Liza Marklund flyttede hjemmefra som 16-årig og blev alene-mor som 20-årig.
INTERVIEWS

Liza Marklund: Livet skal ikke være let

”Skandinaviens krimidronning” Liza Marklund synes, det er kedeligt bare at sidde og være lykkelig

Sidste år strøg Liza Marklund til tops på New York Times' bestsellerliste som kun den anden svensker nogensinde med sin seneste roman »Postkortmorderne«. Og den 11. november er der verdenspremiere på en ny krimi af Skandinaviens store krimiforfatter Liza Marklund, som ovenikøbet har sagt ja til, at hendes nye roman »Sort hvid« udkommer i Danmark som det første sted i verden.

Men selvom Liza Marklund i dag er »Skandinaviens krimidronning« og lever lykkeligt sammen med sin mand i Marbella i Spanien, har det ikke altid ligget i kortene, at livet skulle være så rart.

Alenemor som 20-årig
Liza Marklund vidste meget tidligt, at hun ville skrive. Men skolen havde hun det ikke godt med. Som 16-årig var Liza Marklund flyttet hjemmefra og stoppet i gymnasiet.

- Men jeg skulle have tiden til at gå, for man skulle være 20 år, før man kunne søge ind på journalistlinjen på Kalix Folkhögskola. Skolen tog 20 elever ind hvert år, og omkring 400 søgte. Jeg vidste bare, at jeg skulle ind dér. Og jeg kom jo ind. Jeg lagde så faktisk ud med at få udsættelse et år, fordi jeg fik min datter, da jeg var 20.

Liza Marklund blev hurtigt alene med sin datter. Og jo, det var besværligt og indimellem hårdt, siger hun, at være enlig mor og under uddannelse.

- Men det gør ikke noget, at livet viser sig fra den side. Livet behøver ikke at være let. Jeg er ikke interesseret i bare at være lykkelig. Det er utroligt kedeligt at sidde og være lykkelig. Giv mig hellere noget at rive i. Noget reelt. Et hus at bygge. En bog at skrive. En rejse at gøre. Mange opfatter lykke som et slags vacuum. Som en tilstand at befinde sig i. Hvis man er tilstrækkelig rig og tilstrækkelig ung og tilstrækkelig tynd, SÅ er man lykkelig! Men sådan fungerer det jo ikke.

Ingen Pippi Langstrømpe
Nogle kunne måske finde på at sammenligne Liza Marklund med en anden sej, svensk kvinde, nemlig Pippi Langstrømpe. Men forfatteren har aldrig identificeret sig med Astrid Lindgrens bomstærke figur.

- Jeg har aldrig kunnet lide Pippi Langstrømpe. Hun og jeg havde absolut ingenting tilfælles. Hun var jättestærk, jätterig og jättesej. Og jeg var jättesvag, jättefattig og jättefej. Annika derimod var som mig. Lille og fej og ville gerne være stor og stærk. Og Annika fik jeg noget særligt med. Min barndomsveninde hed Annika, min ældste datter hedder Annika, og hovedpersonen i min krimi hedder jo altså Annika.

Men er Liza Marklund alligevel ikke en voksen-Pippi?

- Nej, jeg er stadig fej på mange måder, synes jeg. Men én ting er vigtig: Jeg er holdt op med at »tage mig af«. Jeg gør ikke længere noget for andre uden at gøre det, fordi jeg selv vil. Jeg gør det ikke for at få et klap på skulderen eller få anerkendelse. Hvis man gør noget, fordi man vil og ikke kan lade være, er det jo selve målet og belønningen i sig selv. Alt andet er bare bonus.

Læs mere om: