INTERVIEWS

Szhirley: Der burde være kørekort til hundejere

Sanger, skuespiller og børnebogsforfatter Szhirley om kirsebærstilke, at være fortaler for de udskældte kamphunde, som slet ikke er så onde igen, samt sin fortid som pige i drenget tøj.

Szhirley, 39 år, gift, Vesterbro, arbejder som sangerinde, skuespillerinde og forfatterinde.

Mit navn er … Szhirley, og … jeg er mor til de dejligste drenge Elton og Bille.

Du ved det nok ikke, men … jeg er ret god til at slå knude på en kirsebærstilk med tungen. No hands ...

Hvis jeg kunne bestemme … ville al økologi være superbilligt og sukker, fedt og andet skidt være ubetaleligt. 

Jeg har en stor svaghed for … saltlakrids, danskvand og alt, hvad der er i familie med dip og saucer.

Mit yndlingssmykke er … min vielsesring, som jeg selv har designet. Der er fire diamanter i, som repræsenterer min mand Mads, Elton, Bille og mig selv.

Det er vigtigt for mig at … behandle andre, som jeg selv vil behandles, og at videreføre denne værdi til mine børn. 

Jeg udviklede mig meget, da … jeg begyndte at medvirke i musicals. Det har åbnet helt nye spektrer af min stemme.
 

LÆS OGSÅ: Chris Pedersen: Danskerne har et forkælet syn på verden
 

Jeg forstår stadig ikke, at … menneskeracen kan være så ondskabsfuld og ignorant, når det kommer til verdenskriser eller for den sags skyld nærmiljøet, hvor vi virkelig bør stå sammen og hjælpe vores næste. Man er aldrig kommet særlig langt ved at opføre sig som et primitivt dyr, som kun tænker på sit eget bedste.
 

En relation, jeg ikke kunne undvære, er … selvsagt min fantastiske familie.
 

Jeg føler nærhed … når specielt mine drenge og vores hund putter sig ind til mig.
 

Mit største modeikon er … for tiden Nicole Richie. Hun er en skør kugle og en kamæleon. Hun kan skifte fra at være spøjs og spraglet til rå og romantisk. Der er ingen regler. Og dét er noget, jeg forstår og sætter pris på. 
 

Mit største musikalske ikon er … Prince. Han er rent ud sagt et musikalsk geni. Han kan alt. Ikke nødvendigvis til perfektion, men tæt på. Siden jeg opdagede ham som femårig, har jeg forsøgt at tage ved lære af ham.
 

Når jeg sætter musik på … hører jeg virkelig meget forskelligt. Jeg har en bred smag og elsker at opdage nye sangere. Og så bliver jeg altid lykkelig og rolig, når jeg sætter musik på.
 

Jeg bliver tit upopulær, når jeg siger det, men … jeg synes, at de hunderacer, som folk helt generaliserende og ukritisk har døbt for ’kamphunde’, er de mest vidunderlige og smukke hunde. Alt i alt er vi vel enige om, at ingen hunde bliver født onde. Det handler om, hvilken ejer og opdragelse de får. Desværre er der en tendens til, at netop de racer bliver købt af folk med mindre mellem ørerne, som heller ikke formår at give en kærlig og disciplineret opdragelse. Og så kan selv en golden retriever eller en labrador blive et bæst. Så i stedet for at forbyde visse racer burde man tænke i kørekort til hundeejere. 
 

Min mor sagde altid til mig … at jeg kunne blive, lige hvad jeg ville. Dén indstilling giver jeg videre til mine børn. 
 

Jeg håber, at den næste generation … vil være mere rummelig, betænksom, elskelig og løsningsorienteret, så generationerne efter dem får en smukkere verden at vokse op i. Ja, bare kald mig Peter Pan eller Michael Jackson.
 

Jeg er ærgerlig over, at … jeg ikke ved mere om alt muligt, faktisk. Men så er der så meget andet, jeg ved en masse om.
 

Hvis jeg skulle have lavet noget andet, var jeg … sandsynligvis blevet retsmediciner. Den verden er enormt interessant, selv om de fleste nok umiddelbart vil synes, det virker morbidt. Men at kunne være med til at finde en dødsårsag eller endda at opklare mordsager og få gerningsmanden i nettet, det må være en utrolig tilfredsstillelse.
 

Da jeg var barn, var jeg … i en lang årrække altid klædt som en dreng med mit numselange hår gemt under en kasket. Jeg blev kaldt Charlie, og mange fik sig en forskrækkelse, når de efter længere tid opdagede, at jeg var en pige. Jeg har faktisk skrevet en sang om det, der hedder ’Dengang jeg var en lille dreng’, til mit album ’Hjerter dame’ fra 2008.
 

Nu vil jeg … drikke en drink eller to i hotelbaren med mine søde kollegaer fra Tam Tam Revyen. Vi er i Aarhus, og jeg er børnefri, så hvert minut skal udnyttes 100 procent.

 

Læs mere om: