INTERVIEWS

Kamæleonen Clinton | Den mest berømte kvinde ingen kender

Hun har haft en finger med i amerikansk politik i noget nær et halvt århundrede, og hendes navn og ansigt er kendt over hele kloden – som førstedame, som senator og som udenrigsminister. Alligevel er det de færreste, der kender Hillary Clinton og hendes politiske ideer.

Blå bog: Hillary Clinton

Hillary Diane Rodham Clinton er født den 26. oktober 1947 i Chicago. Hun er uddannet jurist fra Yale-universitetet i 1973, og i 1979 blev hun den første kvindelige partner i advokatfirmaet Rose Law Firm.

I 1975 giftede hun sig med Bill Clinton og fulgte med ham til Arkansas, hvor han var guvernør i perioderne 1979-1981 og 1983-1992. Sammen har de datteren Chelsea og er bedsteforældre til Charlotte på to år og Aidan, der blev født i juni.

I 1993 flyttede familien til Washington, da Bill Clinton blev præsident. Otte år og to præsidentperioder senere flyttede familien ud af Det Hvide Hus, og Hillary blev valgt som New Yorks første kvindelige senator. I 2009 blev hun udenrigsminister i Obamas regering, efter hun havde tabt kampen om at blive præsident.

Måske vil Clinton også en dag blive INs Torsdags 10'er som Michelle Obama

Den første kvindelige præsidentkandidat

Tusindvis af røde, hvide og blå balloner dalede ned fra loftet. Hillary Clinton stod på scenen, klædt i hvidt. Hun strålede. Hun var netop blevet den første kvindelige præsidentkandidat for det demokratiske parti – en historisk begivenhed i et land, hvor kvinder først fik stemmeret et halvt århundrede efter sorte mænd.

– Når der ikke er noget loft, er himlen grænsen, sagde hun.

Under primærvalget i 2008 var spørgsmålet, om en sort mand kunne blive valgt til præsident. I dag er spørgsmålet: Kan en kvinde vinde Det Hvide Hus? Kan Hillary blive Commander-in-Chief – øverstkommanderende – og dermed påtage sig sit livs største rolle?

Clinton skrev historie, da hun i juli blev den første kvindelige præsidentkandidat nogensinde i USA. Den 8. november – på valgdagen – kan hun gøre det igen.

En kvinde, der råber højt

Hillary var den første kvindelige partner i det advokatfirma, hvor hun startede sin karriere. Hun har været guvernørfrue i Arkansas, præsidentfrue, den første kvindelige senator for New York og udenrigsminister.

– Der har aldrig nogensinde været en mand eller en kvinde – ikke mig, ikke Bill – der har været så kvalificeret til at blive præsident som Hillary Clinton, sagde præsident Barack Obama på demokraternes konvent i juli.

Men selv om hendes politiske kvalifikationer er uimodsigelige – særligt sammenlignet med den republikanske kandidat, Donald Trump – har den amerikanske dækning af præsidentvalget ikke fokuseret særligt meget på Hillary Clintons erfaringer, ideer eller vedholdenhed, men derimod på, hvorvidt hun råber for højt, smiler for lidt og i øvrigt har været en god kone og mor.

Trump har haft et aggressivt decibel-niveau og en aggressiv retorik. Men for Bob Woodward, den berømte Watergate-journalist fra Washington Post, er det mest bemærkelsesværdige, hvordan Clinton ‘leverer budskabet’. Som han sagde på det politiske talkshow ‘Morning Joe’:

– Hun råber for meget. 

Og det er dommen fra midten.

På højrefløjen ser det meget mørkere ud. Tonen i den amerikanske valgkamp har sjældent været så rå som i år. Da Donald Trump blev kronet som den republikanske præsidentkandidat på konventet i Cleveland, råbte hans tilhængere, at Hillary Clinton skulle smides i fængsel eller skydes.

At aggressionen er rettet mod den første kvindelige præsidentkandidat, er ingen tilfældighed. Trump har kørt en utilsløret kvindefjendsk kampagne, som i nogle dele af landet er gået rent ind. Et populært skilt på det republikanske konvent forestillede Hillary på knæ foran Donald Trump i en situation, som tydeligvis skulle forestille et blowjob.

Flere mænd havde T-shirts på med teksten ‘Hillary sucks but not like Monica’ på forsiden og ‘Trump that bitch’ på ryggen. Der var klistermærker og emblemer med sloganet: ‘Life’s a bitch: Don’t vote for one’.

Trumps hovedkvarter er selvfølgelig at finde i Trump Towers på Fifth Avenue på Manhattan – en skyskraber fra 1980’erne med en marmorbeklædt lobby og Trumps navn i guld. Ud over Trump, som bor i bygningens penthouse, har filmhelten Bruce Willis og fodbold-darioen Cristiano Ronaldo lejligheder i bygningen. Det var her, Trump offentliggjorde sin kampagne i foråret med en royal ankomst per rulletrappe.

Hillarys hovedkvarter ligger i en kedelig kontorbygning i Brooklyn, ikke langt fra den gamle industrihavn, hvor hun tidligere på sommeren afholdt et storstilet arrangement. Folk ventede i timevis i 30 graders varme for at høre hende tale og måske komme tæt på.

Inden Clinton trådte ind på scenen, blev der vist en kort video om kvinderettighedsforkæmperne i den amerikanske suffragette-bevægelse, der endelig sikrede kvinderne stemmeret i 1919. Som Hillary ofte har pointeret: Kvinder fik retten til at stemme, den dag hendes mor, Dorothy, blev født.

Hillary Clinton i godt selskab i 1996: Vogue-dronning Anna Wintour, designer Ralph Lauren, avisboss Katharine Graham og prinsesse Diana.

I Kongressen er kun en femtedel af repræsentanterne kvinder. Blandt landets 50 guvernører er der seks kvinder. Vejen til Det Hvide Hus er utvivlsomt længere for en kvinde.

– Det kan være svært at se i aften, men vi står alle under et glasloft lige nu, sagde Hillary Clinton i Brooklyn med henvisning til historiens vingesus, som alle kunne mærke den aften.

– Endelig en kvindelig præsident, sagde en kvindelig vælger med tårer i øjnene.

LÆS OGSÅ: GUIDE | 9 stilfulde seniorer, du skal følge på Instagram

Fagre nye verden?

Under præsidentvalgkampen i 2008, var det tydeligt, at Hillary var træt af pressedækningen, der ofte fokuserede på, at hun er den kvinde, der er nået længst i amerikansk politik. Men hun kunne ikke komme udenom, at hendes kandidatur til dels blev bedømt på det faktum, at hun er kvinde.

Dengang ville Hillary ikke konkurrere med Obama om, hvis kandidatur der var mest historisk, og hun ville ikke minde vælgerne om, at hun er kvinde. Hvis hun kunne ignorere det, ville de måske kunne gøre det samme.

I dag er Clinton mere klar til at appellere til kvindelige vælgere, som gerne vil se den første kvindelige præsident i deres livstid.

– Siden 2008 har der været en udvikling med hensyn til kvinder i politik. Undersøgelser viser, at vælgerne er langt mindre tilbøjelige til at have stereotype opfattelser af kvindelige kandidater, siger Jennifer Lawless, der leder instituttet for kvinder og politik på American University i Washington.

– Vi er nået til et punkt, hvor demokrat eller republikaner – D eller R – er vigtigere, end hvorvidt kandidaten har et Y- eller X-kromosom, forklarer hun.

Tonen i Clintons kampagne har også fået en anden lyd. Da Trump tidligere i år beskyldte Hillary for at spille ‘kvindekortet’, svarede Hillary, at hun var klar på en dyst:

– Deal me in.

Clintons kampagnefolk har forsøgt at genopfinde hende under sloganet: ‘Den mest berømte kvinde, ingen kender’ – for mange vælgere kan virkelig ikke lide hende. Foragt, arrogance og manglende empati er nogle af de karakterfejl, hun bliver beskyldt for at besidde.

– Jeg havde en ide om, at hun var kold og fjern. Men jeg oplevede en helt anden person, da jeg begyndte at arbejde for hende, siger Mo Elleithee, en tidligere talsmand for Hillary Clinton, der i dag leder Georgetown Universitys institut for politik og offentlig service.

– Hun var engageret og morsom – og lidt af en ekstramor for de yngre medarbejdere, tilføjer han.

Glenn Thrush, der er politisk chefkorrespondent på det amerikanske magasin Politico i Washington, husker, hvordan hans barn i New York endte på hospitalet, mens han dækkede valgkampen i Arkansas. En af Clintons medarbejdere noterede sig, at Thrush havde svært ved at koncentrere sig, fordi han var bekymret. Lidt senere følte han en hånd på armen. Det var Hillary.

– Jeg flyver tilbage i aften. Jeg skal ikke helt til New York, men jeg kan tage dig med til D.C. (Washington D.C., red.), hvis du gerne vil hjem hurtigere, sagde hun.

I modsætning til Obama, som generelt var køligt indstillet over for pressen og sjældent gav de pludselige såkaldte impromptu-briefinger til journalisterne under valgkampen, kom Hillary gerne ‘på besøg’ bagest i flyet, hvor pressen holdt til. Hun huskede folks navne og virkede generelt interesseret. Om noget virkede hun utilpas i journalisternes søgelys, hvis talen faldt på andet end nørdede politiske detaljer.

– Hun er en person, der har en gammeldags forventning om privatlivets fred, siger Glenn Trush fra Politico og tilføjer:

– Det gør hende til et meget let mål for hendes modstandere. Hun er næsten forsvarsløs.

Clinton har selv indrømmet, at efter en lang karriere i offentlighedens tjeneste har hun stadig svært ved den del, der er offentlig.

– Jeg er ikke den type, der rutinemæssigt udgyder sine dybeste følelser, heller ikke til mine nærmeste venner, skriver Hillary i erindringsbogen ‘Living History’.

– Min mor er på den samme måde. Vi har en tendens til at holde på tingene.

Det kan man ikke helt sige om hendes mand, tidligere præsident Bill Clinton. Han er charmerende på tomandshånd, men kan også tryllebinde en sal med tusindvis af tilhørere. Hillarys varme brænder på et mindre blus.

– Modsat de fleste andre føler jeg mig meget bedre tilpas i hendes selskab end sammen med Bill, der altid forsøger at sælge sig selv, siger Glenn Thrush.

– Med hende har jeg aldrig haft følelsen af, at hun er ude på at sælge sig selv. Hun er ikke ‘needy’ på den måde. Hun forsøger at udrette noget. Hun ønsker at styre bussen et eller andet sted hen. Eller rettere: Hun tror ikke, at nogen er i stand til at køre bussen lige så godt som hun, tilføjer Politico-korrespondenten.

Hillary Clinton blev for nylig mormor for anden gang, og for første gang bruger hun det, at hun er kvinde, mor og mormor i sit politiske virke.

Pragmatiker eller kyniker?

Bill Clinton elsker at stå på en scene, og Barack Obama kan slå visionen stort op. Hillary Clintons opfattelse af det politiske system er fuldstændig uromantisk. Hun er først og fremmest en pragmatiker. Men mange ser hende som noget ganske andet – en kyniker, der er interesseret i magten for magtens skyld. Hun har intet hjerte og ingen sande overbevisninger, hvis man spørger Lindsay Ballant, der brugte tusindvis af kroner på at støtte Bernie Sanders, venstrefløjens alternativ til Clinton.

– Hun er en kamæleon, der har skiftet holdning, alt efter hvad der har været populært, siger Ballant.

Den 33-årige grafiske designer, der bor i Washington D.C., ville modstræbende sætte sit kryds ved Clinton for at forhindre Trump i at blive præsident. Men da hun ikke bor i en svingstat (hvor ingen kandidat har klart flertal), kan hun med god samvittighed lade være med at stemme, siger hun.

– Udsigten til en kvindelig præsident – eller den første sorte præsident, den første homoseksuelle præsident eller den første jødiske, hinduistiske eller muslimske præsident – betyder fundamentalt set, at en person fra et andet perspektiv end standardperspektivet – det vil sige hvide mænds – nu besidder dette job. Så der er en forventning om, at denne person vil bringe en åbenhed til jobbet, som ikke eksisterede før.

– Mit problem med Hillary er, at jeg ikke har den fornemmelse af åbenhed. Jeg ser hende som den samme gamle politiker, der belønner loyalitet og omgiver sig med ligesindede tænkere, siger Lindsay Ballant og fortsætter:

– Desuden har jeg haft kvindelige chefer, der var lige så snæversynede og autoritære som mandlige chefer. Jeg følte mig ikke mindre nedværdiget eller udnyttet, fordi det var en kvinde, der hundsede rundt med mig. For mig er det stadig den samme karakterbrist, som jeg sætter spørgsmålstegn ved.

En del af Ballants kritik er typisk for, hvad man har hørt fra den amerikanske venstrefløj: Hillarys mange år i magtens centrum er suspekt.

– Ofte føles det, som om vi ved for meget om hende, skrev forfatter Rebecca Traister i New York Magazine tidligere på året.

– Hun har været her så længe. Hendes historie, der omfatter politiske intriger og personligt drama, er blevet fortalt så mange gange, at hun kan virke som en fiktiv karakter. Hendes kritikere ser hende som Lady Macbeth. Hendes tilhængere ser hende som Jeanne d’Arc.

Hillary Clinton måtte se sig slået af Barack Obama ved valget i 2008 – men da han tilbød hende en af de mest magtfulde stillinger i sin regering, sagde hun ja.

LÆS OGSÅ: Christy Turlington | Supermodel vil redde kvindeliv

Et amerikansk liv

Når Hillary selv fortæller historien, som hun gør i ‘Living History’, er det først og fremmest en ærkeamerikansk historie. Det er historien om en pige, der voksede op i efterkrigsårenes velfærd og blev politisk moden i de turbulente 1960’ere, hvor hun oplevede sorte amerikaneres kamp for lige rettigheder og demonstrationer mod krigen i Vietnam.

Hillary blev født i Chicago i 1947 i en middelklassefamilie med orden på sagerne og med Midtvestens værdier. Moren var hjemmegående, faren startede en stof- og metervareforretning, hvor Hillary Rodham og hendes brødre hjalp til, så snart de var gamle nok. Lektierne blev passet, og huset på hjørnet af Elm Street og Wisner Street blev betalt kontant.

Hvad selvbiografien gør klart – ofte på rørende vis – er den store afstand mellem forældrenes generation og Hillarys egen: Faren, der voksede op i en fattig familie under depressionen, og moren, der som otteårig blev forladt af forældrene og sendt fra Chicago til Los Angeles med sin treårige søster – en firedages rejse med tog, hvor de to små piger måtte klare den selv.

Hillary Clinton fortæller historien om sin mor med særlig empati og kærlighed. Det er tydeligt, at Dorothy havde stor betydning for hende.

I gymnasiet arbejdede Hillary hårdt og målrettet – og blev kendt som en kold fisk. Ifølge et portræt i The New Yorker fra 1994 fik hun tilnavnet ‘Søster køleskab’.

Efter gymnasiet studerede hun først statskundskab på Wellesley College og dernæst jura på Yale, hvor hun var stjernestuderende. Hun var en af 27 kvinder i en årgang på 235 studerende – en del af den første generation af kvinder, der virkelig gjorde indtog på de fine Ivy League-universiteter.

Mange af hendes medstuderende var fulde af spørgsmål og tvivl. Hillary vidste, hvad hun ville. Hun tog ikke del i studenteroprøret og var ikke interesseret i stoffer eller at prøve grænser af.

– Det forbudte havde ingen fascinationskraft hos hende. Hun manglede enhver selvdestruktiv impuls. Hun ønskede at være politisk indflydelsesrig, som en af hendes medstuderende har fortalt The New Yorker. Det var på Yales bibliotek, at hun mødte Bill Clinton.

– Jeg må hellere introducere mig selv, eftersom du ikke kan lade være med at glo på mig, sagde hun og indledte dermed et livslangt partnerskab med Bill, som ofte har sagt, at han måtte fri til hende flere gange, før hun overgav sig og flyttede med ham til Arkansas.

Vejen til Det Hvide Hus

Hillarys venner havde troet, at hun ville blive guvernør. I stedet blev hun guvernørkone, og der skulle gå mange årtier, før hun fandt sin egen vej til magten.

Da Bill Clinton efter sejren ved præsidentvalget i 1992 gav Hillary opgaven at løse udfordringerne med det amerikanske sundhedsvæsen, var kritikken øredøvende: Hun var ikke folkevalgt, og hendes politiske indblanding smagte af nepotisme.

Hun trak sig til sidst fra posten, men ydmygelsernes tid var ikke forbi. Bills affære med Monica Lewinsky blev opdaget, og rigsretssagen lagde alle de mest intime detaljer for dagen.

– Når folk spørger mig, hvordan jeg holdt ved, så fortæller jeg dem, at der ikke er noget bemærkelsesværdigt ved at stå op og gå på arbejde hver dag, selv når der er familiekrise derhjemme. Hver og en af os har været nødt til at gøre det på et tidspunkt i vores liv, og det, der skal til, for at man klarer den, er det samme for en præsidentfrue som for en, der kører gaffeltruck. Jeg var bare nødt til at gøre det i offentlighedens søgelys, skriver Hillary Clinton i ‘Living History’.

Da Bill forlod Det Hvide Hus efter to præsidentperioder, blev det – endelig – Hillarys tur. Hun stillede op som senator for New York, vandt valget og blev statens første kvindelige senator.

Det følgende efterår blev World Trade Center angrebet, og Hillary stemte for invasionen af Irak – et valg, hun kom til at fortryde. I senatet var hun medlem af forsvarskomiteen Armed Services Committee, og hendes mærkesag var militæret og veteranernes vel.

Hun blev kendt for at arbejde på tværs af politiske skillelinjer og var ofte i stand til at finde kompromiser med republikanske kollegaer. Da det demokratiske primærvalg blev udskrevet, var hun klar.

Efter at have stået i skyggen af sin mand, Bill, i mange år er Hillary nu endelig den Clinton, man taler om.

LÆS OGSÅ: De hiver international mode til Danmark | Jeanette Aaen, Illum

Pragmatikeren på arbejde

I 2007 og 2008 arbejdede Hillary hårdt og målrettet på at blive USA’s næste præsident. Når vi i pressekorpset rejste med hende på valgturne, begyndte dagen ofte før klokken fem om morgenen og sluttede gerne langt efter midnat, efter vi havde fløjet gennem tre eller fire stater på en dag.

Hendes intellekt, disciplin og måde at beherske detaljen var imponerende. Men hun var oppe imod en formidabel kandidat, som forstod at fortælle folk i ét ord, hvad de ville have: forandring.

Hillary stod for Washington og en politisk arvefølge, som folk ikke brød sig om. Efter en lang, sej kamp måtte hun overgive sig og offentligt støtte Obama, som også kæmpede om at blive demokraternes præsidentkandidat.

Et par dage efter at han havde vundet præsidentvalget i november 2008, ringede Obama for at spørge, om Hillary ville være interesseret i jobbet som udenrigsminister. Efter et par dages betænkningstid svarede hun ja.

Hendes disciplin og jernhårde stil blev mest tydeligt udstillet under Benghazi-høringerne – en politisk motiveret høring, der handlede om at lægge ansvaret for det dødelige angreb på det amerikanske konsulat i Libyen på hendes bord. Høringen blev sendt på live-tv, og i løbet af den 11 timer lange maraton mistede hun aldrig besindelsen. Et hævet øjenbryn kunne det blive til, når republikanerne gik for langt. Det var tydeligt, at hun havde læst lektien og kunne sit stof. Ingen kunne overrumple hende eller spænde retoriske ben.

Men Benghazi-høringen, som indtil videre har kostet mere end 23 millioner dollar uden at give noget resultat, har rettet søgelyset mod Clintons brug af en privat e-mailserver. En undersøgelse førte her til en irettesættelse fra FBI, som kaldte Clinton og hendes personales omgang med klassificerede oplysninger ‘ekstremt skødesløs’. Det har Trump og republikanerne spundet meget angrebsmateriale på under denne valgkamp.

Syrien har været den store sag på Clintons bord som udenrigsminister, og hun forsøgte – forgæves – at få Obama til at handle. Hvad Mellemøsten angår, er hun en hårdere høg end de fleste demokrater og har mere til fælles med vennen og den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain. Hun har altid støttet militæret, og både som senator og udenrigsminister har hun haft megen gang i Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, hvor flere generaler modstræbende er blevet fans. Men vigtigst er, at hendes tid som udenrigsminister har gjort det nemmere for vælgerne at forestille sig hende som den absolutte øverstkommanderende i USA.

En farlig skråsikkerhed

‘Kvindekortet’ er tydeligvis ikke en trumf, hvis man søger landets højeste stilling i USA. Det blev illustreret dagen efter Hillary Clintons historiske nominering til demokraternes præsidentkandidat, da flere aviser bragte et billede af Bill Clinton på forsiden i stedet for kvinden, der rent faktisk havde vundet.

– Vi amerikanere har tydeligvis et problem med ideen om en kvindelig præsident – ellers ville det ikke have taget 240 år at få en kvindelig kandidat, siger Politico-korrespondent Glenn Trush.

Der er stadig modstand i det amerikanske samfund. Men man har vænnet vælgerne til tanken. Paradokset er, at fordi unge amerikanske kvinder nu kan forestille sig en kvindelig præsident, er det ikke længere en berusende tanke. Som en ung vælger sagde, da jeg spurgte hende, hvorfor hun støttede Sanders frem for Hillary: Det er ikke længere en ‘big deal’ at forestille sig en kvinde i Det Hvide Hus. Jeg spurgte hende, om hun troede, at det ville ske i hendes livstid.

– Helt sikkert, svarede hun.

Men den slags skråsikkerhed skal unge amerikanske kvinder være forsigtige med. Hillary har ikke redet på en bølge. Hun har selv skabt vejen frem. Ingen gik i forvejen. Ingen kommer umiddelbart efter. Og der vil formentlig gå mange årtier, før en kvinde kommer så tæt på igen.

Hun er, som de siger, en såkaldt trail-blazer – en, der baner vejen. Hun er ambitiøs, målrettet, men også yderst privat. Hun er 68 år, mor og mormor, tidligere præsidentfrue, tidligere udenrigsminister og måske den første kvindelige præsident.

Hun er en sammensat person. Og hun er en figur, som amerikanske kvinder kan spejle deres egne ambitioner i. Valget i år handler om kandidaten Hillary, men også om en symbolsk sejr for kvinder i Amerika – knap 100 år efter de vandt stemmeretten.

Den bedste tale på demokraternes konvent i juli gjorde det klart, at Hillary Clintons sejr vil være en sejr for ligeværd – for alle. Talen blev leveret af præsidentfrue Michelle Obama og modtaget med stående klapsalver:

– Jeg vågner hver morgen i et hus, der blev bygget af slaver. Og jeg ser mine døtre – to smukke, intelligente, sorte, unge kvinder – lege med hunden på græsplænen foran Det Hvide Hus. Og på grund af Hillary Clinton kan mine døtre – og alle vores sønner og døtre – nu tage for givet, at en kvinde kan blive USA’s præsident.

Hillary Clinton ses oftere end før i europæiske mærker, men hun er også glad for landsmanden Ralph Lauren.

LÆS OGSÅ: Christina Meyer | Hjernen bag 'Meyers' indretning