg, som er forkert, bliver bittert, og det er det værste, jeg ved. Jeg vil ikke handle i bitterhed.

Jeg kan godt sige, at jeg ville ønske, jeg var begyndt at instruere film tidligere, men samtidig ved jeg, at jeg ikke ville have kunnet det med tre små børn. Det gik jo knap nok at være skuespiller, fordi man er så meget væk hjemmefra. Men jeg ville ønske, jeg havde mere tid, for der findes så mange flere film, jeg gerne vil lave, som jeg ikke når.

Det sværeste valg

Jeg vil helst ikke tale om mit privatliv, men når man taler om valg, så er nogle af mit livs mest smertefulde valg mine skilsmisser. Det betyder jo meget i ens liv, for livet bliver anderledes bagefter. Så det er de sværeste valg, jeg har truffet. Det er svært at vælge at blive skilt. At vælge at blive gift er let nok.

LÆS OGSÅ: Interview | Legendariske Julianne Moore

Det letteste valg

At sige ja til ‘Arvingerne’. Jeg havde så stor tillid til historien, til skuespillerne og til alle i produktionen – jeg tænkte ‘det skal vi bare hoppe ud i’. Jeg vælger rigtig meget med hjertet – i mit arbejde vælger jeg kun med hjertet, tror jeg. Det er det sjoveste, jeg ved, at lave spillefilm, men det koster så utrolig meget, og det er så sindssygt svært og hårdt. Det er en proces, som tager mindst et år, og som tager alt i mig og bor i mig. For at det skal være det værd, må jeg føle, at mit hjerte er 100 procent med.

Jeg har meget svært ved at tænke karrieremæssigt, det har jeg aldrig gjort i mit liv, jeg kan ikke finde ud af det. Jeg har altid valgt ud fra mine børn og mit hjerte og efter at være der, hvor jeg har det godt. Men det er måske også hårdt for mig at instruere, fordi jeg er skuespiller, jeg er ikke uddannet instruktør. Jeg har ikke noget teori, jeg kan falde tilbage på. Det, jeg kan, er det, jeg selv har lært på gulvet som skuespiller. Og det rækker langt, men ikke hele vejen. Det er hårdt at tage en beslutning hvert andet minut. Vælg, vælg, vælg! Hvilken optagelse skal vi bruge – den eller den? Nej, den var fin, men skal vi …? Ja, nej, nej, ja! Jeg er altid i tvivl. Jeg er emotionel – jeg kan blive helt træt af mig selv. ‘Argh! Intuition! Følsomhed!’ Men det er jo det, der er mig. Og det er også det, jeg skal værne om, for det er jo min personlighed. Jeg kan ikke være en anden end den, jeg er.

Jeg har selvtillid som skuespiller, men jeg har haft problemer med selvværd hele mit liv. Jeg er streng mod mig selv, og jeg har altid haft svært ved at tro på, at jeg rækker, at jeg er o.k. Det har jeg stadig, og det arbejder jeg med dagligt. Det er min udfordring her i livet.

Det første valg

Jeg kunne ikke lide at gå i børnehave. Jeg husker følelsen helt tydeligt. Jeg følte, jeg var havnet et helt forkert sted. Jeg tror ikke, jeg brød mig om den store gruppe. Så jeg fik lov til at komme i dagpleje i stedet. Jeg var tre år, men jeg husker det, som om det var et valg –  jeg husker det som ‘her kan jeg ikke være!’ Det var jo et valg, selv om jeg ikke kunne italesætte det. Jeg skreg mig vel til det.

Det danske valg

Jeg arbejdede slet ikke i de år, jeg var gift og boede i Danmark – der kørte jeg bare rundt med barnevognen. Så jeg synes nærmere, jeg ‘valgte’ Danmark, da jeg lavede ‘Forestillinger’ med Per Fly i 1997. Og så igen med ‘Arvingerne’. Og nu har jeg flere venner, som bor i Danmark.

Min nærmeste ‘film-familie’ er i Danmark. Og to af mine døtre bor også i Danmark – Alba i København og Asta i Aarhus. De går begge på teaterskole. Min ældste datter er scenograf. Når jeg ser, de alle har valgt min branche, tænker jeg, at det ikke kan være så slemt, at jeg var væk hjemmefra om aftenen, da de var små, fordi jeg spillede teater. Det må jo være o.k., nu de går i mine fodspor.

Det næste valg

Jeg skal vælge, hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt. Jeg aner det ikke. Når jeg har instrueret, har jeg altid lyst til at spille skuespil igen – og omvendt. Jeg drømmer om en rolle med noget kød på. Et psykologisk drama på film. Det ville være sjovt.

Der kommer til at gå noget tid, før jeg spiller teater igen. Når man går ind på teatret, forsvinder man et helt år, og det er så svært at kombinere med film, og jeg har så stor lyst til filmmediet. Og jeg lærer stadig så meget. Jeg føler mig ret erfaren som skuespiller, men det er jeg jo ikke som filminstruktør – det er stadig en skole for mig. Film er stadig en udfordring. Jeg vil også gerne instruere teater på et tidspunkt, men jeg er lidt bange for neurotiske skuespillere, ha ha.

LÆS OGSÅ: 10 bud | Line Knutzon