INTERVIEWS

Min kæreste gennemskuede mig

Mød Leonora Christina Skov, og hør om hendes nyeste roman

1996. Leonora sidder på sit nye kollegieværelse i København, da hendes mandlige kæreste kommer ind og lægger en seddel på bordet.

- Her. Jeg har ringet til Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, og det her er nok mere noget for dig.

På sedlen står navn og adresse på en bar for homoseksuelle i indre by, og da Leonora nogle dage eft er skal i byen med en veninde, tager hun chancen.

- Mirakuløst nok var Café Sommersko meget overfyldt den aften, så jeg sagde til min veninde, at jeg havde hørt om en anden café i nærheden, om vi ikke skulle tage derhen. Det gjorde vi så, og det var meget scary. Da vi kom ind, vendte ti meget maskuline kvinder i baren sig om og stirrede på mig. Sådan nogle i skovhuggerskjorter, du ved, og jeans og hvid skjorte, hvis det gik højt. Men så
var der denne her kvinde, som slet ikke lignede de andre. Hun var blond og feminin og virkelig over the top. Det blev min første kvindekæreste.

I dag er den karismatiske forfatter, litteraturkritiker og feminist gift med den 22 år ældre Annette, men vejen til det lykkelige liv, hun lever i dag, har været både ensom og smertefuld.

Ny bog: Silhuet af en synder
De sidste to år er brugt på at skrive romanen »Silhuet af en synder«

- Jeg havde det bare sådan, at denne her gang, der skulle I fandeme få bog, skulle I! Så jeg skrev fra ni morgen til ti aften og kunne slet ikke finde ud af noget andet, fortæller Leonora.

Og det har vi så fået. »Silhuet af en synder« er en fuldkommen forrygende gotisk slægtsfortælling med så mange skeletter i skabet, at jeg nær aldrig var kommet ud igen eft er endt læsning. I et formfuldendt og indladende sprog lader hun den transseksuelle Agnes fortælle historien om den rablende gale adelsfamilie von Liljenholm, og bedst når man tror, at man har fat i den lange ende, åbenbarer sig endnu en grum hemmelighed, som får nakkehårene til at rejse sig.

Romanen giver begrebet familiehemmeligheder en helt ny betydning, og netop dét var omdrejningspunktet for Leonora, da hun fik ideen til bogen: Hvem er dine forældre og forfædre? Og hvad betyder din fortid for dig som menneske?

Se Leonora Christina Skov fortælle og læse op af Silhuet af en synder:

Chokerede forældrene
Ud over at være god til at skrive allerede som barn var der en anden ting, Leonora var rigtig god til: nemlig at visualisere.

- Jeg visualiserede meget stærkt, hvilket liv jeg gerne ville have, og fuldkommen åndssvagt var det at bo på Amager med en kat og et barn. Ikke et, jeg selv havde født, men et, jeg havde fundet på gaden! Og så skrev jeg bøger. Jeg havde kun været i København
fem gange i mit liv og aldrig set Amager. Så ville jeg nok ikke have drømt om det.

Efter gymnasiet flyttede hun til København, hvor hun meldte sig til psykologistudiet, flyttede på kollegium og fik sig en kæreste. En mand.

- Jeg tænkte, at hvis jeg prøvede helt vildt meget, så ville det blive bedre med mig. At det var et spørgsmål om tilvænning.

Men kæresten gennemskuede hende, og det er hun ham evigt taknemmelig for i dag.

Men da jeg et halvt år senere sprang ud over for mine forældre, blev de meget chokerede. De var ikke forberedte på, at jeg havde det på den måde, og skulle jeg besøge dem, ønskede de ikke, at jeg nævnte min kæreste overhovedet. Hvilket jeg ikke ville være med til.

- Da jeg pludselig ikke havde dem længere, og resten af min familie forholdt sig passivt, dog undtagen min mormor, tante og faster,
havde jeg slet ikke nogen. Jeg kendte ikke rigtig nogen mennesker i København og var vildt alene.

Mine forældres reaktion var så stort et chok for mig, at det eneste, jeg kunne, var at prøve at klare mit studium og have min kæreste. Jeg følte mig så svigtet.

Men trods kæresten og støtten gik der mange år, hvor Leonora var alt for ked af det til at skrive.

Skrev feministisk indlæg
Det, der hjalp - på både skrivelysten og kærligheden - var den feministiske antologi »Nu er det nok, så er det sagt«, som kom et år efter, Leonora og hendes kæreste var gået hver til sit. En anmelder skrev, at hun savnede et indlæg fra en ung lesbisk kvinde, og Leonora satte sig til tasterne, sendte sit bidrag til hende og spurgte, om hun mon kunne være interesseret i at trykke det i det webmagasin, hun arbejdede på.

- Hun trykte det, og det var en kæmpe sejr! Hun er Annette, som jeg er gift med i dag, så det var vores første encounter. Men hun havde en kæreste på det tidspunkt, så det blev ikke til mere.

- På det tidspunkt var jeg så træt af alle de fordomme, jeg havde mødt om homoseksuelle, så det var fedt at få skrevet det ned. Det var jo sådan, at man ikke var en rigtig kvinde, hvis ikke man var til mænd, spillede op, ville have børn, så feminin ud og alt det der. Jeg ser jo feminin ud, men jeg klikker ikke ligefrem ind på de parametre, der handler om mænd. Og hvor fedt er det lige at få at vide, at man »går til spilde«, fordi man er lesbisk? Det gad jeg simpelt hen ikke sidde og blive glad over at høre.

LÆS OGSÅ

Forfatter uden jantelov: Mathilde Walter Clark

Månedens kulturfavoritter

 

Læs mere om: