INTERVIEWS

Pernille Rahbek: Jeg har løjet for mig selv

INs chefredaktør har talt med Pernille Rahbek i anledningen af, at hun udgiver en bog om sin opvækst med en alkoholiseret mor. Det blev til en dyb snak om æstetik, intuition og den store hemmelighed. Og også lidt om kærlighed.

Pernille Rahbek er en kvinde med styr på tingene. Det lærte hun i en tidlig alder. Det var en nødvendighed, fordi hun havde nogle voksne omkring sig, som ikke tog ansvar. Og det værste, der kunne ske, var, at nogen opdagede hemmeligheden. Det er en hemmelighed, som jeg ikke kendte til, selv om vi har kendt hinanden i mange år. For lige så udadvendt en kvinde Pernille er, lige så privat er hun også, og det er der en grund til.

Vi mødes i Pernilles smukke stue med udsigt over Kongens Have. Anledningen er, at Pernille har skrevet en bog om sin barndom med en alkoholiseret mor og et nærmiljø, der intet gjorde. Om et barn, der alt for tidligt lærte at klare sig selv, og om det, der formede den Pernille, som i dag lever og ånder for sine to døtre, drives af en nærmest manisk trang til, at her skal være pænt, og er en fighterånd som ingen anden. Det sidste er noget, man lærer, når man er barn af en alkoholiker, siger hun. 

– Vis et alkoholikerbarn, at der er håb, og vi kæmper for livet. Mit udgangspunkt er, at jeg i virkeligheden er dårligere stillet i forhold til det liv, jeg har, end mange andre. Så jeg tager ansvar for, at hver dag skal tælle. Tirsdage skal være lige så gode som lørdage. 

Kniv i perfekthedsballonen

Når man besøger Pernille i hendes hjem, er alt perfekt. Det er som at træde ind i loungen på et virkeligt lækkert boutiquehotel. Hun har endda lavet en video om hvordan, så du kan gøre hende kunsten efter. For det er det, hun lever af. At lave film, der viser dig, hvordan du kan få en flig af den æstetik, som hun har gjort til sin livsstil og til sin levevej.

– Jeg kan godt se, hvordan jeg ser ud udefra. Det er jo helt fucked up. Men det er den, jeg er. Man taler om at være særligt sensitiv. Jeg har en særlig sensitivitet omkring æstetik. Vi er ude i, at jeg ikke køber noget til mit hjem, som ikke er pænt, selv marmelade køber jeg ud fra, om glasset er pænt. Og jeg ved, at folk tænker ’hold da kæft en overfladisk kælling’, og ja, for hold kæft, hvor kan jeg godt se mig selv udefra.

- Jeg har et perfekt eksempel. Jeg får altid mine piger den 23. december om morgenen – jeg er så heldig at have dem hver jul. Også denne jul. Nu skulle vi i Summerbird og købe de sidste småkager og på Café Victor og have varm chokolade. Men mine børn gad ikke andet end at ligge i sofaen og se Disney Sjov og spise supermarkeds-pebernødder. Så det var selvfølgelig det, vi gjorde. Hver dag stikker mine børn en fed kniv ind i min perfekthedsballon.

Flygter du fra dig selv med denne perfekthed?

– Jeg har virkelig tænkt over, om det var ren facade, og om jeg i virkeligheden prøver at skjule noget, men det ville jo være en katastrofe, og så ville jeg have et enormt fattigt liv. Jeg er kommet frem, til at det er den skavank hos mig, som får mig langt, især i mit professionelle liv. Jeg ved, jeg lever et ærligt, sundt og reflekteret liv.

Du har tidligere sagt: ’Ingen må kunne sætte noget på mig’. Hvad handler det om? 

– Jeg er jo vokset op på en ø, hvor der var en frituregryde, som alt kom ned i. Billedligt talt. Men også konkret, så var der fiskefileter og pomfritter på menuen. Havde man lyst til noget andet, var man decideret latterlig. Min familie var meget, meget anderledes. På grund af dem vi var og den måde, vi levede på. Og jeg var hele tiden båret på en følelse af, at ’om lidt opdager de min hemmelighed’. Jeg vidste jo godt, at folk vidste, hvad der skete hjemme hos os. Jeg har løjet for mig selv og håbet på, at ingen så, at min mor var, som hun var. Jeg flygtede alt, hvad jeg kunne, fra følelsen inde i mig selv.

Hvordan gør man det?

– Forestil dig, at du er i vand helt op til næsen. Hvordan trækker man vejret … Jeg holder bare hele tiden hovedet oppe og ignorerer faren. Hun forklarer det som at gå rundt med en tændt alarm i maven, som larmer og blinker hele tiden for at gøre opmærksom på, at noget er galt. Men som hun formåede at skille sig fra. 

– Jeg lærte at overhøre larmen fra mit indre. Altså på den der måde: ’Jeg ved godt, at der er grimt ud af øjenkrogen, men hvis jeg bare kigger ligeud, så findes det ikke’. 

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: 'At være afhængig af drama'

Skrigende ensom

Melankolien er blevet hendes tro følgesvend. En melankoli over at føle sig ussel. At alle de andre kom fra ordentlige hjem. 

– Hos os sejlede alting. Jeg har været SÅ skrigende ensom med den følelse. Min søster og jeg havde helt klart en fælles forståelse, men ord var overflødige, for vi vidste udmærket godt, hvad der skete. 

De satte aldrig ord på, at de var kede af det eller bange. Og det har sat sig i kroppen at leve et liv med en mor, der var ustabil og indimellem kunne finde på at forlade de to piger uden at sige noget. Som dengang de var i et fremmed sommerhus i den anden ende af landet. De ledte overalt. Syv og ni år gamle. Hun sagde aldrig noget om, at hun gik. Og pludselig var hun der igen.

– I dag oplever jeg en angst, når folk forlader et rum uden at sige, hvad de skal. Især med kærester.

Alle omkring jer vidste, hvad der foregik. Hvorfor hjalp de ikke?

– Folk lader jo ikke være med at hjælpe, fordi de er ligeglade. Men de forstår måske ikke hvordan. Man drikker jo, fordi man løber fra en melankoli og en sorg. Og min agenda med denne bog er at prøve at åbne for, hvad der sker med os, når vi taler om sorg og de ting, der gør ondt. Menneskets instinkt er: flygt, lyv, smil.

Pernille taler i telefon mange timer hver dag. Hendes venner og veninder har fundet ud af, at hun er god at tale med, når de er kede af det.

– Jeg har forståelsen for, at det er en proces, og at det er OK at gå ind i den proces. Du skal ned i det sorte hul, for det er der, du finder løsningen. Jeg hjælper folk ned i deres sorte huller. Siger: ’Du er ikke færdig, du skal blive der, selv om det gør ondt. Lad være med at se det som et nederlag’. Der er noget selvkærlighed i det, som er smuk. Noget forsonende med sig selv og egen sorg, som er rørende. 

Patricia Oczki

Forløsende at græde

Der er ikke nogen let vej til at få et godt liv, siger hun. Det er nede, hvor det er tungt, at man finder sig selv, og så er det derfra, at man kan begynde at tage ansvar. At møde sit svage jeg og give plads til svagheden. Det mest angstprovokerende er sammenbruddet, gråden. Vi tror, det er en fiasko, hvis vi først begynder at græde. Men der ligger en forløsning i at græde og gå i fosterstilling, siger hun, der selv var overrasket over, hvor hurtigt det gik med at få det godt med sig selv, da hun først gik all in i det sorte hul. 

– Nu, hvor jeg – tror jeg – har været igennem det værste mørke, kan jeg se, at jeg har taget tilløb til at gå ind i smerten i mange år. Det kan lyde nedslående, at jeg måske har brugt 20 år af mit liv på det tilløb. Derfor kan jeg bedst beskrive det ved at bruge den smukkeste kompliment, jeg har fået af en, der har læst min bog: ’Din bog er den gode ven, der holder én i hånden, mens man stille og roligt vandrer ind i ens mørke rum og fortrængninger’. 

Den svære nærhed

At tage ansvar for sig selv er et tydeligt tema for Pernille Rahbek. Og med ansvaret kommer også hendes forhold til sin intuition. At have en virkelig veludviklet intuition er en gave. Men hvis man ikke er blevet bakket op i, at man skal stole på den, kan det blive til et kæmpe problem.

– Alkoholikerbørn har altid alle antenner ude, fordi vi intuitivt ved, at der ikke altid er en sammenhæng mellem det, mennesker siger, og det, mennesker i virkeligheden mener. 

Der, hvor hun selv er mest ramt af sin opvækst, er, når det kommer til mænd.

– Det kan lyde besynderligt, men meget sent i mit liv har jeg indset, HVOR svært jeg har det med nærhed til mænd. Jeg kunne godt se på mit mønster, at den var gal. Men ikke HVOR omfattende gal. Egentlig er det min store drøm at få en kæreste i stil med Hollywood-film. Rendyrket smuk nærhed. Det er bare en voldsomt stor overvindelse. Jeg skal slække på den generelle mistillid, jeg har til andre mennesker. 

LÆS OGSÅ: Citater der fremmer positiv selvopfattelse

Hun har et ’ikke særligt pænt udtryk’, der rumsterer i hendes hoved. ’Du skal ikke FUCKE med min intuition’. 

– Du må IKKE lyve over for MIG, for jeg har ikke forudsætninger til rigtigt at begå mig uden for mit panser. Så det er noget med at finde ud af, om det er mig, der er paranoid og skidebange for at blive såret, eller om han er en hustler.

- Jeg har nogle gange taget en mand i at være en hustler, og sådan noget får jo min verden til at bryde sammen. For det kræver en verden af mig at stole på et andet menneske, og når jeg så finder ud af, at en mand har misbrugt min tillid, og jeg har overdøvet min egen intuition og tvunget mig selv ud på isen, så bryder det hele sammen. Det er nok den største konsekvens af de negative værktøjer, jeg har taget med fra min opvækst. Og samtidig kender jeg også min egen rolle i den negative spiral.

Hvad gør du så?

– Det er svært for mig at finde den gyldne middelvej – enten er jeg for hardcore, og ellers er jeg for eftergivende og accepterende. Jeg tror, at rigtig mange børn, der har haft samme opvækst som mig, er så bange for at knytte sig. Det med at ’lade som om’. At lade som om at vi lever et godt liv. At lade som om at vi ikke mærker svigt. Og det er et farligt mønster, fordi det er så indgroet. 

Hun vil på papiret gerne leve i et sundt forhold, men i virkeligheden vil hun helst have noget, hun kan pille i. Så når det bliver rigtig svært, og der er konflikter og løgn, så føles det som kærlighed. Det hedder medafhængighed. Det er det, man bliver, når man bor sammen med en misbruger. 

– Det er en af de største øjenåbnere i mit liv. Personligt er jeg kaosafhængig. Man tror, at man søger ro. Og at man er den eneste sunde stemme i forholdet, men i virkeligheden holder man gang i bålet. Man kan være så tæt på problemet, at man ikke kan se, at man ER selve problemet. Det er drømmen om, at ALT kan blive godt. Vi bygger luftkasteller – igen og igen.

Det ligger i hendes knogler, at kærlighed er en kamp. Hvis hun er meget forelsket i en mand, og han med det samme viser interesse, er der noget galt med ham. 

– Og hver gang tænker jeg: ’Jeg nægter at være her igen – jeg troede, at jeg havde styr på den skide barndom’. Jeg ved i dag, jeg aldrig bliver normal, jeg må få det bedste ud af det, jeg har, for det bliver ikke anderledes.

Pernilles bog Kan man se jeg har grædt fås online HER.

Pernille Rahbek, Født 1978. Ejer produktionsselskabet Magnettv.dk. Har tidligere arbejdet inden for journalistik, branding og strategi og har været med til bl.a. at grundlægge et modemagasin og har etableret og drevet et PR-bureau.