INTERVIEWS

PORTRÆT | Kom tæt på Vibeke Windeløv

Vibeke Windeløv har fået nye hverdagsrutiner denne sommer. Hun har giftet sig med en vidunderlig mand og har skiftet spor i karrieren med et nyt job som teaterdirektør. Men hun laver stadig mad til alle omkring sig. Signe Wenneberg tegner et portræt

At blive bedt om at holde fokus på hverdagen i et portræt af Vibeke Windeløv svarer vel nogenlunde til at skulle skrive en rejseartikel om, hvor grimt der er i Sydeuropa i septembersol. Umuligt! Men selvfølgelig har verdensdamen Vibeke Windeløv en hverdag. Lad mig skynde mig at sige, at jeg kender Vibeke. Vi mødtes for nogle år siden, da vi blev hyret til at holde foredrag i hele landet på den samme turné, og vi talte godt sammen på de lange, mørke køreture i landskabet. Siden har vi været venner og har delt store sorger, som da en fælles veninde døde, og store glæder, som da Vibeke og Nicolas blev gift. 

Vibeke Windeløv og ORANGEMARMELADEN

Når vi skal tale om Vibekes hverdag, så lad os endelig begynde i hendes køkken. Eller rettere, i hendes tre køkkener i henholdsvis Amaliegade, Rågeleje og Italien. Hverdag for Vibeke er mad, måltider og mennesker. Hun har altid gang i noget mad, noget syltning, nogle gryder, en kande te, noget brød, en surdej, nogle gæster, der skal komme. Det står på døgnet rundt.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

– Jeg har altid lavet mad til folk med STOR GLÆDE! Jeg kan huske, at en af stjerneskuespillerne fra Breaking the Waves skulle møde mig. Jeg stod i døren med forklæde på, da hun kom. Det har hun genfortalt mange gange. Tænk, at producenten selv lavede mad til hende. Jeg laver mad til alle. Jeg adskiller aldrig arbejde og privatliv, og derfor inviterer jeg som en selvfølgelighed folk til hjemmelavet mad. Jeg føler, at det på en arbejdsplads betyder noget – jeg er jo ofte lederen – at chefen gider medarbejderne. Gider gøre noget for dem. Gider have fællesskab med dem. Og lave mad til dem. Det er vigtigt at mødes omkring et bord. Faktisk synes jeg, at det er det vigtigste i verden, og nu har jeg heldigvis fundet en mand, der mener det samme, og han er den sødeste vært. Og så er han generøs. Jeg sætter meget stor pris på generøse mennesker: De er meget bedre selskab end dem, der er forsigtige med at passe på pengene og med at leve over evne.

Vibeke Windeløv er et morgenmenneske, der er meget tidligt oppe og i gang, men ofte er hun også meget sen til at gå i seng. Jeg husker, hvordan jeg har siddet og betragtet dette morgenkåbe- væsen i færd med hele tiden at bruge hænderne, nogle gange med håret i total uorden, i gang med at bage rugbrød, tale i telefon med nogen fra New York på sit verdenssprog, mens hun slår op i en kogebog på et andet fremmedsprog, samtidig med at hun sætter en finger og ud i luften – og til mig – giver sig til at diskutere om opskriften nu kan være rigtig. Hvorpå hun let mumlende (måske fordi hun hele tiden forsøger at blive bedre til italiensk og øver sig) laver 35 glas orangemarmelade af frugterne fra haven og, typisk for hende, sætter nogle til side i spisekammeret til eksmanden, Per, og hans nye kone, som hun deler slottet i Italien med og som hun ved, elsker marmeladen. Mens hun rydder op – og nej, der er aldrig nogen husalf, der rydder op i køkkenerne, men derimod altid meget opvask, fordi der er meget madlavning – kommer hun i tanke om nogle skøre historier, og vi griner. Hvorpå vi så nok går videre til vores evige favoritemne ’mænd’.

Vores aldersforskel gør i øvrigt, at vi i denne sammenhæng bruger to forskellige platte ord for elskov, mit begynder med K, hendes begynder med B. Og jeg kan tilføje, at denne sproglige sladrehank, er det eneste lille bitte sted, jeg har kunnet ane vores aldersforskel. 

LÆS OGSÅ: Tre læbestifter du MÅ prøve

ARBEJDET

Denne 64-årige kvinde tilhører den nye tid, hvor man er så gammel, som man føler sig. Hun lever og arbejder med den største selvfølgelighed fuldkommen som en 44-årig. 

– Der var en eller anden, der ringede og interviewede mig, da jeg var blevet ansat på teatret. Han spurgte, om jeg egentlig ikke hellere skulle på pension. Det er helt fremmed for mig! 

Hverdagen er i høj grad præget af arbejde: Hun står for tiden op klokken fem for at arbejde på gamle, uafsluttede projekter fra før den nye ansættelse og for at besvare e-mails, der på grund af tidsforskel er tikket ind i løbet af natten. Senere cykler hun gennem byen til Betty Nansen Teatret, hvor hun fornylig blev direktør. Overalt i Vibekes kontorer hjemme – hun har kontorer i alle sine tre boliger – og i stuerne, er der tykke manuskripter, regnskaber, romaner, biografier, kogebøger og danske og internationale papiraviser. Hun læser meget. Har altid gjort det. Det har altid været en del af arbejdet at være velorienteret. Ligesom hun som en selvfølgelighed er aktiv og delende på de sociale medier, hvor mange direktører, hvis vi nu skal være ærlige, bare har en profil for syns skyld.

Vibeke gør ikke noget halvt. Derudover er en del af hendes arbejdsliv og hverdag at ’socialize’, som man ville sige respektfuldt om udenlandske direktører, fordi man her anerkender, at ’networking’ er særdeles positivt. Hun har for nylig haft hele sin VL-gruppe overnattende i dagevis i Italien. Og for få dage siden var hun og Nicolas værter for teatrets personale – 16 mennesker – i fire dage i Italien. Sådan er hverdagen og arbejds-livet også for Vibeke Windeløv, det hele smelter sammen.

– Jeg elsker at arbejde. Jeg synes, det er underligt, at det at have et privatliv eller noget fritid eller noget tosomhed skal have så meget højere værdi i vores bevidsthed end det at arbejde. Jeg ved ikke noget bedre end at arbejde og elsker, at jeg kan arbejde uden dårlig samvittighed, nu hvor mine børn er store, og Nicolas tit er på rejse og har sit eget liv. Den ubetinget største befrielse ved at blive skilt dengang for mange år siden var, at jeg kunne arbejde uden dårlig samvittighed.

En helt ny slags hverdag har taget sin begyndelse med teaterjobbet. Hvordan er det?
– Det er en kæmpe kontrast. Før havde jeg et arbejdsliv, hvor jeg var selvstændig og delte hjem og kontor med 20-30-årige, som var i hver en krog. Nu er jeg så pludselig ansat på et teater med gamle traditioner og skal lægge et repertoire med seks årlige forestillinger. Jeg tager på arbejde hver dag, før tog jeg på arbejde i kontorfællesskabet hjemme eller var på rejser via mit arbejde. Og så har jeg heldigvis fået en ny partner. Ham har jeg været heldig med. Det er min hverdag nu.

REJSEBREV. 14. maj 2015, Saint Paul de Vence

…’Og hvordan går det på Betty? Jeg er så glad for at være der. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det ville være så god en følelse hver dag at gå ind på teatret. Jeg ved, at vi er i den lette periode, og at presset på arbejde og nerver bliver hårdere, og angsten for at fejle nok fra tid til anden skal få tag i mig. Men lige nu nyder jeg blot at være omgivet af så positive og arbejdsomme mennesker. Og Stefan er nøjagtig den partner, som gør, at det hele kan lade sig gøre, hans ekspertise, erfaring og instinkt for teater er det, der gør det muligt. Jeg lover jer, jeg kunne ikke have fået nogen bedre at dele Betty Nansen med end ham… Nu er der lige halvanden time at læse i, så starter Cannes!... Ville ønske, at Nicolas havde været her, men så havde jeg igen ikke fået skrevet til jer.’

REJSEBREVENE

Vibeke Windeløv har rejst meget og har genoplivet den gamle genre ’rejsebreve’. Brevene sender hun via e-mail til sine venner. Lige nu sidder vi på hendes terrasse foran sommerhuset i Rågeleje, vi kan høre vandet, undervejs laver hun frokost til os, makrel med stikkelsbær og nye kartofler, som er en yndlingsret, og jeg spørger til brevene. Vibeke forklarer:

– En af de ting, jeg besluttede, da jeg blev alene, var, at jeg ikke ville vente. Jeg kunne jo ende med at være alene resten af mit liv. Jeg ville opleve noget. Det er ikke spor svært at gøre ting alene. Der kan endda somme tider være kæmpe fordele ved at rejse alene. Jeg vil anbefale alle singler at rejse alene. Det er min oplevelse, at singler på rejse gør sig mere umage. De er langt bedre selskab end par. De fortæller sjove historier, de er ikke en del af de der par, der bremser hinandens historier, fordi alt jo er hørt 30 gange før…

- Brevene begyndte jeg at skrive omkring den tid, da jeg var blevet skilt. Jeg rejste altid alene, ikke med assistenter som andre producenter, så der var meget tid, hvor jeg var mig selv. Jeg kan huske, første gang jeg skrev sådan et ’fælles-rejse-brev’: Jeg sad på en cafe, det regnede, det var i Firenze i november og pludselig greb det om sig. Jeg vil gøre mig umage for at fortsætte med at skrive, for det vil være et tab, hvis jeg ikke kan have de samme intense samtaler med mine venner via brevene, som jeg havde, da jeg var single. I brevene får man jo virkelig talt ud, man bliver ikke afbrudt, man når frem til sin pointe. Når man lever i et parforhold, får man ligesom fortalt det, man har på hjerte, i små bidder, og så samler man ikke tankerne og skriver et langt brev til vennerne. 

REJSEBREV. 11. marts 2011, Kerala, Indien

…’Jeg hader at ligge der med al den varme olie, jeg keder mig, jeg er sgu ikke inder, jeg er viking. Jeg er sådan en med en økse på et stort bjerg, hvor jeg efterlader mig danskklingende bynavne og blåøjede vikingebørn... ’

Brevene er spændende og humørfyldt læsning. De viser ofte sårbarhed og sluttes tit af med, at hun gerne vil høre fra sine venner, og er hun ked af det, er man ikke i tvivl. Det menneske, man lærer at kende via brevene, er anderledes end den offentlige persona, som jeg kan forstå, at nogle tror, er meget skrap, meget heldig og meget rig. 

–  Jeg har været fantastisk privilegeret og ja, heldig… og jeg har knoklet hele livet. Jeg har aldrig haft penge i det størrelsesforhold, som aviser og andre har tillagt mig. 

Penge og ’hvad andre tænker’ er tydeligvis ikke noget, hun gider tale om. Vibeke Windeløv har talent for at lave forretninger. Det er sådan, hun har klaret sig godt. Det er der ikke noget mystisk ved. Det mystiske er vel alene det, at kvinder, der klarer sig godt, offentligt beskyldes for at have flået en mand. Kan det nu virkelig passe, at mennesker, der er nået langt, er nået langt, fordi de er arbejdsomme, åbne og venlige mennesker, der gør sig umage?

"Vi mødtes, fordi Vibeke tog kontakt til mig på Facebook efter at have læst noget, jeg havde skrevet i Politiken", fortæller den 25-årige blogger og afghanske flygtning Geeti Amiri mig, da vi mødtes til brylluppet. – Så gik vi på café sammen. Senere kom Vibeke til afghansk middag hos min mor. Jeg har gemt et interview med hende i otte år og læst det ofte. Vibeke blev en rollemodel for mig via det interview. Hun har inspireret mig til at turde leve, som jeg gør. 

Ordene er typiske for dem, der faldt blandt gæsterne til Vibeke og Nicolas’ bryllup. Ros og sjove anekdoter om det generøse par blev fortalt rundt om borde, og hvor vi nu stod eller satte os, i vindueskarme eller i stuerne. Der var ikke bordplan, men mennesker overalt, i alle aldre, fra alle verdensdele. Parret havde frabedt sig taler. Musikken og store buffeter med mad samlede os i stedet. 

BAGGRUNDEN

Vibeke Windeløv samler mennesker omkring mad. Hun hader parmiddage og elsker at invitere blandede grupper. Hun er inspireret af sin barndoms husmandskost, af rejserne og af kogebøgerne, som ligger i stakke. Der er legendariske historier i omløb om hvilke verdensstjerner, der har mødt hinanden ved hendes køkkenborde. Vibeke samler på mennesker. Hun har forklaret mange gange i mange interviews, at hun tror på tillid og den positive energi i mødet med andre mennesker. Hun er ikke medlem af et parti eller en kirke, folkekirken brød hun med, da hun var 19 år og var flyttet fra præstefarens sogn, nogenlunde samtidig med, at han ønskede at bryde med hende. 

LÆS OGSÅ: 3 sunde supper du må prøve til efteråret

REJSEBREV. 29. juli 2008, Norditalien

... ’Miles Davis’ trompet skar Poslettens flimrende varme, da stedmor Ellen ringede og spurgte, om jeg ville sige farvel til min far. Miles Davis tav, og der var kun mig og bilen, der åd os gennem hurtige autostrada-kilometre. Hvad siger man til en far, som aldrig havde tid, som kun kunne finde tid til at se sit et-årige barnebarn, når det passede ind i kalenderen ti uger fremme, en mand, der for to år siden midt i et diskussionslystent   selskab brølede ’ti (stille), du er en vantro!’. En far med de værste racistiske meninger. En far, der satte den 22-årige Vibeke på toget i Kalundborg og bad hende aldrig vise sig igen, efter hun havde forsøgt at hjælpe sin mor ud af alkoholismens tåger.

Man forsøger at sætte sig i hans sted, tænker på, at der i den anden ende af røret ligger en lille mand, der engang var en stor mand, der altid bar vreden med sig, men også havde lykkestunder, ikke mindst med stedmor Ellen. (…). Jeg har brugt mangen psykolog-time på at komme overens med mine manglende følelser for min egen far. (…) Jeg kunne ikke græde, først nu da jeg sidder her og er forbundet med jer, kommer tårerne, måske ikke så meget over et tab, men mere over det tab det var at have en far, der magtede så lidt. Måske græder jeg allermest over alt det, han forspildte, men jeg kunne ikke nå ham. Vi levede aldrig i den samme verden. (…). Jeg kører tilbage til slottet. Har brug for et par dage, inden verden vælter ind igen med krav… (…). I må meget gerne skrive til mig. Trænger til at høre fra jer alle.’

Vibeke Windeløv er født med en stærk vilje og robusthed. Moderen døde af lungecancer. Faderen giftede sig igen – med Vibekes elskede barnepige, den religiøse Ellen, som kom og var med hele natten til Vibeke og Nicolas’ bryllup. Hun dansede endda! Og krammede kærligt. 

Efter den omskiftelige barndom i provinsen rejste Vibeke som 18-årig til Princeton, hvor hun kom i huset hos en professorfamilie af fransk afstamning. Her blev der hver dag lavet ’rigtig mad’ fra grunden, og alle var velkomne omkring bordet, hvor hun sad. Hun fik lov til at køre i familiens åbne sportsvogn og lærte at begå sig på engelsk, hvad der skulle blive god brug for senere. Hjemme i Danmark fandt hun sin rette hylde, da hun under helt umulige forhold skulle skaffe hundredevis af statister til en film. Hun tog en uddannelse på Handelshøjskolen og havde flair for tal og forhandlinger.

Hun har produceret prisvindende film og var i 13 år Lars von Triers faste producent. Vi har set hende holde takketaler i Cannes, og vi kender hende som hende i de farverige kjoler.

KÆRLIGHEDEN 

Sådan en kjole bar hun også til sit bryllup denne sommer. En stor himmelblå taftkjole med høje pink sko til. Sådan ser en brud ud, når hun ikke bare gifter sig borgerligt i en brostensbelagt baggård i København, men også giver alle os andre håbet tilbage.

Oppe på stilladset ud for soveværelset i Vibekes – og fra nu deres fælles – kæmpelejlighed i Amaliegade stod Nicolas Fischer, Vibekes kæreste gennem fem år sammen med en giftefoged. De 200 gæster nedenfor ventede spændt på brudens ankomst. Nicolas tog ordet og bød gæsterne, der ikke bare var en skønsom blanding af familie, venner, skuespillere, kunstnere, bloggere, forretningsfolk, musikere og så videre fra København – men også var relationer, der var rejst hertil fra New York, New Zealand, Italien, Frankrig, Brasilien og Israel – velkommen på formfuldendt centraleuropæisk engelsk.

Nicolas er født i et sønderbombet Europa, i en sønderslået familie. Han flyttede til Brasilien med familien, mødte senere sin første danske kone i Israel, flyttede hertil og fik tre børn, har arbejdet for SAS i en menneskealder og varetager nu familiens interesser i Sydamerika. Det var netop hos Susanne Larsen, daværende bestyrelsesformand for SAS, at Vibeke og Nicolas fik hinanden til bords og blev forelskede tre måneder før Vibekes 60-års fødselsdag. Jeg bliver altid i godt humør, når jeg hører den historie. Åh, det kan lade sig gøre at møde ukompliceret, renhjertet kærlighed i en relativ sen alder.

– Susanne Bier havde sagt til mig, at Nicolas godt nok var tosset, men helt sikkert noget for mig. Susanne Larsen havde sagt, at ham her skal du altså møde! Han er ledig, galant, begavet, og han har et stort hjerte. Så hun satte os sammen til sin fødselsdag. Jeg var egentlig kommet til sådan et punkt, hvor jeg ikke gad. Jeg troede ikke på, at jeg ville møde en mand. Jeg orkede næsten ikke at gøre mig fin og tage neglelak på. Fem dage efter festen sagde han: ’...når vi bliver gift…’ Ikke hvis. Men når. 

LÆS OGSÅ: Brødrene Avaz - De iranske brødre, der laver danske film på amerikansk

Ud ad en dør i gården kom Vibeke løbende hen mod stilladset med kæmpe blå kjole, brudebuket, vildt blondt strithår og bare fødder, stilletterne havde hun – smart nok – stillet klar på stilladset. Der blev sagt ja og kysset, og festen begyndte. Undervejs var der klesmermusik, som fulgte selskabet, der gik i en lang kæde ned til baghuset, hvor Marianne Stagetorn fra La Glace, som var med til festen, skar de flotte kager for. Og Nicolas, der er sådan et betænksomt menneske, havde købt Havaianas med hjem til alle – tjekket alle skostørrelser – og stillet klipklapperne rundt i kanten af lokalet, så der ikke var nogen undskyldning for ikke at danse til den lyse morgen på grund af høje sko.

Omkring klokken et fik forfatter Hanne Vibeke Holst og jeg overtalt trompetisten til at spille brudevalsen, en dans, som det ukonventionelle brudepar egentlig ikke gad, men blev overtalt til. Henad klokken tre hentede jeg og Geeti Amiri en flok røde drinks, strawberry daiquiris, i cocktailbaren til vores sidemænd – Lars von Trier, Tal R, Jørgen Leth, Lars Mikkelsen, Annette Støvelbæk og Evren Tekinoktay. Og da jeg gik ud ad døren klokken halv-fem, efter at have danset hele natten, stak Vibeke mig en kæmpe blomsterbuket: ’Tag den her med, vi rejser til Paris i morgen tidlig og får ikke mulighed for at nyde den’. En meget typisk lille handling, fyldt med generøsitet og omtanke. 

Du taler om, hvor dejligt det er at rejse alene og være alene, så man kan arbejde og lige stikke hen forbi en restaurant, man aldrig har prøvet før, på vej hjem fra arbejde. Alligevel er du lige blevet gift og virker meget glad. Hvad er fordelene?

– Det er nemt at svare på. Der er i hvert fald tre meget store fordele ved at have en god partner. Jeg griner meget mere! Jeg synes, det er vidunderligt, at man ikke skal ligge alene i en seng. Og finder man en rigtig god mand, så oplever man jo, at livet fordobles. Man oplever mere, fordi man er to. Man ser nye steder. Man oplever nye måder at se verden på. Man møder nye venner.

REJSEBREV. 23. februar, 2014 Galapagos 

...’Nej, glemte at fortælle, at verdens sødeste mand havde fundet dykkerbriller med styrke til mig, det var helt utroligt. Jeg kunne virkelig se!’

– Jeg kan anbefale begge dele. Både at være alene, hvis man ikke er sammen med den rette. Eller at finde sammen med den helt rigtige. Men når det er sagt, så er det da faktisk svært at vænne sig til at være to. Men jeg er nu heldig, for jeg har lidt af begge verdener, fordi vi rejser meget hver for sig og har hver vores liv.

LÆS OGSÅ: Omegas 10 mest ikoniske ure gennem tiden

REJSEBREV. Indien, 2014

...’Havde ikke den mindste lyst til at forlade Danmark og Nicolas, en stor del af rejseriet har været med ham, og jeg har fået stor glæde ved at være to...’

Men mange er jo sammen med den forkerte eller er bange for at bryde ud? Du har jo brudt ud, både af lange arbejdsrelatioer og af et langt ægteskab? Hvordan turde du?
– Man skal tage sit liv alvorligt. Man skal fremfor alt leve med sig selv. Mange venter til børnene er store med at blive skilt, fordi de vil skilles på sådan en voksen måde. Der er kulde, anspændthed eller måske utroskab. Man bør fremfor alt leve sit liv ærligt. Det er det eneste, jeg virkelig ikke kan holde ud, og som jeg har levet efter, siden dengang jeg blev skilt som 50-årig: Jeg kan ikke klare uærlighed. Det handler ikke bare om, at man lyver… Det er alt det, man går med til. Alt det, man ikke inkluderer hinanden i. Pludselig er man blevet fremmede for hinanden. Men også for sig selv, man er blevet en anden person. Man bliver mindre. Man har tillært sig sådan nogle vaner, så man kan holde det ud, men som er svære at aflægge igen. Man går ikke i seng samtidig, man går uden om hinandens verdener.

- Det eneste, jeg virkelig vil i forholdet med Nicolas, er, at han VED, HVEM JEG ER. Det skal være ærligt. Jeg følte jo i mange år, at Per ikke kendte mig, ikke vidste, hvem jeg var... Vi har alle et behov for at blive set… Og det mærkelige er, at jeg flirtede mere, dengang jeg var gift, end da jeg blev single. Det var sådan en dejlig gratis omgang. Når man er single og flirter, skal man straks tage stilling til, om man orker hele pakken. Så man bliver mere påpasselig. Mange tror, at singler er ude på at score andres mænd. Intet kunne være mere forkert. Jeg har heldigvis også altid haft det godt med alle mine veninders mænd og elsker, at jeg kan være venner med begge parter. Det er rart med mandlige venner.

Jeg har længe været optaget af, hvordan de modige bliver modige. Det sidste, jeg vil spørge om, er, hvordan du er blevet så modig?
– I begyndelsen da jeg havde mødt Per, forsøgte han altid at kysse mig, når jeg prøvede at udtrykke min mening om kunst. Han lukkede bogstaveligt talt munden på mig. Det gjorde mig meget usikker og fik mig til at føle, at det jeg sagde, var dumt. I mange år turde jeg faktisk ikke mene noget om kunst og kultur offentligt. Det var en kæmpe overvindelse – og et gennembrud for mig – da jeg sagde ja til at være med i Smagsdommerne. Jeg var helt ødelagt de første gange og var totalt selvkritisk. Jeg brugte uforholdsmæssigt lang tid på at forberede mig og researche, fordi jeg var bange for at kvaje mig. Man bliver modig, hvis man bliver meget hidsig, eller hvis man beslutter sig til at blive modig.

Som eksempelvis i 2004. Jeg skulle modtage en fredspris på vegne af Lars von Trier. Det var en stor gallaprisuddeling i Berlin, og jeg kom lige fra Los Angeles. Vi havde sendt en lille video, hvor Lars takkede, men de viste kun et lille klip derfra. Jeg sad helt nede bagerst i salen og blev så rasende. Sneg mig op igennem salen, og da Bob Geldorff gik ned, så gik jeg op på scenen og sagde: ’I’m so pissed off!’ . Hele salen blev stille. Og så læste jeg Lars’ meget begavede tekst op i sin helhed og huskede at tale langsomt og ikke lade hidsigheden løbe af med mig.

Det er altid bedre at forsvare andre og blive modig på vegne af andre. Hvis det var gået ud over mig selv, var jeg bare blevet ked af det og stille. En psykolog har engang sagt til mig: ’Hør her, livet er et skuffedarium med 100 skuffer, hvorfor skal du altid vælge skuffen med ked-af-det-hed?’. Det har jeg tænkt meget over siden. Og forsøgt at trække nogle andre skuffer ud.

LÆS OGSÅ: Meryl Streep - Hun har det hele